Nyt digitalt fagmedie til dansk kirkeliv

Kristeligt Dagblad åbner til september et nyt digitalt specialmedie, som henvender sig til beslutningstagere, ansatte og frivillige med ansvar inden for kirker og kirkelige organisationer i Danmark

Mere end 10.000 mennesker har folkekirken som arbejdsplads. Yderligere 10.000 arbejder i landets mange forskellige øvrige kirkelige organisationer. Over 100.000 frivillige bidrager til, at genbrugsbutikker, spejder- og ungdomsarbejde, sociale væresteder og et væld af kulturelle aktiviteter kan udfolde sig som en del af dansk kirkeliv.

Nu kommer det professionelle og samlende fagmedie til alle, der arbejder inden for dette vigtige område, kirkelivet i Danmark.

Fra 21. september vil Kirke.dk levere nyheder, inspiration og faglig viden til beslutningstagere, ansatte og frivillige med ansvar i sogne, kirker og alle typer af organisationer, foreninger og leverandører til hele det kirkelige område.

Det er Kristeligt Dagblad, der udgiver Kirke.dk, som et nyt digitalt abonnementsmedie.

”Danske menigheder og kirkelige organisationer udfører et utrolig vigtigt, men desværre alt for ofte overset stykke arbejde, som hjælper mange, mange mennesker og styrker vores fælles samfund. Dette arbejde vil vi gerne understøtte og bidrage konstruktivt til ved at skabe et medie, som deler viden, bringer faggrupper sammen på tværs og samler inspiration og nyheder til målgruppen,” udtaler adm. direktør og ansv. chefredaktør Erik Bjerager.

Ny redaktør for Kirke.dk er journalist og forfatter Kåre Gade, der tidligere har været kirke- og tro-redaktør på Kristeligt Dagblad, vært på P1-programmet Folk og Kirke, presseattache ved den danske ambassade i London samt konsulent for udvikling af medier og kommunikation i Helsingør Stift.

”Jeg glæder mig meget til at sætte Kirke.dk i søen. Kirker og organisationer bruger selv mange og gode kræfter på at kommunikere, men der mangler et medie, der interesserer sig for alle dem, der arbejder i det kirkelige maskinrum – og som kan skabe overblik over den til tider uoverskuelige mængde af informationer, der udgår fra kirkelivet. Det sker nu,” siger Kåre Gade.

Siden marts i år har han som en del af Kristeligt Dagblads digitale medier arbejdet på at forberede denne nye satsning. Kirke.dk skal imidlertid også være et netværksmedie, som brugerne selv bidrager til.

”Der er rigtigt dygtige folk både i mediehuset og som eksterne skribenter, der arbejder med at løfte Kirke.dk. Men vi lægger vægt på også at inddrage læserne i vores journalistik, så vi kan være en platform for erfaringsudveksling og konstruktiv debat,” siger Kåre Gade.

Derfor opfordres kommende læsere allerede inden den officielle lancering den 21. september til at skrive sig op til nyhedsbrevet og være med til at sætte præg på det nye digitale fagmedie. Det sker på adressen www.kirke.dk.

Kontaktoplysninger for udtalelser om Kirke.dk:

Adm. direktør og ansv. chefredaktør, Erik Bjerager, e-mail: bjerager@k.dk, tlf.: 4038 1521.

Redaktør for Kirke.dk, Kåre Gade, e-mail: gade@kirke.dk, tlf.: 5344 0820.