Professor: Vi har brug for ny forståelse af voldtægtsofres identitet

Voldtægtsofret skal helst være aktiv på en bestemt måde efter overgrebet. Hvis hun ikke medvirker og spiller sin rolle, som omgivelserne forventer, så regnes hun for uansvarlig og selv ude om det, skriver professor

”Det virker, som om ngo’erne henne og de politiske partier, ikke ved, at der bagest i bussen sidder en masse voldtægtsofre, som i dag ikke får den optimale behandling,” skriver professor Ask Elklit. – Model
”Det virker, som om ngo’erne henne og de politiske partier, ikke ved, at der bagest i bussen sidder en masse voldtægtsofre, som i dag ikke får den optimale behandling,” skriver professor Ask Elklit. – Model. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Der er stor og stigende opmærksomhed på bestemte grupper af voldsofre: voldtægtsofre, stalkede mødre og krisecenterkvinder er ofte i medierne og fortæller om de overgreb, de har været udsat for. Opmærksomheden har bidraget til, at vi har fået en ny voldtægtslov med en samtykkebestemmelse, og at der er gang i en vidensmæssig oprustning hos politi og domstole, så de kan behandle voldsofre bedre uden at udsætte dem for nye overgreb.

Den fremtrædende norske kriminolog Nils Christie formulerede i 1970’erne sine tanker om ”det ideelle offer”: Hun havde et respektabelt ærinde eller en grund til at være der, hvor hun befandt sig. Hun var anstændigt klædt, ikke beruset, måske havde hun et lille handicap (bar briller). Hun satte sig til modværge og blev slået/overmandet, så hun havde synlige fysiske mærker af volden. Hun kunne give en sammenhængende og fuldstændig beretning om hele hændelsesforløbet og medvirkede til opklaringen hos politiet og vidnede i retten.

Christie havde flere pointer med ”det ideelle offer”. For det første er hun en myte, som de fleste af os bærer rundt på. Myten betyder, at vi har forventninger, og når virkelighedens ofre afviger fra myten eller prototypen, så opstår behovet for at forklare ofrets rolle eller bidrag til volden – ”hun var nok selv lidt ude om det”, tænker vi.

Myten findes også hos voldtægtsofrene selv og giver anledning til selvbebrejdelser og skyldfølelser. Mytens funktion er at beskytte os imod det rædselsfulde, der er sket, og som truer hvad nogle kalder ”illusionen om usårlighed”. Vi fortrænger i dagligdagen vores sårbarhed, risikoen for at dø eller blive kvæstet, for at kunne fungere. Myndighederne, politiet og domstolene er også ofre for myten og skal nu til at blive skarpe på at ændre deres adfærd, så de sikrer ofrene den rigtige, fordomsfrie behandling.

Den norske kriminolog Solveig Laugerud forsvarede sidste år sin afhandling om ”det aflæselige voldtægtsoffer: hvordan udvikling i de forskellige juridiske professioner har skabt en ny offeridentitet”. Laugerud har interviewet en række voldtægtsofre og læst deres doms- og erstatningsudskrifter.

På den baggrund er hun fremkommet med nogle spændende iagttagelser og tanker om nye tendenser og ændringer i vores syn på voldtægtsofre og deres selvopfattelse. Den første tendens er, at vi i dag i højere grad ser på ofrets adfærd efter voldtægten, og at der er sket en forskydning fra tidligere, hvor der var en større interesse for, hvad der skete før voldtægten og under voldtægten.

Hun redegør også for den stigende brug af eksperter de sidste årtier i form af læger, retsmedicinere, laboranter, kriminalteknikere, retskemikere og andre, der dokumenterer forskellige forhold, der bliver brugt til at afgøre skyldsspørgsmålet – i det omfang dommerne vælger at følge eksperterne.

Laugeruds pointe er, at ofrene bliver målt og vejet på alle ledder – og at de, der gør alle de rigtige ting, står sig bedre ved en retssag. Her kommer det aflæselige ind i billedet. Vi – politi, dommere og alle os andre – læser hendes adfærd: Voldtægtsofret skal helst være aktiv på en bestemt måde efter overgrebet, og når hun er det, så er hun en ansvarlig person, hvad der kan have en strategisk effekt med hensyn til at få gerningsmanden dømt. At tage imod et behandlingstilbud kan således være et element, der viser alvorsgraden af overgrebet og kan potentielt få betydning for en domfældelse. Hvis hun ikke medvirker og spiller sin rolle, som vi forventer, så er hun uansvarlig og selv ude om det. Den nye, aflæselige identitet udgør efter Laugeruds mening et urimeligt pres på ofrene.

