Thomas Rørdam

Fhv. højesteretspræsident

Thomas Rørdam blev efter sin kandidatgrad i jura ansat som fuldmægtig i Justitsministeriet i 1977 frem til 1985. Herefter virkede han som selvstændig advokat i Advokatfirmaet Nyborg & Rørdam frem til 2002 og var i denne periode navnlig kendt som forsvarer i en række straffesager, blandt andet sagen mod Blekingegadebanden, Vadstrupgård-sagen (om pædofili-anklager mod en mandlig pædagogmedhjælper) og Plejebo-sagen (hvor en plejehjemsassistent blev anklaget for 22 drab mod beboere). Derudover var han i samme periode i en årrække formand for Landsforeningen af Beskikkede Advokater. Han blev udnævnt som dommer i Højesteret i 2002. I 2017 afløste Thomas Rørdam Poul Søgaard på posten som højesteretspræsident. Han fungerede som rigsrettens formand i Rigsretssagen mod Inger Støjberg.

I løbet af 1980'erne og 1990'erne virkede han han ekstern lektor i ejendomsret ved Københavns Universitet samt som ekstern lektor i strafferet sammesteds. Thomas Rørdam er blandt andet forfatter til "Pant" (sammen med Vagn Carstensen, 2002) og "Forsvareren" (2012). Endvidere er han medforfatter til blandt andet "Kommenteret Retsplejelov" (2018), "Straffeprocessen" (2018) og "Proceduren" (2019). Han er desuden hovedredaktør på Karnovs Lovsamling, og han er tildelt Dreyers Fonds hæderspris for advokater 2020.

Født: 17-10-1952

Uddannelse: cand.jur. (Aarhus Universitet, 1976)

Profilartikler indlæses...