Radioprogram byder på eksistentielle gåturssamtaler med handicap

P1’s serie ”Det vi går rundt med” er begavede og berigende samtaler om krop og menneskelig skrøbelighed. Om det vi går rundt med.

Det er udsigten til kørestolen, der har fået Caspar Eric ud på gåturssamtalerne om kroppen. Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix

Mindre overtøj, mere bar hud. De er der hele tiden, og med sol og sommer kommer kroppene frem i lyset, ikke bare på stranden, men overalt. Man ser kollegers skuldre, naboens tæer og bænkemaverne. Man ser de andres kroppe – udefra. Ens egen krop oplever man af gode grunde anderledes, indefra og som noget, man er ét med. Selvom det er helt banalt, er det påfaldende, så lille en rolle det har spillet i for eksempel filosofien, at mennesket er i verden som krop.

Hvis man vil supplere det nysgerrige blik på de andres kroppe i sommerlandet med en mere filosofisk eller eksistentiel vinkel på kroppen, skal man lytte med på P1’s serie ”Det vi går rundt med”.

Her går digteren Caspar Eric ture med en række forskellige mennesker, der har et særligt forhold til deres krop. Selv har digteren cerebral parese og et noget ambivalent forhold til sin krop. Han har også et ambivalent forhold til gåture, men bevægelsen er vigtig i samtalerne, fordi det understøtter temaet og får kroppen med i samtalen.

I en tidligere samtale gik han tur og sad fast i et sumpområde med forfatter Knud Romer, der har mistet synet, og denne uge er samtalepartneren løberen og journalisten Anders Legarth Smith. Han gav sig til at løbe, da han mistede sin seksårige datter Ellen, der døde af kræft efter et udmattende sygdomsforløb. Han har skrevet klummer om sit løb, og klummerne er blevet til både en bog og til et teaterstykke. Det er løb som eksistentiel disciplin, som en frisættelse af kroppen og tankerne.

Caspar Eric og Anders Legarth Smith går tur i Dyrehaven ved Klampenborg og taler om ”sorgkroppen” og om, hvordan Anders Legarth Smith efter sin datters død oplevede, at der var hierarkier i håndteringen af sorg.

Folk fandt det problematisk, at han løb en time om dagen, mens ”den rigtige måde” var psykologsamtaler og sorggrupper, måske piller og alkohol. Hvis det var en film, ville man komme ud på den anden side og finde ny mening i tilværelsen. Sådan var det ikke for Anders Legarth Smith. Han var holdt op med at forestille sig en stor mening i tilværelsen, men forholdt sig til glæder og sorger og oplevede glimt af grundglæde, når han for eksempel samme morgen havde sat en høj hestehale på sin yngste datter.

Måske kommer der en dag, hvor Anders Legarth Smith på grund af alder og anden skrøbelighed ikke kan løbe mere. Det var ikke påtrængende at forholde sig til for ham, fornemmede man. Til gengæld er handicappets begrænsning påtrængende for Caspar Eric. Skrækscenariet er den bitre handicappede i kørestolen. En skikkelse, som ofte optræder som skurk på film, som han gjorde opmærksom på. Mennesker, der ikke kan forholde sig til deres handicap, skurke, der halter væk i mørket.

Det er udsigten til kørestolen, der har fået Caspar Eric ud på gåturssamtalerne om kroppen. For lytteren er det begavede og berigende samtaler om krop og menneskelig skrøbelighed. Om det vi går rundt med.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.