Raben Rosenberg

Dansk psykiater, hvis forskning falder dels inden for evidensbaseret psykiatrisk forskning dels inden for neurobiologisk grundforskning, specielt af depression og angsttilstande.

Raben Rosenberg, der forsker på  Psykiatrisk Hospital i Århus, mener, at medierne har et stort ansvar i bestræbelserne for at nedbryde fordommene om psykiske lidelser. -
Raben Rosenberg, der forsker på Psykiatrisk Hospital i Århus, mener, at medierne har et stort ansvar i bestræbelserne for at nedbryde fordommene om psykiske lidelser. - Foto: Leif Tuxen

1) Hvilke forandringer inden for behandlingspsykiatrien har i din optik været de mest opsigtsvækkende/banebrydende inden for de sidste 25-30 år?
Psykiatrisk behandling omfatter tre hovedområder, det medicinske (psykofarmakologi og elektrostimulationsbehandling (ECT)), det psykoterapeutiske (primært kognitiv terapi) og det sociale (psykoedukation og rehabilitering).

Psykofarmaka og ECT
Alle moderne psykofarmaka kom frem i en kort periode fra 1950 1960. Det var en revolution i mulighederne for at behandle de sværeste sindslidelser, specielt psykoserne og svære depressive tilstande. Stofferne havde desværre en række bivirkninger.

Gennem intensiv forskning i de sidste 20 30 år er der kommet en række nye psykofarmaka, der er en videreudvikling af de gamle præparater. Herved er behandlingen blevet optimeret og mere skånsom, da bivirkningerne er blevet færre og mindre generende. Kvaliteten af behandlingen er bedret ved systematisk måle lægemidlernes koncentration i blodet.

Gennem mere præcis diagnostik, specielt udviklet efter 1980, og anvendelse af moderne forskningsmetoder som kontrollerede undersøgelser, foreligger der i dag en omfattende videnskabelige beviser for forskellige former for psykiatrisk behandling.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der er af Sundhedsstyrelsen udviklet referenceprogrammer til dokumentation af behandlingen af blandt andet skizofreni, angstlidelser og depressive tilstande. Med dokumentation og evidensbaseret behandling opnås to vigtige forhold, dels at man har dokumenteret, hvilke former for behandling, der virker og dermed dels hvilke former for behandling, som ikke er tilstrækkeligt godt dokumenteret. Det er vigtigt ved prioritering i ressourcefattige tider at have denne information for øje.

ECT er fortsat en vigtig behandling for svære livstruende tilstande, især depression. Denne behandling er også gjort teknisk bedre og dermed mere skånsom.

Psykoterapi
Det største fremskridt inden for den psykoterapeutiske behandling i de sidste 20 30 år har været inden for kognitiv adfærdsterapi, som er psykoterapi baseret på psykologisk indlærings- og kognitionsforskning.

Der foreligger god dokumentation for den form for psykoterapeutisk behandling ved en lang række lidelser, primært de ikke-psykotiske tilstande, men i de senere år også inden for visse former for psykotiske lidelser. Det er dog især ved behandling af lette til moderate former for depression samt angst- og tvangslidelser, at effekten af kognitiv psykoterapi er dokumenteret.

Brug af psykoterapeutiske teknikker indgår som et vigtigt led i enhver form for psykiatrisk behandling, herunder også psykoedukation, altså oplysninger om sygdommen art, dens årsager og behandlingen heraf samt vejledning til patient og pårørende om, hvordan man kan leve med de symptomer, der ikke svinder ved behandling.

Social behandling

Den sociale behandling har fokuseret på behandling af unge med debuterende psykoser, hvor der på landsbasis er gennemført store undersøgelser, som OPUS-projektet, hvor man har dokumenteret, at der er effekt af en målrettet systematisk tværfaglig behandlingsindsats over for unge med debuterende psykose. Det en en behandling, der retter sig mod den syge og pårørende og som baseret på optimal brug af psykofarmaka, relevant kognitiv psykoterapi og løsning af påtrængende sociale problemer. Psykoedukation er en vigtig metode.

2) Hvilke store udfordringer står psykiatrien overfor i fremtiden?

