Prøv avisen
Mine familieværdier

Erik A. Frandsen: Jeg vil helst være alene med min familie

Vi søskende er meget forskellige, og vi er i dag spredt for alle vinde. De andre tre ser hinanden oftere, men jeg kan ofte ikke overskue for mange mennesker, fortæller Erik A. Frandsen om sin selvvalgte ensomhed. Foto: Hans Ole Madsen

Som søn af en sabotør arvede kunstmaleren Erik A. Frandsen trangen til at lukke omverden ude, men lærte også at stå på egne ben. I dag lever han bevidst meget alene med sin kunst og sin familie

Jeg er vokset op i en lille forstad til Randers. Vi boede i en villa med en lille have. Min far havde en osteforretning, min mor var medhjælperhustru. Jeg er den næstældste af fire søskende. Midt i min gymnasietid flyttede vi til en afsides landsby i Himmerland. Det var en meget lille landsby, hvor der var over en time til både skole og venner. 

Min far havde to sider: Han var både forretningsmand og gammel sabotør. Man kan sige, at jeg er et af de der sabotørbørn, der voksede op med en ofte meget tavs far. Det gjorde mig altid urolig. Under besættelsen fik han at vide af tyskerne, at han skulle skydes, men det skete aldrig. Den grundlæggende mistillid til omverdenen, som det skabte hos min far, gjorde, at han var meget lukket om sig selv. Han havde et stærkt behov for isolation. Vi som familie var aldrig rigtigt integrerede i den vej, som vi boede på. Det var nok prisen for besættelsens frihedskæmpere at være skamskudte af de traumer, der fulgte med.

Min fars tavshed var ikke om sabotørtiden, den talte han gerne om, men tavsheden om de følelser, tiden medbragte, var et gennemgående tema hos ham. Han kunne sagtens tale, hvis han skulle, og han var ekstrem åben, hvis situationen krævede det. Men efter han havde været udsat for sådan et overgreb af de tyske soldater, følte han, at ingen skulle fortælle ham noget som helst. Det tror jeg, at man bliver lidt skør af.

Min fars oplevelser prægede os børn, fordi vi tog tavsheden på os. Tavsheden gjorde os ensomme. Vi kunne ikke bare tale om vores følelser. Stemningen i dagligstuen var meget afhængig af hans humør. Men min mor var den kærlige konstant.

Jeg måtte ikke gå til fodbold. Det har igen noget at gøre med min fars sabotørtid. Han havde en evig frygt for at miste kontrollen. Min far kunne ikke undgå at halte socialt, fordi han ikke ville deltage i større fællesskaber, hvor nogle andre kunne bestemme over ham. Han interesserede sig hengivent for, hvad vi havde gang i, men han gad ikke at bruge sine søndage på at køre os til alt muligt. Han ville lave noget andet. Min far ville kontrollere og isolere os, når vi var sammen, og det var altid væk fra andre mennesker. Vi var ofte på vandreture i Norge, men vi overnattede aldrig på campingplads. Det var kun den helt nære familie, som skulle være sammen, og ingen andre skulle være tæt på. Den slags mistro til omverdenen bærer jeg med mig i dag. 

Vi børn fik ikke hjælp, hvis vi var i problemer. Sådan noget skulle vi klare selv. Du kunne ikke komme hjem og sige, at der var en fra skolen, som havde været dum. Så fik du bare at vide, at det skulle du selv finde ud af. Vi blev også meget hurtigt sat til at arbejde, og jeg var stikirend-dreng, da jeg var otte år gammel. Jeg er slet ikke som min far på det område. Jeg pylrer voldsomt om mine børn. Men alligevel er jeg taknemmelig for den del af min opdragelse i dag - også i mit arbejde som kunster. Den har senere i livet betydet, at jeg har lært at træffe mine egne beslutninger og disciplineret stå ved dem. Det har også medvirket til, at jeg kender mine begrænsninger. 

Min formningslærer i gymnasiet hjalp mig med min isolation og ensomhed. Han tog mig alvorligt og satte mig virkelig i gang med kunsten. I samme periode så jeg en udsendelse med Poul Gernes (dansk maler, 1925-1996, red.), hvor han stod og rullede sig ind i papir, hvorefter han så klippede sig ud igen med en saks. Jeg fattede ikke en brik af det, men den forskel der var på den kunsthandling og så kaffebordsstemningen i vores stue var fuldstændig eminent. Jeg skulle bare ind i det rum, men jeg anede endnu ikke helt præcist hvordan.

Mine forældre døde i midten af 1990'erne. Min mor døde året efter min første datter blev født, men det faktum, at jeg var ved at stifte familie i samme periode, gjorde, at savnet og sorgen på en måde blev dulmet af det nye liv, som skulle til at starte. Jeg savner dem begge enormt, fordi de er og bliver mine forældre, og de minder mig om, at jeg er den næste, der står for tur.

Jeg har videreført rigtig mange af de værdier, som jeg selv ikke kunne lide fra min egen barndom, og som jeg altid har prøvet at gøre op med. De er sværere at slippe af med end som så. Jeg har også arvet en udpræget tendens til at lukke mig meget om min familie og isolere mig i det lille fællesskab, som en jo familie er. Der er ikke noget, som jeg elsker mere, end at holde ferie med min familie.

Udsnit af Erik A. Frandsens portræt af sit barn Laika fra 1998. Billedet er venligst udlånt af Erik A. Frandsen. Foto: Anders Sune Berg