Prøv avisen

Organisationer: Sådan kan psykiatrien gøres mere tryg

Det er ikke hensigtsmæssigt, at flere får retspsykiatriske domme for "mindre forseelser" som at sætte sig til modværge mod tvang og bæltefiksering, skriver flere organisationer. Arkivfoto. Foto: Gregers Nielsen/BAM

Man bør stoppe med at give retpsykiatriske domme for mindre forseelser og inddele både psykiatriske og retspsykiatriske patienter bedre for at skabe tryghed i psykiatrien. Det mener fire interesseorganisationer

Sofie Rosengren har uprovokeret fået en knytnæve i tindingen og delt afdeling med dømte volds- og voldtægtsforbrydere, når hun har været indlagt på lukkede psykiatriske afdelinger på grund af sin sygdom paranoid skizofreni.

Og hendes historie er ikke enestående. Som Kristeligt Dagblad i går kunne fortælle, er antallet af behandlingsdømte patienter tredoblet siden 2001, hvilket har sat de retspsykiatriske afdelinger under pres og betydet, at flere retspsykiatriske patienter – altså personer, der har begået kriminalitet, men som samtidig har en psykisk lidelse og derfor er blevet idømt en behandlingsdom – må behandles på almenpsykiatriske afdelinger blandt patienter som Sofie Rosengren. Således viser en rapport fra regeringens psykiatriudvalg, at behandlingsdømte patienter i 2011 optog 13 procent af sengekapaciteten i almenpsykiatrien.

Og det kan gøre de andre patienter utrygge, fortæller Knud Kristensen, der er formand for Landsforeningen SIND, der organiserer psykisk sårbare og deres pårørende:

”Det er nærmest dagligt, at vi hører fra folk, der føler sig utrygge på landets psykiatriske afdelinger. Der er endda patienter på åbne afdelinger, der lader sig udskrive, fordi de ikke tør at være der. Det er et stort problem.”

Kristeligt Dagblad har udover Landsforeningen SIND talt med Foreningen Det Sociale Netværk, Pårørendeforeningen Bedre Psykiatri og Landforeningen Af nuværende og Tidligere Psykiatribrugere, LAP. 

Alle fire organisationer kalder problemet med uhensigtsmæssige retspsykiatriske patienter på almenpsykiatriske afdelinger for stort, men de understreger samtidig, at retspsykiatriske patienter i almenpsykiatrien ikke i sig selv er et problem. Det er kun et problem, når de behandlingsdømte bliver placeret der af plads- og ikke behandlingshensyn. 

”Retspsykiatriske patienter er ikke i sig selv lig med voldelige patienter. Nogle gange giver det god mening at placere retspsykiatriske patienter på almindelige psykiatriske afdelinger,” siger Steen Moestrup, der er medlem af forretningsudvalget i Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, LAP.

De fire organisationer peger på, at en stor del af årsagen til problemet bunder i den udvikling, der er sket inden for det retspsykiatriske område, hvor flere psykisk syge får retspsykiatriske domme for ”mindre forseelser” og derfor optager unødvendig plads på landets retspsykiatriske afdelinger, der derved får mindre plads til de personfarlige behandlingsdømte.

”Der er sket et skred på det her område, og det er ikke hensigtsmæssigt. Man må spørge sig selv, om en dom er den rigtige løsning for et sygt menneske, der eksempelvis har sat ild til en skraldespand på sit værelse, men hvor der ikke er kommet nogen mennesker til skade,” siger Birgit Elgaard, der er landsformand for pårørendeforeningen Bedre Psykiatri.

Det perspektiv deler de hos Landsforeningen SIND:

”Mange af de retspsykiatriske patienter bliver kun klassificeret som dette, fordi de som psykiatriske patienter har sat sig til modværge mod tvang og eksempelvis bæltefikseringer. Hvis man stopper med at dømme dem, der har sat sig til modværge, så ville der være plads til flere af de reelt farlige patienter på de retspsykiatriske afdelinger,” siger formand Knud Kristensen.

Flere af organisationerne peger på en bedre og mere hensigtsmæssig opdeling af de psykiatriske og retspsykiatriske patienter som en løsning på utrygheden i psykiatrien. Landsforeningen SIND mener, at man bliver nødt til at kunne opdele patienter i flere grupper, end hvad tilfældet er i dag for at opfylde den enkeltes behandlingshensyn – også internt i retspsykiatrien, hvor der er også er patienter, der er bange for andre:

”Man må differentiere yderligere og eksempelvis adskille stofmisbrugere fra folk, der ikke har et misbrug. Lige nu ser vi, at patienter, der bliver indlagt og ikke har et misbrug, kan udvikle et, mens de er der. Enten fordi de bliver presset af medpatienter eller fordi, de bliver presset af pushere, der færdes på afdelingen for at handle,” siger Knud Kristensen. 

Hos Bedre Psykiatri mener de også, at der er særlig god grund til at fokusere på tilbuddene i retspsykiatrien for at hjælpe de retspsykiatriske patienter med en målrettet behandling:

”Retspsykiatriske patienter har ofte et komplekst sygdomsforløb og cirka hver anden har et misbrug ved siden af sygdommen. Derfor er der god grund til at se på, om der skal iværksættes andre og flere tilbud i retspsykiatrien og se på om de instanser, der tager over, når de bliver udskrevet, rent faktisk også samler dem op på ordentlig måde,” siger formand Birgit Elgaard.

Det synspunkt deler Özlem Cekic, der er psykiatriordfører for SF. Hun ser en særlig udfordring ved ”dobbeltdiagnosepatienter”, altså personer, der både har en sindslidelse og et stofmisbrug. De kan opleve at blive kastet rundt mellem kommunen, der skal hjælpe med misbruget, og hospitalet, der skal hjælpe med den psykiske sygdom, og derfor ender mange med at begå kriminalitet og få en retspsykiatrisk dom.

Men det kunne ifølge Özlem Cekic for mange vedkommende være undgået, hvis man blot fokuserede mere på en forebyggende indsats i retspsykiatrien. 

Derfor foreslår SF’eren flere retspsykiatriske- og misbrugsteams i regionerne, der skal køre rundt og foretage forebyggende arbejde med retspsykiatriske patienter i ambulant behandling og patienter, der netop er blevet udskrevet og er i fare for et tilbagefald til en kriminel løbebane.

”Det andet er et svigt af både de almindelige psykiatriske patienter, men også de retspsykiatriske. De er ikke kriminelle, fordi de er onde,” afslutter SF’eren.