Trods væsentlige fremskridt i behandlingen er behandlingsresultaterne fortsat ikke tilstrækkeligt gode for en række psykiatriske lidelser, og psykiatrien står derfor over for den store udfordring at tilvejebringe endnu bedre behandlingsmetoder.

En forudsætning herfor er større indsigt i de fundamentale sygdomsprocesser, hvad der besværliggøres af hjernens umådelige kompleksitet. Der er imidlertid sket store fremskridt i psykiatrisk forskning. Man kan således pege på brug af billeddannende scanningsmetoder, hvor man detaljeret kan undersøge hjernens struktur og funktion samt den moderne genforskning, som har gjort det muligt at påvise specifikke geners rolle ved forskellige psykiske lidelser. Det er en mangeårig gammel erfaring, at arvelige forhold spiller en væsentlig rolle ved de sværeste psykiske lidelser og en stor rolle ved alle psykiske lidelser.

En væsentlig udfordring er også at bestræbelserne på at skabe bedre muligheder for at forebygge psykiske lidelser og ikke kun bedre mulighed for at behandle dem efter deres debut. Det gælder igen, at psykiske sygdommes kompleksitet gør det vanskeligt at pege på ganske enkelte effektive forebyggende tiltag. Psykiske lidelser opstår i et komplekst samspil mellem arvelige og miljømæssige forhold og under et langt livsforløb fra undfangelsen til afslutningen af livet.

Men gennem de sidste 25-30 år er der opstået en voldsom øget viden om sygdomsprocesser fra det molekylære-genetiske niveau, over biokemi og neurofysiologi, til studiet af specifikke neuronale kredsløb i relation til de symptomer, som patientens oplever. De billeddannende metoder har fået afgørende betydning i afklaring af forandringer af hjernens funktion og dens opbygning ved psykiske sygdomme. Også hjernemæssige forandringer som resultat af behandling (både medicinsk og psykoterapeutisk) er studeret ved billeddannende skanningsmetoder.
3) Hvorfor er psykiatriske og psykiske lidelser forbundet med større tabu end mange somatiske lidelser?

Der er mange myter og fordomme omkring psykiatriske lidelser, som er omgærdet af væsentligt større tabu end mange somatiske lidelser. Det skyldes givetvis mange faktorer.

På det personlige plan er det lettere at forholde sig til symptomer, der skyldes sygdomme i led, lever eller nyre end psykiske symptomer, som angst, depression og vrangforestillinger, der helt anderledes er tæt integreret på det væsentligste aspekt af et menneskes eget liv, nemlig dets indre psyskiske liv og dets identitetsoplevelse.

Man har således ikke en tilsvarende distance som til et brækket ben med mindre, når man har en psykisk lidelse.

Mange mennesker vil derfor lede efter vanlige forklaringer på deres symptomer, fx stress og belastning i dagligdagen og se psykiske lidelser som symptomer herpå. Det falder givetvis mange mennesker vanskeligt at opfatte psykiske lidelser som sygdomme svarende til de somatiske, fordi sygdomsoplevelsen er så anderledes. Når dette kobles med mangelfuld viden om de faktuelle forskningsmæssige forhold, kan det føre til forenklede opfattelser, som at psykiske sygdomme slet ikke er sygdomme, men blot naturlige reaktioner på belastende forhold, hvor der har været lang tradition for i særlig grad at tilskrive barndommen betydning og i særlig grad forholdet til forældrene.

Men selve den psykiske lidelses objektive karakter lægger også op til tabuer. Pårørende føler sig pinligt berørte ved at fortælle om deres slægtninges symptomer, når de viser sig ved stærkt forstyrret adfærd og tilsyneladende manglende kontrol over eget liv. Det opleves som pinligt og beskæmmende.

Det er karakteristisk, at kendte folk gerne sidder i ugebladene og fortæller om deres brækkede ben eller hjerteoperation, men ikke tilsvarende om, at de har haft en svær depression, som de er blevet helbredt for, og slet ikke dersom der blandt deres nære slægtninge er mennesker med svære sindssygelige symptomer. Ser man historisk på det, har forstyrret adfærd hos svært syge gjort det vanskeligt at integrere dem i normale sociale sammenhænge, og de er derfor karakteristisk blevet isoleret på institutioner, borte fra samfundet.

