Kristeligt Dagblad lancerer nyhedsrobot til Messenger

Messenger er det sociale medie, som danskerne får næstflest nyheder fra. Derfor lancerer Kristeligt Dagblad nu en nyhedsrobot, der alle hverdage skal sende artikler ud på Facebooks samtaletjeneste

På verdensplan findes der 1 milliard aktive Messenger-brugere. Messenger er en af de mest downloadede apps i Danmark. Og samtaletjenesten er det sociale medie udover selve Facebook, som danskerne får flest nyheder fra.

Derfor lancerer Kristeligt Dagblad i dag en nyhedsrobot, der alle hverdage vil sende skræddersyede nyhedsbreve ud til dem, der tilmelder sig tjenesten.

”Vi ved, at rigtig mange danskere bruger Messenger dagligt, og da vi ønsker at gøre vores journalistik så tilgængelig som muligt, er det en oplagt platform at udforske,” siger adm. direktør og ansv. chefredaktør Erik Bjerager.

I praksis vil nyhedsrobotten fungere som et nyhedsbrev, der sender fem væsentlige artikler ud til brugerne én gang om dagen på et tidspunkt, brugerne selv vælger. Derudover kan robotten svare på simple spørgsmål og fungere som en ekstra adgang til Kristeligt Dagblads redaktion og kundeservice.

“Kristeligt Dagblad gør i forvejen en meget stor indsats for at lytte til vores brugere og være tilgængelige for spørgsmål. Dette initiativ er endnu en måde at række ud på til læserne, der hvor de er i en digital virkelighed,” siger Erik Bjerager om den seneste tilføjelse til avisens tilstedeværelse på sociale medier.

I forvejen har Kristeligt Dagblad aktive på profiler på Facebook, Instagram, Twitter, YouTube og LinkedIn.

Nyhedsrobotten er ikke den eneste nyhed fra Kristeligt Dagblads meget aktive digitale univers denne fredag. I dag har avisen også premiere på et nyhedsbrev om digitale fortællinger, hvor digital redaktør Stinne Andreasen hver uge vil pege på de mest interessante, tankevækkende og nyskabende digitale produktioner i branchen. Søndag udkommer en særudgave af Kristeligt Dagblads e-avis og lyd-avis om det at have – og at være – søskende.

Kristeligt Dagblads digitale univers havde i august 647.353 unikke brugere og oplever kraftig vækst især inden for e-avis, lyd-avis og nye sociale medier.

Kontaktoplysninger:

Chefredaktør og adm. direktør Erik Bjerager, bjerager@k.dk, tlf.: 4038 1521.

Udviklingschef Morten Thomsen Højsgaard, hoejsgaard@k.dk, tlf.: 4017 8416.

Redaktør for sociale medier Amalie Pil Sørensen, amalie.pil@k.dk, tlf.: 4174 1880.