Oven i det pres finder hun i udskrifterne andre forventninger, som afspejler meget traditionelle, borgerlige værdier: en kvindes kropsstørrelse nævnes flere gange, som om det skulle have en særlig betydning for afgørelsen af skyldsspørgsmålet (”hvem kunne dog drømme om at voldtage en fed kvinde?”).

Et andet forhold, som også fremføres i udskrifterne, er, hvis kvinden var menstruerende, da voldtægten fandt sted. Et tredje forhold, som udskrifterne hæfter sig ved, er, hvis kvinden har sex med flere partnere.

Christies og Laugeruds morale er ens på den måde, at langt hovedparten af ofrene ikke er ”ideelle” og passer ind i vores begrænsede forhåndskategorier. Ofrene passer sjældent ind i skabelonerne, og det skal de heller ikke, fordi skabelonerne er alt for snævre og ideelle.

Det giver så myndighederne og offentligheden en ny og stor opgave, nemlig at forstå det enkelte offer og hendes situation før, under og efter overgrebet. Opgaven kompliceres af, at der er mange tunge sociale og psykiatriske vanskeligheder i gruppen af voldtægtsofre.

Tiden er kendetegnet ved et stigende fokus på mødet med institutioner: Har de handlet korrekt, menneskeligt og omsorgsfuldt? Næsten hver dag møder vi beretninger i medierne om patienter og sociale klienter, som er blevet dårligt behandlet. Vi forarges, institutionerne lover bod og bedring eller klager over, at de har for få ressourcer. Vi ser i stigende grad ofrene som roller, som en slags forbrugere eller kunder, og den dårlige kontakt med ”firmaerne” bliver en ny rolleidentitet, som får en selvstændig værdi som et bevis på overgrebet/overgrebene, der ofte fortsætter gennem en række kontakter med institutioner, som ikke hjælper nok eller ligefrem viktimiserer ofrene, fordi de ikke spiller deres roller rigtigt.

Som voldtægtsoffer står man over for en række valg i forhold til ”systemerne”: Skal man anmelde det til politiet? Skal man opsøge et center for voldtægtsofre? Skal man medvirke til sporsikring og til en gynækologisk undersøgelse? Skal man tage imod tilbuddet om en bistandsadvokat? Skal man søge erstatning? Skal man have en abortpille, behandling for kønssygdomme og hiv? Hertil kommer alle de ”private” valg: Hvad skal kæresten, familien, vennerne og arbejdet/uddannelsen have at vide? Skal man flytte skole eller fra byen, fordi gerningsmanden går i samme klasse? Paradoksalt nok betyder udvikling af den systemiske omsorg (samtykkeloven, politiets og domstolens opkvalificering med mere), at voldtægtsofrene presses til at medvirke til flere undersøgelser og kontakter, hvor vi forventer, at hun skal være aktiv, og den aktivitet får betydning for hendes sag og muligvis også for domfældelsen. Omsorgen kan således ifølge Laugerud have en utilsigtet pris for de ofre, der ikke kan overkomme at udfylde den nye rolle.

Over for det juridiske system og den medicinske undersøgelse står det etablerede behandlingssystem: de ni voldtægtscentre, der er placeret på sygehusene. Disse centre har i stigende grad svært ved at løfte deres opgave, som er blevet fordoblet, fordi de nu også skal hjælpe ved ”gamle” voldtægtssager, hvor de i starten var tiltænkt kun at arbejde med de akutte sager. De bliver klemt af hospitalernes prioriteringer og har brug for et stort løft i ressourcer for at hjælpe de mange voldtægtsofre, som har en tung bagage med sig. Ingen blinkede, da bistandsadvokater for nylig fik 20 millioner til at hjælpe voldtægtsofrene med at klare afhøringer, retssagen og erstatning. Det ville være dejligt, hvis lidt af den samme generøsitet også kunne komme voldtægtsofrene til gode, som slås med et hav af senfølger i mange år efter voldtægten. Hvor er alle ngo’erne og de politiske partier, som kæmpede energisk for samtykkeloven og opkvalificeringen hos politi og dommere? Jeg er bange for, at de tror, at opgaven er løst, og at de er i mål, men det virker, som om de ikke ved, at der bagest i bussen sidder en masse voldtægtsofre, som i dag ikke får den optimale behandling.

Ask Elklit er professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi, Syddansk Universitet.