Prøv avisen
Boguddrag

Psykolog Frej Prahl: Jeg blev en god far, den dag jeg lod masken falde og blev vred

Psykolog Frej Prahl møder mange forældre i sin praksis, som ikke bryder sig om at blive vrede. Det er et stort problem. For vreden forsvinder ikke, bare fordi vi ikke kan lide den, argumenterer han for i en ny bog, som du kan læse et uddrag af her. Foto: Iben Gad

I bogen "Aargh! Den sunde vrede i familielivet" deler psykolog og forfatter Frej Prahl ud af sine egne erfaringer som uperfekt og vred far. Læs et uddrag her

”Kom nu ind igen, jeg vil ikke have, at hele verden skal vide det endnu!” råbte Vibeke inde fra stuen. Men jeg måtte ud med min begejstring. Til hele Nørrebro. Jeg var en trykkoger. Dette var uden sidestykke den største dag i mit liv. Jeg skulle være far. Den bedste.

Med i bagagen havde jeg fortællinger om min brors og min barndom. Vi havde været to engle. Ikke som alle de andre børn, man så nu til dags. De larmende børn, ingen havde styr på. Åhh, alle de forældre, som ikke magtede forældreskabet. Jeg var på forhånd højt hævet over dem alle. Jeg ville få sådan et barn, jeg selv havde været. Et roligt, venligt og hensynsfuldt barn. Et barn, der ikke gjorde oprør. Et barn, man ikke behøvede at opdrage på. Et barn, man kunne placere på gulvet med en grydeske, og det ville være tilstrækkelig underholdning.

Sådan var fortællingen om min egen barndom; En romantisk fortælling fra to skønne forældre, som begge havde elsket at være forældre. Det kunne umuligt gå galt, og vores idealer stod i kø: Ingen computer, så lidt sukker som muligt og en ordentlig portion kærlighed fra nærværende og afslappede forældre.

Vreden

De første år gik roligt. Men da Haralds vilje for alvor satte sig igennem, meldte de første problemer sig. Harald på tre år vil ikke gå op ad trapperne. Jeg vil ikke længere bære ham, og jeg har i øvrigt hørt, at børn skal lære at gøre det selv, og for resten gør det ondt i min skulder. Men han vil ikke. Jeg var tosset, men anede ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg prøvede på den mest pædagogiske måde at fortælle ham, at det var noget, han selv måtte klare. At jeg ikke bar ham.

Men han var ligeglad. Han ville bæres. Mine tanker gik amok: ”Hvorfor fatter han ikke en skid? Hvorfor skal han være så besværlig?” En løve inde i mig rørte på sig. Men jeg lod den være, hvor den var. Jeg tænkte tilbage på min egen barndom og på, hvad jeg ellers havde fået at vide. Det måtte kunne lade sig gøre at være den rolige og fattede forælder.

Min egen far havde været meget rolig, og når min mor en sjælden gang imellem havde fået et vredesudbrud, havde hun skammet sig gevaldigt. I min verden var det at hæve stemmen et primitivt udtryk.

Et udtryk for ens egen magtesløshed. Det gjorde man ikke. Så når jeg fik lyst til det, skammede jeg mig på forhånd, hvilket sikrede, at jeg lod vreden blive inde i mig selv. Forblev den på overfladen rolige far med det let anstrengte smil.

Det var en rolle, for vred var jeg. Vred over, at Harald tit og ofte ikke gjorde, hvad jeg bad ham om. Jeg havde bare en idé om, at jeg ikke måtte vise den, vreden altså. Engang imellem kogte det over. Jeg husker to gange, hvor jeg havde taget fat i Harald, slæbt ham ned ad trapperne, så turen ned blev så ubehagelig som muligt. Gonk, gonk, gonk. Haralds ben klaskede mod trinnene. Jo højere ”gonk” jo bedre. Ahh, så kunne han lære det. Han græd og græd. Forstod ikke sin fars brutalitet. ”Men så kunne du bare gøre, hvad jeg bad dig om,” kom det med spydig stemme. Jeg løftede ham op på cyklen. Stadig vred. Mine hænder klemte om ham. Trykkede ham hårdere end ellers. Harald var forvirret. Hans lille barnehjerne fattede af gode grunde ikke, hvad der foregik. Han ville jo bare gerne bæres ned ad trapperne. Men sådan var det.

Hvilke roller har du i dit forældreskab?

Oftest forblev min vrede dog skjult. Utydelig. Kom til udtryk i et hårdere klem. Et opgivende suk. En trussel, da min søn blev lidt ældre: ”Hvis du ikke kommer med ud nu, så må du blive alene hjemme.” I disse situationer var jeg ofte desperat. Følte mig på ingen måde i kontrol. Men jeg brølede aldrig, selvom jeg tydeligt mærkede, at løven var ved at blive utålmodig inde i sit bur. I stedet spillede jeg en mængde forskellige roller.

Jeg forestillede mig, at forældreskabet var blevet et slags udklædningsskab med forskellige kostumer, man kunne klæde sig ud i. Men bag kostumerne kunne jeg mærke, at der udviklede sig en modvilje mod Harald. Hvorfor skulle han have så meget magt over mig? Hvorfor skulle han tvinge mig til at spille de her roller? Og hvor blev den lille samarbejdsvillige engel af, jeg selv havde været som barn?

Stille, men sikkert slukkedes gløden i mine øjne. Efterhånden fik jeg som psykolog familier i terapi og erfarede, at mange af de problemer, jeg selv havde stået i, var almindelige. De tog sig ud på forskellige måder, men grundlæggende handlede de om det samme: Det var altid de særlige forestillinger om forældrene selv og deres børn, hvordan man burde være, som spændte ben for relationen. Både børn og forældre led under maskeballet. Mange af de familier er med i bogen her. Selvfølgelig under andre navne end deres virkelige. Jeg er dybt taknemmelig for den viden og erfaring, enhver af disse familier har givet mig.

Læs mere i bogen "Aargh! Den sunde vrede i familielivet" af Frej Prahl, der udkommer på Kristeligt Dagblads Forlag d. 24. april

Frej Prahl: Forældre skal ikke skamme sig over at blive vrede på deres børn