Putins plan i Ukraine er slået fejl. Men putinismen er ikke død endnu

90 dage efter invasionen er Ukraine-krigen bevis på, at den russiske præsident Putins model ikke er bæredygtig. Men vi bør også stille spørgsmålet: Hvad er Vestens plan i Ukraine?

Krigen i Ukraine udløser ikke en folkeopstand mod Putin, tværtom er den russiske præsident i gang med en intens folkeopdragelse i skolesystemet, der opdrager russiske børn til at hade os og se os som fjenden.
Krigen i Ukraine udløser ikke en folkeopstand mod Putin, tværtom er den russiske præsident i gang med en intens folkeopdragelse i skolesystemet, der opdrager russiske børn til at hade os og se os som fjenden. . Foto: Sputnik/Reuters/Ritzau Scanpix.

Ruslands invasion af Ukraine er gået i stå. Det er der konsensus om i vestlige medier efter tre måneders krig, og det krydres med anekdotisk evidens, såsom de russiske ingeniørtropper, der mislykkes med at etablere en pontonbro i Østukraine og mister 80 procent af tropperne, at Rusland forsøger at købe sig til flere soldater indenrigs i en uskøn hvervekampagne, og at en russisk diplomat i Genève har sagt op i protest mod krigen og i skam.

Er Vladimir Putin ved at tabe? Det er en mulighed. De bedst underbyggede aktuelle militære scenarier i øjeblikket tilsiger, at krigen går Ukraines vej. Det er blot ikke det samme som at Ukraine sejrer – en langvarig opslidningskrig er i det tilfælde mere sandsynligt end et russisk kollaps. Præsident Putins system kan ikke trække sig fra krigen.