Prøv avisen

Børn med syge forældre lades i stikken

Unge pårørende kan undgå at skulle gennem terapi, hvis sundhedspersonalet på hospitalerne formår at snakke med forældrene om barnet. Foto: tuzyra

Sundhedspersonale kan gøre en afgørende forskel for børns trivsel, når børnenes forældre er alvorligt syge. Personalet ved bare ikke nok om det

Læger og sygeplejersker føler sig ikke godt rustet, når de skal tale med børn og unge, der har en alvorlig syg forælder på hospitalet.

Det viser en ny undersøgelse fra Tværfagligt Videnscenter for Patientstøtte, der er baseret på svar fra afdelingssygeplejersker på hospitaler i Region Hovestaden. Her svarer 66 procent, at personalet på afdelingen ikke har nok viden om, hvordan man taler med børn og unge, der er pårørende. Over halvdelen svarer, at personalet mangler viden om, hvordan de kan tage en god snak med børnenes forældre. 

Tidligere undersøgelser på området har ellers allerede konkluderet, at børn og unge med en syg forælder føler sig overset af læger og sygeplejersker på hospitalerne. Det er kun omkring en tredjedel af de pårørende børn, der oplever, at sundhedspersonalet spørger om, hvordan de har det, hvis mor eller far er syg. 

Men det er alfa og omega, at personalet på hospitalerne er med til at hjælpe de unge pårørende. De skal tage den nødvendige samtale med barnets forældre om, hvordan de bedst muligt støtter deres børn. Det mener Preben Engelbrekt, der er direktør i Børn, Unge & Sorg. Ellers kan det gå ud over koncentrationen i skolen, venskabet med kammeraterne eller give mareridt og mavesmerter.

"Mange af børnene ser ud som om, de har det godt. Men indadtil er de rigtig bange. Hvis ikke en voksen tager en samtale med børnene, så kan de bære rundt på en angst, som de ikke er gamle nok til at håndtere," siger han.

Sygeplejerskerne er vigtige brikker i trivslen hos unge pårørende, fordi et aktivt personale kan forebygge, at de får behov for professionel hjælp. Syv ud af ti unge, der mister en forælder, har nemlig et normalt sorgforløb, hvor de ikke har brug for terapi. Derfor vil det i langt de fleste tilfælde være tilstrækkeligt for de unge, hvis forældre og sundhedspersonale er gode til at tale med dem.

Preben Engelbrekt mener, at der især er tre ting, sundhedspersonalet skal gøre. For det første skal de huske at registrere i journalen, om patienten har børn, så resten af personalet kan vide det og tage initiativ til de nødvendige samtaler. For det andet skal personalet oprette en god kontakt til børnene, så det bliver lettere at tale om de svære ting. Sygeplejersken kan for eksempel starte med at spørge, om barnet har set den seneste fodboldkamp - for senere at spørge ind til, om barnet føler sig trist. For det tredje skal sundhedspersonalet i det øjeblik, hvor diagnosen stilles, tage en snak med forældrene om, hvordan børnene kan reagere i en alvorlig situation. 

"Et barn på syv år vil typisk som det første spørge: 'Dør du så, mor?' Her er det vigtig, at moderen ikke bare siger nej, men i stedet fortæller at lægerne gør, hvad de kan - uden at kunne love noget. Det er den type situationer, sygeplejersken kan forberede forældrene på," siger han.

Norge, Sverige og Finland har haft en lovgivning på området siden 2010, og erfaringer derfra viser, at videreuddannelse af nøglepersoner blandt personalet er en konstruktiv måde at løse problemet på. Preben Engelbrekt er derfor varm fortaler for, at Danmark også lovgiver om, hvad der skal gøres for unge pårørende. 

Kristine Halling Hansen er projektleder på undersøgelsen om unge pårørende. Hun er enig med Preben Engelbrekt i, at lovgivning på området vil være konstruktivt. Det vil sætte en tyk streg under nødvendigheden af, at personalet kvalificeres til at varetage opgaven. Hun håber, at der i så fald følger økonomiske midler med lovgivningen. 

"Tid er et kæmpe problem på hospitalerne. Meget af det, der handler om det psykologiske eller det sociale, er sparet væk," siger hun og tilføjer:

"Som det er nu, er mit bedste råd til sygeplejerskerne: Lad som om, at du har tid. I stedet for at stå i døråbningen med hånden på dørhåndtaget, så sæt dig ned på sengen, når du snakker med patienterne. Det tager ikke længere tid, men det giver en bedre patientkontakt."

Kristine Halling Hansen oplyser om, at Tværfagligt Videnscenter for Patientstøtte sideløbende med undersøgelsen har sat gang i fire konkrete projekter, hvor pårørende er i fokus. Her får sundhedspersonalet blandt andet mulighed for at ringe til en pædagogisk konsulent for at spørge til råds om, hvordan de kan støtte børnene. 

"Alle de sygeplejersker, som jeg har mødt, er meget interesserede i det her. De har jo en kæmpe mulighed for at hjælpe børnene, så deres følelser af ensomhed og skyld ikke gror fast. Men der er behov for en kvalificeret ramme for, hvordan sygeplejerskerne kan støtte børnene," afslutter hun.