Præsidentkandidater tørnede sammen i larmende tv-debat

Donald Trump lod sig provokere af Hillary Clinton, da de to præsidentkandidater tørnede sammen i præsidentvalgets første tv-debat

En kampivrig Clinton provokerede rigmanden Trump ved at pirke til hans berømte forfængelighed ved eksempelvis at pointere, at han ikke skabte sin formue fra grunden, men snarere nød godt af sin velhavende fars hjælp.
En kampivrig Clinton provokerede rigmanden Trump ved at pirke til hans berømte forfængelighed ved eksempelvis at pointere, at han ikke skabte sin formue fra grunden, men snarere nød godt af sin velhavende fars hjælp. . Foto: Jonathan Ernst/Reuters.

Det var til at begynde med en nedtonet Donald Trump, der dukkede op til den store tv-debat mod demokraten Hillary Clinton på Hofstra University i delstaten New York natten til tirsdag dansk tid.

Men den republikanske præsidentkandidats rolige optræden blev hurtigt afløst af hidsighed, og Clinton bliver af mange amerikanske kommentatorer betragtet som den, der klarede debatten bedst.

Historiske erfaringer viser, at tv-debatter sjældent direkte afgør udfaldet af præsidentvalget, men debatten på Hofstra University mellem de to overordentligt forskellige kandidater blev set af op mod 100 millioner amerikanere og kan tegne rammerne for valgkampen i de kommende seks uger frem til valgdagen den 8. november.

Op til debatten viser flere meningsmålinger, at Clintons forspring over Trump er dramatisk snævret ind, og at han har overtaget i flere vigtige svingstater.

Læs meget mere om det amerikanske valg her.

Donald Trump og Hillary Clinton trådte ind på debatscenen velvidende, at indsatsen var tårnhøj, og de tørnede sammen om emner såsom handel, terror, økonomi og kandidaternes ærlighed eller mangel på samme.

Trump var mest effektiv, når han skildrede sig selv som en politisk outsider, der kan bringe en form for lægmands fornuft til Washington, og han lagde sine stærkeste kort på bordet tidligt i debatten, da han med henvisning til Clintons opbakning til frihandelsaftaler beskyldte hende for at være medskyldig i, at amerikanske arbejdspladser er blevet flyttet til lande såsom Kina.

Men en kampivrig Clinton provokerede rigmanden Trump ved at pirke til hans berømte forfængelighed ved eksempelvis at pointere, at han ikke skabte sin formue fra grunden, men snarere nød godt af sin velhavende fars hjælp.

Video: Trump og Clinton diskuterer klimaforandringer 


Og hun antydede, at grunden til, at Trump – som den første præsidentkandidat i 40 år – ikke vil offentliggøre sin selvangivelse, er, at han ”ikke er så rig” eller ”ikke er så velgørende”, som han hævder at være.

”Eller måske ønsker han ikke, at det amerikanske folk – alle jer, der ser med i aften – skal få at vide, at han intet har betalt i skat,” sagde Clinton.

Den tidligere udenrigsminister beskyldte også sin modstander for racisme og mindede seerne om, at han har kaldt kvinder for ”svin” og ”hunde”. Trump angreb til gengæld Clintons fysiske og psykiske egnethed som præsident.

”Hun har ikke udseendet, og hun har ikke udholdenheden,” erklærede han.

Video: Trump anklager Clinton for at mangle stamina


Debatten handlede mere om kandidaterne selv, end om deres politik, men på nogle områder præsenterede Trump og Clinton vidt forskellige tilgange til USA's store udfordringer.

Det gjaldt eksempelvis racespørgsmålet, hvor Clinton lovpriste afroamerikanske institutioner, heriblandt kirkerne, og talte om at skabe sammenhold, mens Trump skildrede nogle kriminalitetsramte sorte storbynabolag som ”et helvede på jord” og lagde vægt på behovet for lov og orden.

”Afroamerikanske samfund bliver decimeret af kriminalitet,” sagde han.

Video: Clinton anklager Trump for racisme 


Overordnet handlede debatten dog mere om kandidaterne selv end om deres politikker eller visioner for USA's fremtid. En af aftenens mest omtalte bemærkninger faldt, da den famøst tyndhudede Trump redegjorde for sin egen dømmekraft.

”Jeg tror, at mit stærkeste aktiv, måske overhovedet, er mit temperament. Jeg har et vindertemperament. Jeg ved, hvordan man vinder. Det gør hun ikke,” sagde han om Clinton.
 
Præsidentkandidaterne mødes igen til tv-debatter den 9. oktober i St. Louis i delstaten Missouri og den 19. oktober i Las Vegas i delstaten Nevada.