For Erik Bock, der på mandag fylder 80 år, lå det at blive præst egentlig lige for. Begge sæt bedsteforældre var religiøse, og forældrene var præstefolk i først Karleby på Falster og senere i Aarhus. Samtidig er Erik Bock, der har fået tilnavnet ”provopræsten”, på mange måder ikke, som præster er flest. For eksempel er han så vidt vides den eneste, der har optrådt i djævlemaske ved et af Københavns Stifts landemoder.
I over 40 år var han præst ved Hellig Kors Kirken på Nørrebro i København. Her begyndte han med at invitere både jøder, muslimer og også en satanist ind i kirken. Kort før sin pension i 2011 begravede han en silikonedukke på Assistens Kirkegård som led i en happening. Over årene modtog Københavns Stift et væld af klager over den provokerende præst, og to gange blev han suspenderet. Den ene efter en aktion på Christiania:
“Sammen med bevægelsen Børnemagt hjalp jeg med at gemme bortløbne børn i et hus. Det blev den store maveplasker i min karriere. Jeg kunne slet ikke styre de vilde børn, som startede med at ryge hash fra morgenstunden, og da jeg lavede en demonstration på Hellig Kors Skole blev politiet tilkaldt,” siger Erik Bock.
Aktionen førte til øjeblikkelig suspension, fordi Erik ikke ville tage imod en sygeorlov:
“Jeg var ikke syg, men besat af min ide om at Hellig Kors kunne blive en børnekirke. Det førte til et sabbatår på Christiania. Jeg forventede en fyring, men Præsteforeningen tog hånd om mig og skaffede en skrap advokat. Hele det kulsejlede projekt med børneoprøret blev fejet ind under gulvtæppet. Jeg vendte tilbage til Hellig Kors og er folkekirken taknemmelig,” siger Erik Bastian Bock.
Hvorfor er det vigtigt at provokere?
Under nedlukningen kunne der have været flere præster, der havde holdt deres kirker åbne i trods. Men hele Folkekirken lytter bare til kirkeministeren og tænker, ‘vi må hellere gøre, som der bliver sagt’.
Det er ikke nødvendigvis vigtigt at provokere. Men det kan ofte være vigtigt at ryste op i en situation med lidt dramatik. Livet er dramatisk. Jeg husker tydeligt en meget tilspidset situation, da jeg var fire år hjemme i Karleby på Falster. Min far var præst og gik meget op i at hjælpe de tyske flygtninge i Hasselølejren. En dag kom en Jeep med en gruppe unge frihedskæmpere kørende. De var bevæbnede, og en af dem havde en maskinpistol med. De stoppede op og krævede at snakke med min far. De havde netop arresteret to tyske flygtninge, som var kommet gående med en vognfuld mad og medicin. Flygtningene havde forklaret, at de havde fået det alt sammen foræret af præsten. Jeg kan tydeligt huske det der ”klik”, da ham med maskinpistolen afsikrede sit våben og rettede det mod min far. Pludselig råber min far: ’Fjern så det gevær!’ De unge mænd blev chokerede og faldt fuldstændig sammen. De kørte igen kort efter. Selv som fireårig forstod jeg det dramatiske i det øjeblik og chokkets magt. Sådan var der mange farlige situationer i befrielsesdagene.
Hvilken sag optager dig mest lige nu?
Jeg er optaget af MeToo. Med den bevægelse får man status af at være blevet krænket. Hvis man ikke har været krænket, så er man en nobody. Så føler man, at man er den, som ingen gad at krænke. Både mænd og kvinder har været tynget af matriarkalsk kultur, og de fleste sympatiserer med, at det mandsdominerede samfund ophører. Verden har i tusindvis af år været tynget af patriarkatet. MeToo-bevægelsen har taget kvælertag på denne kamp for ligestilling, og er siden blevet kendetegnet af sædelighedsdomstole uden appelret. Overborgmesteren bliver fældet på grund af anklager om en klam hånd og et øre, der bliver slikket. Det er noget juridisk morads. Kan det stoppes? Det er et åbent spørgsmål.
Savner du en provokerende stemme i folkekirken?
Både og. Jeg har meget respekt for de unge præster. De er dygtige og tager det alvorligt. Folkekirken kan nemlig binde os sammen. Men når det er sagt, så har folkekirken taget en slapper under coronanen. Jeg savner meget mere uenighed i kirken. Under nedlukningen kunne der have været flere præster, der havde holdt deres kirker åbne i trods. Men hele Folkekirken lytter bare til kirkeministeren og tænker, ‘vi må hellere gøre, som der bliver sagt’. Man skal passe på, at folkekirken ikke bliver en kirke af embedsmænd, som passer deres træffetider og ikke brænder for deres betroede budskab. Det her siger jeg ikke for at provokere... Jo, det er også for at provokere.