Sisse Reingaard

Skuespiller

Skuespiller Sisse Reingaards borgerlige navn er ret beset Anne-Marie Reingaard. Men lige siden hun var barn, har både familie og venner og siden den danske offentlighed skiftet Anne-Marie ud med kælenavnet Sisse.

Sisse Reingaard var et navn, der især i 1960’erne og 1970’erne kunne trække danskere og ikke mindst unge mænd i biografen for at opleve den blonde skuespillerindes talent og udseende. Hun var egentlig gået i en anden kunstnerisk retning som keramiker, inden hun begyndte som teater- og filmskuespiller og som ”Lommer-pige” i Stig Lommers folkelige revyer i slutningen af 1960’erne.

Det var især på det store filmlærred, at Sisse Reingaard blev et kendt navn, som i perioden fra 1965 til 1980 kunne opleves i både små og store roller i 23 danske film. Blandt de mest populære optrædener står roller i film som ”Stine og drengene” og ”Nøglen til Paradis”. Under indspilningerne af førstnævne film mødte hun filmfotografen Claus Loof, som hun blev gift og fik børn med. Desuden medvirkede hun også i mindre roller i både ”Matador” og ”Huset på Christianshavn”, inden hun i 1980’erne stoppede i skuespilfaget.

Født: 23-09-1946

Profilartikler indlæses...