Per Ramsdal offentliggør ny trosbekendelse

”En slags bekendelse” kalder sognepræst Per Ramsdal en beskrivelse af sin tro, som han har offentliggjort på Facebook før sin tjenstlige samtale hos Københavns biskop

Jeg tror på, at vi mennesker er forbundet. I kraft af kærlighed, samhørighed, empati og mange andre ting, skriver per Ramsdal.
Jeg tror på, at vi mennesker er forbundet. I kraft af kærlighed, samhørighed, empati og mange andre ting, skriver per Ramsdal. . Foto: Leif Tuxen.

”Sådan her har jeg det lige nu,” indleder sognepræst i Sydhavns Sogn Per Ramsdal en tekst, som han har publiceret på sin facebook-profil. Her bringes uddrag af teksten.

”Jeg tror på Gud !! (Period). Jeg tror også på Jesus. Og faktisk tror jeg også på Helligånden. Men hvilken Gud er det, jeg tror på? Ja, det er svært at forklare. Det er nemmere at sige, hvad jeg ikke tror på. Jeg tror ikke på, at Gud er en gammel mand, der sidder med langt hvidt skæg oppe på en sky. Sidder og bestemmer, hvornår hvert eneste lille erantis skal bryde igennem mulden.
 
Eller hvornår hvert eneste lille snefnug skal dale ned over verden. Eller hvornår hver eneste lille myre skal gå ud af sin myretue og måske blive trådt ned af en stor sandal. Eller en Gud, som bestemmer, at lille Peter skal gå ud foran en bus og blive kørt ned. Eller at det unge par skal føde et dødfødt barn. Eller at en lille pige skal dø af kræft. Eller ….. Jeg kan jo selvfølgelig ikke vide, om det er Gud, der står bag? Det er jo ikke videnskab. Og jeg kan i hvert fald ikke se meningen med alt, hvad der bliver skabt her i verden. Jeg kan kun tro på, at det er et stort sammensurium af tilfældigheder.
 
Men jeg har lyst til at tro på Gud som en enorm kraft. En kæmpe energi. En stor magt. Som måske har sat hele verden i gang. Nærmest ligesom et big bang. Men vi mennesker har fået vores fri vilje til at gøre, hvad vi vil. Og verden har fået lov at gå sin skæve gang med mangfoldigheder af tilfældigheder.

Den Gud, jeg tror på, er meget, meget større end jeg overhovedet nogensinde kan forestille mig. Og derfor er jeg nødt til at tro, at Gud er noget metafysisk og åndeligt. Noget som jeg ikke kan gøre mig billeder af – eller gøre mig forestillinger af. Men en guddomskraft, som jeg kan gøre brug af, hvis jeg vil. En kilde, en ressource i mit liv.

Noget, som jeg kan leve af og leve på. Noget som jeg ikke kan leve uden. For det sætter mit eget lille liv i perspektiv – i en større sammenhæng. Jeg tror på, at vi kan opleve Gud – eller Guds nærvær i små glimt, - for eksempel igennem andre mennesker og ved at formidle Guds kærlighed til vores næste.

Jeg tror på, at Jesus har levet her på jorden. Og jeg tror på, at han er Menneskesønnen, sådan som han bliver kaldt i Bibelen.

Jeg anerkender de fire evangelier, som er skrevet om ham af fire forskellige forfattere. De fire evangelier har godt nok mange uligheder, men der tegner sig et klart billede af et menneske, som har nogle overnaturlige evner, og som har været en helt vild karismatisk person, og som derfor er blevet kaldt Guds søn.

Den livshistorie, som fortælles om Jesus Kristus, er den bedste fortælling i hele verden, - for den handler om hele vores eget liv – lige fra fødsel og til død – og til sidst med håbet om, at der må være noget mere end bare det her liv. Der må være noget større. Der må være en betydning.

Jeg tror på Jesu budskab, og jeg ønsker at leve mit liv efter det budskab. For det er det bedste budskab i hele verden. Det er et modbudskab til det budskab, vi får fra alverdens konger og kejsere, fra politikere og journalister, fra reklamer og medier. Disse budskaber handler nemlig mest om magt, penge og egoisme, mens Jesus beder os om at kigge ud over vores egen næsetip og se det medmenneske, der står foran os, og som vi er henvist til at leve sammen med her på jorden. Han fortæller os, at hvis vi hjælper vores næste med at få et bedre liv, så vil vi også selv få et bedre liv.

