Ditte Hammerstrøm

Designer, ekstern lektor og bestyrelsesmedlem

Ditte Hammerstrøm er designer med tegnestue på Fabrikken for Kunst og Design i København. Hendes arbejder koncentrerer sig om de visuelle, æstetiske og sanselige kvaliteter i objekterne.

Hun beskæftiger sig med møbeldesign, rumlige installationer, udstillingsarkitektur, værker i limited editions og kuratering. Projekterne er forskelligartede, eksperimenterende og stærkt varierende i skala, men fælles for dem er ønsket om at finde nye retninger og flytte grænserne for, hvad design kan og skal.

Ud over sin egen praksis interesserer hun sig for fagets udvikling og har gennem årene blandt andet været medlem af Designskolens aftagerpanel, Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering samt medlem af bestyrelsen for Snedkernes Efterårsudstilling fra 2004 til 2011.

Siden 2020 har Ditte Hammerstrøm været medlem af Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds bestyrelse, og i 2021 blev hun ansat som ekstern lektor på Det Kongelige Akademi - Arkitektur, Design, Konservering.

I 2015 modtog hun Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds Påskønnelseslegat, i 2011 Finn Juhl Arkitekturpris og i 2009 Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

Senest har Ditte Hammerstrøm blandt andet arbejdet som kurator og udstillingsarkitekt for Statens Kunstfond på udstillingen ”Crafted matter” til Cheongju Craft Biennale 2019 i Korea og på udstillingen ”Mindcraft18” til Milan Design Week. Siden 2010 har hun været fast tilknyttet Galerie Maria Wettergren i Paris.

Født: 21-10-1971

Uddannelse: Designer (Danmarks Designskole Institut for Produktdesign, 2000)

Profilartikler indlæses...