Uffe Thorndahl

Fhv. medlem af Folketinget, borgmester og ambassadør

Forhenværende borgmester, direktør og medlem af folketinget Uffe Thorndahl var fra 1977 til 1983 folketingsmedlem for Fremskridtspartiet, og efter at han stoppede i folketinget i 1984 efter en kort periode som løsgænger, meldte han sig ind hos De Konservative. Ved kommunalvalget i 1989 erobrede han en plads i kommunalbestyrelsen i Hørsholm Kommune, hvor han sad i 20 år. 2001-2009 var han kommunens borgmester, dog ikke som konservativ politiker hele tiden.

I 2008 meldte Uffe Thorndahl sig nemlig ud af partiet. Det skete efter hans eget udsagn, efter at han havde fået et ultimatum af sit parti om at stoppe sin kritik af daværende finansminister Lars Løkke Rasmussen (V). Og i 2009 anmeldte han sin nu forhenværende konservative partifælle Bendt Bendtsen til politiet for at have modtaget bestikkelse fra virksomheder i forbindelse med jagt- og golfarrangementer.

Uffe Thorndahl, der er uddannet civilingeniør, har også sendt en klage afsted, som har kostet en minister posten. Det var hans daværende hustru, Bente Juncker (CD), som i 1994 måtte gå af som socialminister efter kun to uger i embedet. Det skete, efter at det kom frem i pressen, at parret nogle år forinden havde klaget over støjen fra en gruppe psykisk handicappede naboer til parrets sommerhus på Møn. Uffe Thorndahl havde beskrevet larmen som sammenlignelig med grise i fodringstid. Da Bente Juncker senere kom med udokumenterede anklager mod de psykisk handicappedes institutionsleder, røg hun ud som minister.

Efter sin pensionering er Uffe Thorndahl, der nu bor på Møn, fortsat med at gå efter magthaverne som en meget aktiv ansøger af aktindsigt. Det førte i 2016 til, at Vordingborg Kommune besluttede, at det skulle være muligt at opkræve betaling for aktindsigt.

Uffe Thorndahl, der har beklædt en lang række tillidshverv gennem årene, blev i 2015 udpeget som ambassadør for Borgerretsbevægelsen. Han blev året efter tildelt Borgerretsprisen og i 2018 Niels Ebbesens medalje.

Født: 27-09-1941

Uddannelse: cand.polyt.

Profilartikler indlæses...