Presset på uvaccinerede amerikanere stiger: Biden vil indføre vaccinepåbud

Efter at have været førende på coronavacciner taber USA nu terræn, og smittetrykket stiger. Regeringen er klar til at skride ind over for vaccinemodstandere

Sundhedspersonalet, der arbejder på intensiv afdeling for corona-syge patienter på Intermountain Medical Center i Murray i Utah, USA, oplever en stor stigning i tilfælde af Delta-variant-smittede.
Sundhedspersonalet, der arbejder på intensiv afdeling for corona-syge patienter på Intermountain Medical Center i Murray i Utah, USA, oplever en stor stigning i tilfælde af Delta-variant-smittede. Foto: Intermountain Health/Reuters/Ritzau Scanpix.

Flere end 150 medarbejdere på Methodist Houston-hospitalet i Texas er blevet fyret eller har frivilligt fratrådt deres stillinger, efter at de modsatte sig arbejdspladsens nye krav om, at alle dens ansatte skal lade sig vaccinere imod coronavirussen.

Sygeplejersken Jennifer Bridges, der står i spidsen for kampen imod vaccinekravet på hospitalet, henviser til, at vaccinerne stadig kun er godkendt til nødbrug i USA.

”Dette er Amerika, og det er meningen, at vi skal have borgerrettigheder og forfatningsmæssige rettigheder og frihed til at træffe vores egne valg,” siger hun til nyhedsmediet Texas Monthtly.

Samme scenarie udspiller sig på hospitaler og andre arbejdspladser over hele USA. I takt med, at politikere og virksomheder tager vaccinekrav i brug som det mest dristige våben mod det stigende smittetryk, breder protesterne sig over det, som mange opfatter som et etisk uforsvarligt overgreb på den enkelte borgers personlige frihed.

I aftes dansk tid ventedes præsident Joe Biden at bekendtgøre, at alle USA’s flere end fire millioner statsansatte enten må lade sig vaccinere eller underlægge sig ugentlige coronatest samt afstandskrav og begrænsninger på de fleste rejseaktiviteter. Biden-regeringens tiltag kommer i hælene på lignende påbud i New York City og Californien, samtidig med at samme debat om vaccinetvang også kører i flere europæiske lande. Ministeriet for krigsveteraner blev i mandags den første og hidtil eneste føderale institution til at udstede obligatoriske vaccinekrav til cirka 115.000 ansatte med patientkontakt. Biden-regeringen agter ifølge flere medier ikke at fyre uvaccinerede statsansatte, men vil bruge de nye regler til at tilskynde dem til at få en af de tre nødgodkendte vacciner i USA.

Tiltaget udgør en voldsom optrapning af Biden-regeringens indsats for at standse spredningen af den stærkt smitsomme delta-variant af coronavirussen, der lige nu sender især uvaccinerede amerikanere på hospitalet og i graven. USA har ellers længe været i front i den globale vaccinationskampagne, men har tabt terræn i indsatsen for at få de sidste med. Selvom både regeringen og den private sektor i månedsvis har forsøgt at lokke amerikanerne til at lade sig vaccinere, så stritter mange stadig imod, især i konservative delstater. Cirka 58 procent af alle amerikanere over 12 år er færdigvaccinerede, men det daglige antal personer, der modtager et stik i skulderen, har været nedadgående i de seneste uger og måneder.

Og Biden-regeringens ventede tiltag er både kontroversielt og politisk prekært.

”Der vil blive meget modstand. Det kommer til at blive en lavine. Ingen bør påkræves at underlægge sig en medicinsk procedure,” siger eksempelvis Larry Cosme, der er formand for den nationale politiforening Fleoa, til avisen Washington Post.

Flere debattører argumenterer imidlertid for, at det kollektive bedste trumfer individets krav på personlig frihed. De, der nægter at lade sig vaccinere, mener, at ”det er helt i orden at udsætte andre mennesker for død og elendighed”, skriver den amerikanske videnskabsjournalist Ronald Bailey i magasinet Reason.

”Der ville ikke være noget argument imod at lade folk sige nej til en statspåkrævet vaccination, hvis de og deres familier var de eneste, der betalte prisen for deres dumdristighed. Men det er ikke tilfældet i den virkelige verden,” skriver han.

Samtidig vinder vaccinekrav også frem i det private erhvervsliv i USA. I onsdags blev tech-giganterne Google og Facebook de første store private arbejdsgivere til at kræve, at medarbejdere skal være vaccinerede, inden de kan få lov til at vende tilbage på job, og streamingtjenesten Netflix gør nu det samme ved filmoptagelser.

Det amerikanske justitsministerium fastslog i denne uge, at den føderale lovgivning ikke forhindrer offentlige eller private arbejdsgivere i at udstede vaccinekrav til deres ansatte, selvom coronavaccinerne stadig kun er godkendte til nødbrug. I flere nylige retssager har dommere ligeledes afgjort, at vaccinekrav er i overensstemmelse med loven. Generelt kan en amerikaner kun afvise sin arbejdsgivers vaccinationskrav, hvis han eller hun er dækket af den føderale lov, der beskytter personer med handicap, eller er undtaget af religiøse årsager.