Jeg spørger ofte mig selv, om ikke vi oplever så få mirakler, fordi vi netop på forhånd har bestemt, hvad vi præcis vil høre eller se? Og i forlængelse af dét, tænker jeg ofte lidt forbløffet eller forskrækket, at Gud netop ofte giver os det, vi ikke venter – eller forventer – men vil vi nøjes med dét? Vil vi "nøjes med miraklet", så at sige?
For mit eget vedkommende har især den første og dermed grundlæggende del af livet formet sig sådan, at jeg har set mig som den gode taber, og derigennem har lært rigtig meget om det, jeg kalder "magtesløshedens kreativitet". For en del år siden satte jeg et af Piet Heins gruk-digte op på væggen. Det lyder:
"Den drøm som dybest i dit hjerte rinder, er den at stå som ubesejret vinder. Men det der står som målet for din Skaber, er måske drømmen om den gode taber."
Jeg har netop altid set mig selv som den gode taber, men for noget tid siden begyndte jeg at få kvalme, når jeg så på det gruk. Fordi det gik op for mig, at jeg egentlig aldrig først og fremmest har været den gode taber. Jeg har tværtimod altid gået efter at vinde, men jeg har bare kunnet bruge magtesløsheden som en rasteplads, hvor jeg kunne komme til kræfter, når jeg led mine nederlag.
På den måde føler jeg selv, at jeg har oplevet et "mirakel“ i mit liv. For det, jeg troede var målet, var ikke målet. Det, jeg havde fokus på, rummede ikke det forløsende for mig. Nej, det forløsende fandtes uden for fokuspunktet. Et sted, hvor jeg ikke fokuserede på min evne til at leve med tab, men hvor jeg tværtimod indså, at min evne og lyst til at vinde er så stor, at selv alvorlige forhindringer på vejen til målet ikke slår mig helt ud. Denne forandring af mit livsperspektiv føltes virkelig som et mirakel.
For nylig købte jeg derfor et billede af kunstneren Peter Brandes, som har været udstillet på Galleri Moderne i Silkeborg. Det er et symbolsk og ikonisk billede af at bygge hus. Nu hænger billedet på min væg, og jeg har placeret det førnævnte gruk på bagsiden af maleriet. For det gruk, om den gode taber, er i virkeligheden baggrunden for, at jeg nu er kommet det sted hen i livet, hvor jeg føler, at jeg kan “bygge hus“, hvor jeg kan føle mig mentalt hjemme, fordi jeg ikke længere er nødt til at se bort fra kræfter i mig, som jeg ikke tidligere har haft mod til at erkende.
Det at komme til at se sit eget liv i et helt andet lys, når man bliver ældre, har jeg oplevet hos mange andre mennesker, og jeg mener derfor, at det hører med til vores udvikling.
Jeg har måttet konstatere, at min målsætning i livet gennem fire årtier har peget i en anden retning end der, hvor jeg nu skulle komme til, for jeg har altid gået efter at vinde. Men den tidligere og "forkerte“ målsætning har også kastet noget værdifuldt af sig, for i de øjeblikke jeg ikke har kunnet komme videre med mig selv og mit liv, har jeg overgivet mig til magtesløsheden. Dér har jeg på en eller anden måde kunnet hvile, indtil jeg kunne komme videre. Hvilket er nok så væsentligt, for i de øjeblikke man ikke kan komme videre, bortfalder forpligtelsen også til "at komme videre“. Ligesom når man sover. Og sover – det gør man jo netop også i magtesløshed, hvor drømmene slippes fri, uden at man kan kontrollere dem. Og når vi er på tur, hviler vi os på en rasteplads eller en bænk, hvor vi for en stund opgiver at komme videre. På den måde er hvilen og "hvilen-i-magtesløsheden"en fuldstændig banal betingelse i vores liv. Og det er den også i livets helt store spørgsmål, i vores dybe sorgperioder og eksistentielle livskriser.
Når jeg yderligere og lidt drillende spørger, om "Gud netop ofte giver os det, vi ikke venter – eller forventer – men vil vi nøjes med dét?"så ligger der selvfølgelig et tvist i det, fordi de fleste af os jo hjertens gerne vil opleve et mirakel eller to. Men pointén er, at hvis vi forventer noget andet, så ser vi ikke, at det, vi i virkeligheden får, er … mirakuløst. Det er i forventningen, at vi bliver blinde for miraklet. Der, hvor vi ikke leder efter det kreative i det, vi får, fordi det ikke er det, vi forventer os. Så er vi sikre på, at det er en skuffelse, fordi det eneste, der er ordentligt, er det, vi forventer – og fokuserer på. Det er derfor, jeg siger, at vi ikke vil nøjes med miraklet, fordi miraklet er en skuffelse i forhold til det, vi forventede.
***
Indimellem er det noget så grundlæggende humant og simpelt som medlidenhed, der kan være det lille, opløftende "mirakel". Som sygehuspræst har jeg ofte befundet mig med mennesker i meget alvorlige situationer og har spurgt dem: "Synes du ikke, det her er synd for dig?“ Og vedkommende har så svaret: "Nej, det er ikke synd for mig, for medlidenhed kan jeg ikke bruge til noget!“
Og så siger jeg: "Men hvis det var mig, der var i den samme situation, ville det så være synd for mig?"
"Ja, så ville det være synd for dig,"lader vedkommende forstå. Men så spørger jeg forundret, "at hvis det er synd for mig, hvorfor er det så ikke synd for dig?"