Jesu budskab handler om medmenneskelighed, næstekærlighed, fred, retfærdighed, barmhjertighed og glæde. Og uendeligt mange flere ting. Men jeg tror også på en Jesus, som stiller store krav til os som troende. Krav, som det kan være næsten umuligt at opfylde. At vi skal elske vores fjender, at vi skal give kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er, at vi skal tro på Gud, selv om det kan være svært i vore dage.

Jeg tror også på guddomskraftens tilstedeværelse hos os, her og nu. Det, vi kalder Helligånden. Den måde, som Gud viser sig på lige nu og lige her. Den guddommelige ånd, som er inden i os, uden for os, ovenover os og under os. Som omgiver hele vores liv og levned, og som vi kan bruge eller lade være.

Den apostolske trosbekendelse er formuleret for 1.800 år siden, og den er skrevet i en helt anden tid og en helt anden kultur end den, vi lever i nu. Dengang var verden flad, og man havde hårdt brug for overnaturlige ting, for at kunne bevise over for sine forfølgere, at Gud er den stærkeste.

I dag, hvor vi ikke mere er tvungne til at være kristne, har vi mere brug for at få at vide, hvad vi kan bruge kristendommen til i vores liv.

Disse svar kan vi primært finde i de nytestamentlige evangelier, som beskriver Jesu liv på jorden og det budskab, han kom med, men mærkeligt nok, så står der ikke noget om Jesu liv og budskab i Den apostolske trosbekendelse. Alt det er reduceret til et komma. Nemlig kommaet mellem ”født af jomfru Maria”, og ”pint under Pontius Pilatus.

Måske er der faldet et afsnit ud. Eller også har det været mere vigtigt i det 3. århundrede at fortælle, at Jesus var så overnaturlig, at han blev født af en jomfru, og havde Helligånden til far, og at han opstod fra de døde, og at han for op til himlen på Kristi Himmelfartsdag.

Jeg synes, det er mere vigtigt at fokusere på, hvorfor han var her på jorden. Hvad var meningen? Hvad kan vi bruge det til, at Guds budskab eller Guds ord gik ind i vores verden, og talte til os i skikkelse af et menneske, Jesus Kristus?

Hvis trosbekendelsen skulle formuleres i dag – af kloge biskopper og lærde teologer – eller måske af helt almindelige troende mennesker, så ville den handle meget mere om de kristne værdier – og om Gud som en kraft i vores liv.

Jeg tror også på opstandelsen. På at der er noget, der lever videre. På at alting ikke bare slutter med den fysiske død. Det er i hvert fald det håb, jeg bygger mit liv på.

Jeg tror på, at vi mennesker er forbundet. I kraft af kærlighed, samhørighed, empati og mange andre ting.

På at vi kan opleve opstandelsen hver eneste dag. På at vi kan stå op hver dag og være tilgivne syndere. At vi får lov til at starte på en frisk. På en ny begyndelse.

Jesus er måske ikke gået ud af gravhulen rent fysisk. Ingen har set det, men vi har selvfølgelig lov til at tro på det. Men faktum er, at hans ånd ikke kunne slås ihjel. Hans budskab og fortælling lever stadig videre i os, og det er vores opgave at blive ved med at forkynde det – og gøre det levende – igen og igen. Og det opstandelseshåb gør, at vi kan holde ud at leve.

Jeg tror på Bibelen som en bog, der er skrevet om Gud af mennesker ind i den tid, de levede i. Og ud fra det verdenssyn, de havde. Jeg ser Bibelen som en historie, der er genfortalt igen og igen gennem generationer af et folk, der ikke var særlig oplyste, og som jo dengang levede i en meget lille verden og kun havde deres genfortalte historier at forholde sig til. En dag blev de gamle historier skrevet ned, og det blev til kristendommens hellige bog Bibelen.

Jeg tror på, at det kan være vældig svært for os præster og alle mennesker at forklare Gud eller beskrive et billede af Gud. Derfor må vi hele tiden, og igen og igen, snakke om det. Kun ved dialog holder vi troen i live. Vi må gang på gang gå hen i kirken og få udlagt små flige af Guds verden. Vi præster må hele tiden forsøge at tolke budskabet og søge efter mening i de fortællinger og lignelser, som vi har.
Amen”