Ib Michael: Jeg kan ikke være en far i gammeldags forstand

Forfatter Ib Michael havde som barn svært ved at leve op til sin fars forventninger - og de to havde i mange år et kompliceret forhold til hinanden. I dag forsøger han selv at give sin egen datter det vigtigste med i livet: Nemlig nærvær og store mængder kærlighed

Jeg er ikke den bedste far, men jeg prøver at gøre op for det med kærlighed i stride strømme og nærvær, når vi er sammen, fortæller Ib Michael om faderrollen.
Jeg er ikke den bedste far, men jeg prøver at gøre op for det med kærlighed i stride strømme og nærvær, når vi er sammen, fortæller Ib Michael om faderrollen.

Jeg er vokset op i Roskilde i en middelklassefamilie. Min far var selvstændig grosserer, min mor gik hjemme. Jeg har en storesøster fra min fars første ægteskab, Lilian, og en lillesøster, Ulla. Vi boede på 1. og 2. sal i en lejet lejlighed. Min far gad ikke dyr fast ejendom, da han hellere ville bruge sine penge på barnepiger, selskaber og heste. 

Min mor og far kæmpede sig til tryghed og velfærd. De var begge fra fattige familier. Min far havde arbejdet hårdt for sine penge. Han var en meget viljestærk person og udstrålede succes i alt, hvad han foretog sig. Han var en populær, men også meget dominerende person, han gjorde folk usikre, og nogle kaldte ham "Ræven", fordi han var snu. Min mor var ikke altid lige tryg ved hans udfarenhed, men hun var også faldet voldsomt for charmøren. Det gjorde, at hun havde svært ved at tage mit parti, når min far og jeg skændtes senere i mine ungdomsår på grund af vores forskellighed. 

Jeg kunne snakke med min mor. Min mor syntes, jeg var klog og rådførte sig ofte med mig. Men hun havde også svært ved at spørge ind til mine følelser, medmindre der var noget håndgribeligt, som kunne tvinge en svær samtale frem.

Min søster havde polio, men overlevede. Det prægede mit barndomsbillede voldsomt, fordi hun var meget på hospitalet. Vi opbyggede et stærkt forhold, og jeg følte, at jeg skulle passe på hende for enhver pris. Hendes sygdom gjorde, at jeg kom mere ned på jorden igen og ikke bare læste og drømte mine børneår væk.

Jeg ville ikke leve op til min fars forventninger om at videreføre hans forretning, og det kostede vores forhold dyrt. Min far var grundlæggende skuffet over, at jeg ikke var som ham. Det kunne jeg mærke, og det gjorde mig usikker. Mine to søstre var derimod meget fredet. Det var hårdt at skulle leve op til hans høje forventninger, når man vidste, hvad han følte - men aldrig kunne give ham det, som han ønskede sig allermest af mig.

Min far og jeg havde dog en tid sammen i min pubertet, hvor vi sammen vandt en masse ridekonkurrencer på en af hans heste. Han var min ridelærer. Det var den eneste tid, hvor vi rigtigt kunne fungere sammen - badet i trofæer og vimbler.

Det totale oprør mod alle mine forældres værdier gjorde, at jeg som ung mand overhovedet ikke kom i hjemmet i flere år. Da min far endegyldigt skulle afhænde sin forretning, og jeg fortsat ikke ville dele hans skæbne, led vores forhold endnu et knæk. Han havde så uendeligt svært ved at forstå mig, når jeg snakkede løs om oprør og nye tider.

Jeg blev selv en succes som forfatter. Min far var pavestolt, da han så mig i fjernsynet, hvor jeg blev interviewet af hans store fjernsynsidol Michael Meyerheim. Det smeltede hans hjerte. Det føltes dengang, som en slags forsoning fandt sted mellem os.

Jeg sætter pris på min opvækst, men det var en anden tid. Det var for os børn en meget tryg opvækst. Der manglede aldrig noget, og vi blev opdraget til at sige "De". Jeg brød det her gamle familiemønster fuldstændigt. Mine forældres fælles drømme om tryghed og velværd var ikke nok for mig. Generationskløften kunne ikke være større. Jeg havde ikke noget forhold til Anden Verdenskrig, og min far var født ud af krigen. Han havde kæmpet hele livet for sin succes og velstand. Du kan ikke lave noget nyt uden at slå noget i stykker, og det gjorde jeg med hård hånd: "You can't make an omelette without breaking a few eggs".

Min datters mor og jeg blev tidligt skilt. Vi arrangerede det sådan, at jeg havde min datter hver anden uge. Jeg prøvede at give mit barn tryghed i form af utrolige mængder kærlighed, men jeg anede ikke, hvor hendes dåbsattest var. Der var da mælk i køleskabet, men jeg var bedst til at give hende det, som jeg forstod: Følelser og nærhed. Mit barn var involveret i alt, hvad jeg foretog mig, så det nogle gange blev for mange nye følelser og oplevelser for hende at rumme.

Jeg vil give min kærlighed, samvær og omsorg videre som far. Jeg håber, at hun stadig bærer mine bløde værdier med sig. Men jeg vil og kan ikke være en far i gammeldags forstand.