Når man i den situation hævder, det ikke er synd for en selv, så opbygger man angst, for angst opstår i kløften mellem det, der er realistisk, og det man bilder sig ind, at man skal kunne holde til. Når man indser, at man har brug for medlidenheden, bevæger man sig hen til et realistisk sted. Så kommer man videre på, at det er synd – også selv om man først har besluttet, at det er helt forkert, hvis det er synd for mig, og jeg bliver selvmedlidende. Så det lille mirakel i en sådan situation er, at der kommer en hen og siger: "Det er synd for dig!"
For nylig sad jeg sammen med en gruppe ledere, som jeg skulle supervisere (dvs. jeg skulle undersøge og belyse vanskelige forhold i deres arbejdsmæssige situation). I mødet deltog en mand, som var blevet ramt af en alvorlig sygdom, der ville få betydning for hans senere liv, men ikke ændrede så meget her og nu. Jeg sagde til ham: "Er det ikke synd for dig?"Hvorefter han svarede: "Jeg har aldrig tænkt på, at det er synd for mig … det er et vilkår!"
"Ja,"sagde jeg, "det er et vilkår, men er det ikke også synd for dig?"Den mulighed var dermed bragt i spil, og det betød, at der var en anden i gruppen, som senere sagde. "Ved du hvad? Jeg sidder her og tænker på en trist og afgørende oplevelse i mit liv, og har aldrig før tænkt på, at det var synd for mig, men … det erdet da!"Og lige dér følte i det mindste én af mødedeltagerne, at der var en frihed i at tænke "det er synd for mig!"
I det øjeblik, hvor magtesløsheden er erkendt, opstår der også en skyldfrihed. Rigtig mange mennesker oplever, at når man indser, at man er magtesløs, fjernes den skyld, som i virkeligheden er det store problem. Dermed fremkalder erkendelsen af magtesløsheden en lettelse. Derfor giver det også afgørende mening at erkende, at det skam også kan være synd for en selv.
Det mest banale eksempel, som jeg har brugt nogle gange rundtomkring, er det ældre ægtepar, hvor konen har lovet sin meget syge mand, at han skal få lov at dø hjemme. Men efter et langt og udmarvende sygdomsforløb, så sker der det, at hun en fredag ringer til vagtlægen, der vurderer, at hun ikke kan holde til endnu en hel weekends pleje af ham. Lægen tilbyder derfor at indlægge manden i weekenden, så konen kan få et pusterum. Det siger man meget ofte ja til, og ikke sjældent sker det, at manden faktisk dør i løbet af den selvsamme weekend eller kort tid efter, men altså inden vedkommende er kommet hjem igen for at dø, som det ellers er blevet lovet. Således også med det nævnte ægtepar, hvor manden nåede at dø på hospitalet.
Efter en måned sidder konen alene tilbage med en skyldfølelse over, at hun ikke opfyldte sin mands ønske om at dø hjemme. Når jeg har set en person, jeg har haft et vist kendskab til, sidde i sådan en situation, har jeg ofte sagt: "Jeg synes, det var dårligt gjort, at du ikke lod din mand blive hjemme! Hvorfor lod du ham ikke blive hjemme?“ Og så siger det SMÆK!
"Jamen, jeg kunne ikke holde til mere!"har den skyldsplagede person så erkendt. Og i det øjeblik magtesløsheden igen står klart for hende, forsvinder skyldfølelsen som dug for solen. Magtesløshed og skyld kan ikke leve sammen.
I hændelser som disse "lever"skylden altid af den fortrængte magtesløshed, men så snart magtesløsheden erkendes, forsvinder skylden. Det er en naturlov. Men rigtig mange mennesker er skruet sådan sammen, at de hellere vil være skyldige end indse deres magtesløshed. Sådan lever mange mennesker i vort samfund, og det er udmærket, så længe man kan. Men når skylden bliver for stor, trænger for dybt ned, og man tynges, så er det værd at se på, om det er en reel skyld, eller om den er et symptom på en fortrængt magtesløshed?
Jeg har altid selv fundet det naturligt at gå ind i magtesløsheden, når der har været ting, jeg ikke kunne, men det kan såmænd blive lige så naturligt for alle andre. I vort samfund anerkender vi dog ikke magtesløsheden som en naturlighed. Den fortrængning gør os skyldsramte, men også stressede, deprimerede og syge. Også på sygehusene, som dagligt kæmper for at helbrede os, når vi er svært syge, kan man stå magtesløse over for uhelbredelige sygdomme eller et hjerte eller en krop, der bare ikke kan mere. Og det skal de have lov til, lægerne og sygeplejerskerne; at være magtesløse. For lægevidenskaben er hverken ufejlbarlig eller guddommelig, omend den af og til kan føles sådan, når et kritisk indgreb er lykkedes.
Selvfølgelig findes der dybt tragiske skæbner som krigsflygtninge, trafikofre og terminalsyge børn, hvor det kan være umuligt at øjne store eller små mirakler, endsige at finde nogen som helst mening i magtesløsheden. Men langt hen ad vejen har det universel gyldighed at erkende – og ikke fortrænge – magtesløsheden.
Det kan føles som en lettelse at være magtesløs – og måske derfra også at kunne øjne "miraklet", hvis det indtræffer. Og lige dér kan livet slippes løs. Uden vores konstante, fokuserede styring og utålmodige forsøg på at forcere tingenes udvikling.
Det var derfor, englen skulle være til stede og rådgive kvinderne påskemorgen ved graven, der gud ske tak og lov ikke var tom. For havde den været det, havde disciplene været helt fortabte.
Og hvordan havde vores verdenshistorie så set ud?