Håndtryk ved indgåelse af statsborgerskab diskuteres for tiden. Men håndtryk indgår også som obligatorisk led i tre af de autoriserede ritualer til brug i folkekirken.
Et ægteskab indgås med et håndtryk mellem de to parter. ”Så giv hinanden hånd derpå,” skal præsten ifølge ritualet fra 1992 sige. Derefter lægger præsten sin hånd på deres og ”forkynder dem at være ægtefæller for både Gud og mennesker”. Formuleringen er gentaget i ritualet fra 2012 for vielse af par af samme køn.
Tilsvarende ved ordination af nye præster og ved bispevielse. Ordinationen afsluttes ifølge ritualet fra 1987 med, at biskoppen spørger hver enkelt ordinand: ”Lover I, at I redeligt vil gøre alt dette, efter den nåde, Gud vil give jer?”. Ordinanden svarer ja. Biskoppen siger: ”Så giv mig hånd derpå.” Derefter lyder det i det autoriserede ritual: ”Ordinanderne giver biskoppen og de assisterende præster hånden (hvor det ønskes også de andre tilstedeværende præster og menighedsrepræsentanterne, såfremt de deltager i processionen).”
Bispevielsen har ifølge ritualet, der også er fra 1987, helt tilsvarende et obligatorisk led, hvor ordinator beder ordinanden om at love for Guds og menneskers åsyn at varetage sit nye bispeembede, ordinanden svarer ja, og den ordinerende biskop siger: ”Så giv mig hånd derpå.” Det autoriserede ritual fortsætter: ”Ordinanden giver ordinator og de assisterende biskopper hånden, iføres bispekåben og knæler ved alterskranken.”
Håndtrykket har i alle disse tre sammenhænge karakter af en bekræftelse af et indgået løfte, en aftale af en sådan karakter, at den kræver et obligatorisk rituelt led, et fysisk håndslag.
Ritualerne for de centrale kirkelige handlinger er autoriseret af Dronningen efter indstilling fra kirkeministeren.
Ministerens indstilling sker typisk på grundlag af et forslag fra biskopperne og en grundig høring. Ritualerne kan fraviges – men håndtrykket er obligatorisk.
Men ritualet for præstevielse er under ændring. I det autoriserede ritual fra 1987 er alene håndtrykket til ordinator og assisterende præster obligatorisk – men der har udviklet sig en praksis, hvorefter man giver hånd til alle, der indgår i processionen.
Og samtidig har man inddraget menighedsrepræsentanter i processionen. Formålet er at understrege, at præsten ikke alene ordineres ind i et gejstligt fællesskab med biskop og assisterende præster som repræsentant for kollegerne, men også ordineres til en bestemt menighed.
Der ligger imidlertid også identitetspolitik gemt her. Kvindelige præster blev i 1948 af mange præster og biskopper ikke opfattet som ”rigtige” præster. Da Lise-Lotte Rebel i 1995 blev biskop, måtte ordinanderne og præsterne i Helsingør Stift afklare sig på det punkt. Men der er fortsat mænd, som ikke med deres håndtryk i præstekjole vil anerkende kvinden som rigtig præst.
Teologer fra Menighedsfakultetet og Dansk Bibel-Institut har forsøgt at få etableret særordinationer alene for mænd (jeg er ikke opmærksom på, om andre kriterier end det kønslige har været i spil). I stedet valgte man i nogle stifter at opretholde en praksis, hvor håndtrykket alene blev givet til de assisterende præster, ikke til hele ”rækken”, og samtidig sørgede man for, at alene mænd optrådte som assisterende præst ved ordination af de teologer, som ikke anerkendte kvindelige præster.
I 2007 blev biskop (nu emeritus) Karsten Nissen, Viborg Stift, opmærksom på, hvor krænkende denne praksis blev oplevet af de kvindelige præster, som helt berettiget opfattede det manglende håndslag som præcis dét, det var: manglende anerkendelse af dem som præster. Han ændrede derfor praksis i stiftet, således at der altid gives hånd til alle, uanset køn, og så der ikke er ”garanti” for, at alene mandlige præster indgår i ordination af de teologer, som ønsker det.
Viborg Stift var det sidste stift, der ændrede praksis, og dermed er det i praksis ikke længere muligt at undlade at give kvindelige præster hånden i forbindelse med de nævnte ritualer.
Biskopperne har i øjeblikket et udvalg nedsat, der skal se på alle ritualer med videre. De vil formentlig foreslå, at en række led i ritualerne gøres valgfri. Mit bud er, at præcis håndtrykket i form af håndslaget på den indgåede forpligtelse fortsat vil være obligatorisk.
Lisbet Christoffersen er professor i kirkeret ved Roskilde Universitet.