
Grethe Sørensen
Tekstilkunstner og væver
Væver og designer Grethe Sørensen har siden 1973 arbejdet i eget værksted. Hun er tidligere lærer ved Kunsthåndværkerskolen Kolding og har selv gennemført studier i traditionel gobelinteknik i Schweiz og Frankrig. Hun har været freelance designer for Damaskvæveriet Georg Jensen, Kvadrat, The Oriole Mill, NC USA og Wolf Gordon, NY, USA. Derudover er hun tilknyttet BrownGrotta arts gallery, USA og Galerie Maria Wettergren, Paris.
Grethe Sørensen har siden 1984 været medlem af Kunstnersamfundet og er tidligere medlem af Statens Kunstfonds udvalg for Kunsthåndværk og Design 1993-1995 samt arrangør af "Den Indiske Sari", Trapholt, Kolding 1997. Hun har haft en lang række udsmykningsopgaver, heriblandt Menighedshuset i Sdr. Stenderup 1995, altertæpper i blandt andet Sct. Nikolaj Kirke i Kolding, Gråbrødre Klosterkirke i Viborg og Sommersted Kirke og separatudstillinger i blandt andet Aarhus Kunstbygning 2006, Rundetaarn i København 2012 og Galerie Maria Wettergren i Paris 2016. Hun er tildelt en lang række priser og legater, herunder Rejselegater fra Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond, Award for Best New Product at Cph. Furniture Fair 2007 og The Nordic Award in Textiles 2017.
De sidste tyve år har hun arbejdet med digital jacquardvævning. En digital jacquardvæv giver mulighed for at væve helt andre udtryk, end man tidligere har kunnet, idet alle tråde i væven kan styres individuelt. Hendes arbejde har omfattet udstillingsprojekter med forskellige emner og motiver, som eksempelvis optiske fænomener og oplevelsen af lys. Den digitalt styrede væv gør det muligt for hende at genskabe disse udtryk som vævet tekstil. Hendes arbejde med digital jacquardvævning blev i 2017 belønnet med The Nordic Award in Textiles.
Født: 25-11-1947
Uddannelse: Kunsthåndværkerskolen Kolding (1972)
Profilartikler indlæses...