Prøv avisen

Det var som at være til landskamp i fodbold

Til demokraternes fest i Austin, Texas, var stemningen høj, og der blev viftet med Obama-flag, råbt og jublet foran tv-skærmene. Stemningen var tilsyneladende også på kogepunktet i New York, hvor dette billede er taget på Times Square Foto: JOHN MOORE Denmark

TEXAS: Der blev hoppet, råbt og viftet med Obama-flag foran tv-skærmene til demokraternes fest i Austin i staten Texas.

I den amerikanske stat Texas sætter de fleste vælgere traditionelt kryds på den røde liste ved den republikanske præsidentkandidat, og i år var ingen undtagelse.

Men statens hovedstad Austin er en blå prik i det røde hav, for her er den generelle holdning klart i demokraternes favør.

Netop i Austin befandt Kristeligt Dagblads musikanmelder Jakob Holm sig sammen med sin familie det meste af valgdagen til fest i demokraternes hovedkvarter.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Latinoer afgjorde Romneys skæbne

Stemningen var virkelig høj, og der var stor jubel hele aftenen. Folk stod i store klynger foran tv-skærmene, som var hængt op i alle rum, og de hoppede og viftede med flag, når der var nye resultater. Det var som at være til landskamp i fodbold, hver gang der blev offentliggjort stemtal i en ny stat, siger han over telefonen fra Austin.

Lidt specielt foregik festlighederne i Austin på byens fineste hotel, Hotel Driskill. Det plejer ellers at være de republikanske vælgere, man groft sagt forbinder med at være den mest velhavende del af det amerikanske folk. Derfor virkede det som et mærkeligt valg af sted at fejre demokraternes sejr i så fornemme omgivelser, forklarer Jakob Holm.

Austin er en meget hippie-agtig by, og alle typer af mennesker var mødt op til demokraternes fest i de meget eksklusive kulisser. Der var børn og ældre, hvide, sorte og latinoer, og folk var klædt i alt fra jakkesæt til cowboybukser. Så det var en meget broget forsamling, siger han.

Alle havde dog det til fælles, at de håbede, at præsident Barack Obama ville få fire år mere i Det Hvide Hus som præsident over De Forenede Stater.

LÆS OGSÅ: Blå bog om Barack Obama - valgets vinder

Det var man ikke i tvivl om, når man skuede ud over forsamlingen af mennesker, som viftede med Obama-flag, drak af Obama-krus og bar Obama-hatte på.

Det er virkelig en stor festdag for amerikanerne, når der er valg. Stemningen er meget spændt, og selv i mine børns skole har valget fyldt enormt meget. Det var en super spændende begivenhed at være med til. Ikke mindst, da det begyndte at tyde på, at Obama vandt. Folk blev ellevilde, siger han.

Jakob Holm har boet i Austin, Texas, sammen med sin kone og to børn siden august 2010 og er lektor i dansk og skandinavisk litteratur og kultur på University of Texas. Han anmelder desuden musik i Kristeligt Dagblad.