4) Hvad skal der til for at psykiatriske og psykiske lidelser mødes med større åbenhed?

Det vigtigste i bestræbelsen på at skabe større åbenhed om psykiatriske lidelser er seriøs information om, hvad forskningen dokumenterer. Mange mennesker uden tilstrækkeklig viden føler sig kaldet til at udtale sig om psykiske lidelsers natur, hvad der kan opretholde fordomme.

Derfor er man nødt til at redegøre for, hvad den genetiske og psykologiske og sociale forskning rent faktisk dokumenterer omkring psykiske sygdommes forekomst, fremtrædelsesformer, årsagsforhold, og hvad angår behandlingsmuligheder, er man med til at afdramatisere de psykiske lidelser.

Oplysningskampagner foretages af Psykiatrifonden og forskellige patientforeninger, for eksempel Angst- og OCD-foreningen, hvilket også er med til at nedbryde fordomme. Ser man på udviklingen i medierne de sidste 10 20 år er der kommet en langt større åbenhed, og reel seriøs viden om psykiske lidelser er heldigvis efterhånden blevet godt mediestof.

Oplysning om de hjernemæssige forstyrrelser illustreret ved scanningsbilleder er for eksempel af indlysende stor værdi i mediesammenhæng og kan give et langt mere positivt billede af psykiatrien end fokusering på de triste enkelthistorier, der tit når frem til medierne, uagtet deres sandfærdighed.

I for lange perioder har omtalen af psykiatrien fokuseret på ubehagelige forhold, som tvangsbehandling, tvangsindlæggelse eller misforstået fremstilling af en af de mest effektive behandlingsformer, nemlig elektrostimulationsbehandling, populært kaldet electrochock.

5) Hvordan vil du vurdere, at Danmark placerer sig blandt andre lande, når vi taler om henholdsvis nye behandlingsmetoder/medicin samt åbenheden generelt i samfundet over for psykisk og psykiatrisk sygdom?
Danmark placerer sig fint, når vi taler om den moderne psykiatri, således som den afspejler sig i nye frontlinjelærebøger. Det skyldes ikke mindst, at dansk psykiatrisk forskning har bidraget væsentligt til forskningen.

Jeg kan nævne registerforskningen, hvor man for mere end 40 år siden klart kunne dokumentere arvelige forholds betydning ved skizofreni og senere en række andre studier, der har belyst både psykologiske og sociale forhold omkring psykiske lidelser.

Et andet område er den psykofarmakologiske forskning, hvor dansk forskning har bidraget både på et basalt niveau og ved at gennemføre gode kliniske undersøgelser, der har ført til nye behandlinger. Særligt kendt er Mogens Schous lithiumforskning og i de senere år en række velgennemførte undersøgelser af antidepressive lægemidler.

Men på væsentlige frontlinie områder inden for neuropsykiatri (billeddannende metoder, genetik, neuropsykologi, psykofarmakologi) står dansk forskning stærkt, hvilket der giver gode muligheder for dels at følge med i udvikling og implementere de vigtigste forskningsresultater, dels selv bidrage hertil med de særligt fordele dansk forskning har.

Man forventer statsi større åbenhed over for psykiatri som følge af den generelle holdning i Danmark, at vi sammenlignet med mange andre lande er meget åbne over for alle menneskelivets fremtrædelsesformer. Danmark var et foregangsland for at fjerne censur omkring prostitution, at tillade ægteskaber mellem personer af samme køn, og der er en mediedebat, som er sammenlignet med andre lande mindre påvirket af ekstern pression fra interessegrupper i bred forstand, hvad enten det er ideologisk, politisk eller økonomisk.

For en fortsat nedbrydelse af myter og fordomme omkring psykiske lidelser ser jeg pressen som en meget vigtig faktor. Men den skal selvfølgelig være præget af både åbenhed og respekt for faglighed samtidig med, at den skal være kritisk over for de ideologier, der til stadighed rumsterer i psykiatrien, både internt og eksternt.

Pressen skal selvfølgelig ikke ukritisk ligge på maven for den nyeste forskning i psykiatri, men gerne opgive en stereotyp og unuanceret kritik, for eksempel i relation til brug af antidepressiv behandling, som gennem to årtier er latterliggjort gennem begrebet lykkepiller .