Tirsdag aften modtog danske Jonas Eika Nordisk Råds itteraturpris 2019 for sin novellesamling “Efter Solen”.
Det gjorde han i det fornemme Konserthuset i Stockholm, men han valgte at holde en tale, der gik i kødet på dansk politik i almindelighed og statsministeren i særdeleshed: “Mette Frederiksen står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker”.
Og videre: “Mette Frederiksen, som kalder sig for børnenes statsminister, men fører en udlændingepolitik, der splitter familier ad, gør dem fattige og udsætter både børn og voksne for en langsom nedbrydende vold i landets såkaldte udrejsecentre".
Talen har allerede vakt begejstring i kunstnerkredse og forargelse i så mange andre. Men hvor opsigtsvækkende det end måtte virke, så indtager Eika – om man er enig eller ej – med sine politiske synspunkter en ret forudsigelig position. Det er jo sådan, kunstnere plejer at sige og mene.
Anderledes nyt og interessant er det, at Nordisk Råds litteraturpris er gået til en udgivelse fra et lille forlag. “Efter Solen” er nemlig udkommet på Basilisk, der holder til i en kælder i Nansensgade, og hvis redaktion blandt andet består af de knaldgode forfattere Majse Aymo-Boot, Peter Højrup, Martin Larsen og Pejk Malinovski.
Basilisk er alene drevet på litteraturens præmisser, og det samme er tilfældet hos forlaget Batzer & Co, som ildsjælen Arild Batzer kører i Roskilde. Og han kunne for ganske nylig glæde sig over, at hele to af hans forfattere, østrigske Peter Handke og polske Olga Tocarczuk, delte Nobelprisen.
Verdens tungeste litteraturpris gik altså ikke til forfattere, der udgives på de store danske forlag, men til et enmandsforetagende, og den aktuelle hæder til Basilisk og Batzer & Co r et udtryk for en bevægelse i litteraturen. For nok har Basilisk forbindelser til Gyldendal, men pointen er, at det for en forfatter ikke længere er saliggørende at have de store forlag på bogryggen. Gyldendal og Lindhardt & Ringhof er ikke længere en nødvendig blåstempling, og det er – midt i disse kommercialiserede tider – blevet moderne og et udtryk for integritet at udkomme på forlag, der drives uden skelen til profit men med enøjet fokus på litterær kvalitet.
Det gælder for Basilisk og Batzer & Co, men også for Antipyrine, Sisyfos, Virkelig, Kronstork, Sidste Århundrede, Silkefyret og Lesen. Det er såkaldte mikroforlag, der skyder op overalt og udgiver både danske og udenlandske forfattere og har, ud over at tage originale forfattere til sig, taget et stort og uvurderligt ansvar for den skæve, aparte og eksperimenterende litteratur.
En af heltene er i den sammenhæng er Allan Lillelund Andersen, der alene driver forlaget Silkefyret, og udgiver nordisk litteratur. Her udkom eksempelvis en oversættelse af norske Henrik Nor-Hansens “Termin”. En original og sublim bog, der dog ikke retter sig mod mainstreamen. Men hvor “Termin” året efter udgivelsen i Danmark blev indstillet til Nordisk Råds litteraturpris, så lever de fleste mikroforlags udgivelser et stille liv blandt taknemmelige læsere, der vil mere end blot underholdes. Og tænker man sig, at alle mikroforlagene med ét forsvandt, ville tabet af indtjening ikke være stort. Men det litterære tab ville være kolossalt.
Så hurra for de små forlag. Prisen til Eika er en triumf for dem alle. Politiseren eller ej.