Psykolog Frej Prahl: Det er sundt at brøle af vrede som en løve

Må man godt blive vred på sine børn? Ja, mener Frej Prahl i bogen "Aargh!". I dette boguddrag fortæller han, hvorfor det er sundt at brøle som en løve

Psykolog Frej Prahl møder mange forældre i sin praksis, som ikke bryder sig om at blive vrede. Det er et stort problem. For vreden forsvinder ikke, bare fordi vi ikke kan lide den, argumenterer han i ny bog, som du kan læse et uddrag af her.
Psykolog Frej Prahl møder mange forældre i sin praksis, som ikke bryder sig om at blive vrede. Det er et stort problem. For vreden forsvinder ikke, bare fordi vi ikke kan lide den, argumenterer han i ny bog, som du kan læse et uddrag af her. . Foto: Iben Gad.

For mig er løven et stærkt lederdyr, som udstråler en enorm kraft og ro på samme tid. Den er ikke bange for at brøle, og den beskytter sine unger. Den hviler i sin styrke. Og så er den frem for alt et ideal. Idealer er ikke til for at opfyldes, men for at tilbyde noget, vi kan orientere os imod.

Den afgørende forskel på løvens og de andre vredesformer er, at løvens vrede ikke har rødder i den forestilling, at barnet er forkert. Det er blot løveforælderen, som har mødt sin begrænsning. Vi forældre forveksler ofte vores egne begrænsninger med, at der skulle være noget i vejen med vores børn eller os selv for den sags skyld. Den indstilling, at der hverken er noget i vejen med barnet eller én selv, kultiveres ved at neutralisere de tankepiller, forælderen måtte have slugt. Men bare fordi tankepillerne er blevet neutraliseret, stopper vreden ikke. Selvom vi forstår lige præcis, hvorfor vores børn har gode grunde til at gøre, hvad de nu engang gør, kan vi stadigvæk blive vrede, for vi er nu engang mennesker!

Jeg er selv enormt begrænset af manglende tålmodighed. Hvis jeg ikke anerkender det og tillader mig selv at blive vred, når mine unger ikke hører efter, vil min vrede blive klemt ned i meget mere destruktive former. Hernæst er løvens vrede forudsigelig. Løvebrølet kommer ikke som det første og som et lyn fra en klar himmel. Den kommer, hvis barnet efter gentagne tydelige forsøg fra den voksnes side stadigvæk ikke hører efter. Hernæst er den personlig forstået sådan, at løveforælderen bevæger sig på sin egen banehalvdel. Som løve forsøger jeg ikke at vurdere mit barns adfærd, men udtrykker, hvad jeg ønsker mit barn gør eller ikke gør: ”Stop så med at drille hende! Jeg vil ikke have det!” Hvis barnet ikke hører efter, vil løvefar tage fat i ham og sige: ”Nu hører du simpelthen efter!”

Løven ville også sagtens kunne formulere konsekvenser: ”Så er det ned i gården og brænde dit krudt af.” Men det er naturlige konsekvenser. Har man meget krudt i røven, giver det mening at komme ud at brænde det af.

Dragen ville komme med en unaturlig trussel: ”Hvis du bliver ved, får du ikke lov at se Disney sjov i aften” Det er meningsløst. Dragen ville også kunne finde på at vurdere barnets adfærd negativt: ”Der er ikke nogen, som får lyst til være sammen med én, som driller hele tiden.” Løven udtrykker med andre ord sine egne ønsker og grænser uden at få andre til at virke forkerte.

Løven kan sagtens brøle. Den kan vise sig i den hævede stemme eller i et råb: ”Nu stopper det simpelthen! Jeg vil have, at du kommer med nu, jeg har ikke mere tålmodighed overhovedet!”, et bank i bordet, så tallerknerne ryster, eller hårde tramp i gulvet.

Jeg husker tydeligt den dag, jeg for første gang besluttede mig for at lukke løven ud af sit bur. Min utydelige vrede havde fået Harald til at spørge mig: ”Far er du sur nu?” Han blev nødt til at spørge, for det var svært at regne ud. Sådan måtte det ikke være, så på en måde blev hans spørgsmål den nøgle, som åbnede løveburet. Inden længe var vi to hanløver. En på fire og en på 27 år. Det var befriende, selvom det på ingen måde matchede mine forestillinger om forældreskabet. Jeg var ikke blevet den far, jeg havde forestillet mig og Harald ikke den søn, jeg havde forestillet mig. Han var stadigvæk trodsig og egenrådig, omend han oftere samarbejdede. Men det var ikke forkert. Vi var begge to rigtige, som vi var.

Efterhånden som jeg lærte at omfavne virkeligheden, lærte at omfavne min løvedreng og hans løvefar, mig selv, ændredes Harald og min relation sig. De varme følelser for ham steg i intensitet, gløden kom tilbage i øjnene, og jeg vidste hvorfor. Jeg havde smidt kostumet, var hoppet ud af skabet, forældreskabet, og bekendt kulør: Her er jeg min søn. Jeg lod ikke længere de forestillinger om, hvilken far jeg burde være, stå imellem mig og min søn, Harald.

Eksempler på de forskellige vredesformer

Pige på 11 år kalder sin mor en luder:

  • Dragen: ”Sådan snakker man ikke til andre. Der er ingen, som vil være sammen med én, som snakker sådan.” Eller med straf: ”Den tone hører ikke hjemme her. Jeg har fortrudt den strøgtur, vi havde planlagt i morgen.”
  • Kamphunden: (Følelserne har overtaget mor fuldstændigt. Moren råber tilbage med tårer i øjnene, at datteren selv kan være en dum ko).
  • Slangen: (Tier stille. Da pigen senere er kølet af og spørger moren, om de skal se en serie sammen, siger moren, at hun har travlt med noget andet, selvom det ikke passer. Hun har bare ikke lyst til at være sammen med datteren).
  • Løven: ”Sådan vil jeg simpelthen ikke have, at du taler til mig! Det er fint, at du er vred, og jeg vil ikke kaldes luder!”

Dreng på syv år bliver ved med at irritere sin lillesøster:

  • Dragen: ”Åhh, du er simpelthen umulig. Du er hele tiden efter hende. Hvorfor kan du aldrig lade hende være?” Eller med belønning: ”Hvis du er sød ved hende indtil i aften, får du måske lov at se en halv times længere tegnefilm.”
  • Kamphunden: Første gang forælderen ser antydningen af drilleri, tager forælderen fat i drengen, rusker ham og råber: ”Hvad fanden laver du? Hvis du bliver ved med det der, bliver det værst for dig selv!”
  • Slangen: (Far får efter møje og besvær løst konflikten uden at ytre sin vrede. Men han er stadigvæk vred. Egentlig havde han planlagt, at aftenen skulle have budt på noget hyggeligt mellem ham og begge børn, men nu har han kun lyst til at lave noget med lillesøsteren. Som en slags forsinket straf af storebroren).
  • Løven: ”Jeg vil have, at du stopper med at drille hende, lige nu!” (Storebroren griner og bliver ved). ”Nu kan det simpelthen være nok, stop så!” (Faren river hårdt storebroren væk fra lillesøsteren).
Frej Prahl: Forældre skal ikke skamme sig over at blive vrede på deres børn 3719596

Læs mere i bogen: "Aargh! Den sunde vrede i familielivet" af Frej Prahl, der udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag d.24. april.