Radiovært: Jeg sang i kor i syv år uden at synge med

Da Nanna Mogensen voksede op, sang hun i kor, selvom hun hadede det. I dag er hun kendt som litteraturkyndig radiovært og kan se de poetiske kvaliteter i sangskatten, men fællessang bryder hun sig ikke om

Fællessang skaber ikke det store, altfavnende fællesskab. Det er en aktivitet, der hører middelklassen til, erklærer radioværten Nanna Mogensen, som af og til godt kunne tænke sig noget ro fra al den danske fællessang. —
Fællessang skaber ikke det store, altfavnende fællesskab. Det er en aktivitet, der hører middelklassen til, erklærer radioværten Nanna Mogensen, som af og til godt kunne tænke sig noget ro fra al den danske fællessang. — Foto: Leif Tuxen

Nanna Mogensen havde en lidt skrøbelig hjemmebase, da hun voksede op i Odsherred i 1980’erne. Hun boede hos sin mor, til hun var 14 år, så kom hun på en døgninstitution, og allerede som 16-årig fik hun sin egen bolig. Som barn sang hun i rytmisk kor i syv år, selvom hun ikke brød sig ret meget om det. Som regel lod hun bare, som om hun sang i koret.

”Der var ikke mange aktiviteter at vælge imellem på min hjemegn. Der var gymnastik, kor og folkedans, så der blev ikke sat spørgsmålstegn ved, om det overhovedet var noget, jeg gerne ville. Jeg har stået til mange koncerter i lokale kirker og ladet, som om jeg sang. Og det fællesskab, som alle sangene handlede om, kom ikke mig til hjælp, da jeg senere som ung sad alene i min lejlighed,” siger hun.

I dag er Nanna Mogensen kendt som den litteraturkyndige vært på DR-radioprogrammet ”Skønlitteratur på P1”, og hun kan sagtens se og påskønne de litterære, poetiske kvaliteter ved en række af de klassiske danske sange. Men hun bryder sig ikke ret meget om fællessangen og den særlige danske fællesskabsfølelse, den postulerer at skabe.

”Det er ikke sådan, at jeg har det dårligt med at synge som sådan. Jeg synger dårligt, men kan sagtens synge for mig selv. Jeg har også skullet synge i forbindelse med min stemmetræning som radiovært og har også sunget i radioen, så alle mine lyttere ved, jeg synger dårligt,” siger hun og tilføjer:

”Det, som jeg har det svært med, er den påstand om kulturel samhørighed, som er indbygget i dansk fællessangstradition. Sang handler jo ikke bare om, at vi åbner munden og lukker melodisk lyd ud. Sangen er en cementering af den påstand, som der lader til at være konsensus om, at vi står hinanden nær. Men det gør vi jo ikke. Vi står ikke hinanden nær. Vi hjælper ikke hinanden. Vi er der ikke,” siger hun.

Som omtalt følte hun selv som den part, der stod alene udenfor, da hun som 16-årig skulle stå på egne ben, og ingen var der for hende, heller ingen af de overskudsmennesker fra den ældre generation, der havde været til stede i kirken, når hendes barndoms kor besang fællesskabet.

Og da hun mange år senere havde sit mere på det tørre med en universitetsgrad i litteraturvidenskab og kulturformidling og et job i Danmarks Radio, berørte det hende, hvordan corona-trængslerne i foråret 2020 skulle besynges med dansk fællessang, der postulerede, at vi alle var i samme båd. Det var vi jo ikke. Alle overskudsmenneskerne med eget tag over hovedet kunne sidde på altanerne og synge til hinanden, mens de hjemløse gik på gaden i smitterisiko.

”Jeg synes, jeg igen oplevede, hvordan den bedre middelklasse og alle de kulturradikale skrålede deres fællessang ud ad vinduerne, mens mennesker uden ressourcer blev ekskluderet. Det er altid den øvre middelklasse, som sætter rammen, og som lever i en illusionsboble om, at det hele bliver bedre, hvis vi synger sammen. Der tænkte jeg altså, at det var bedre, hvis de holdt kæft,” siger Nanna Mogensen, som har beskrevet sine corona-tanker om den forlorne danske fællessang i en artikel til netmediet POV.

Hun anerkender, at mange mennesker har glæde af at synge sammen, og at der kan opstå fællesskaber om at synge for eksempel fodbold-slagsange blandt fans af et bestemt hold. Men påstanden om ét stort nationalt sang-fællesskab, som klassikerne i Højskolesangbogen holder i live, køber hun ikke.

”Jeg ser det som fiktive fællesskaber. Der er mennesker, der hylder Højskolesangbogen og selv ser sig som frisindede og rummelige, men alligevel bryder ud i et ramaskrig, hvis nogen vil lave noget om. Hvis det antydes, at den danske sang ikke nødvendigvis er en ung, blond pige, reageres der, som om Satan er sluppet løs. Når det er sådan, så skal man være opmærksom på, at fællessangen ikke kun skaber fællesskab, men også ekskluderer,” siger Nanna Mogensen.

Hvad angår tankerne om at opstille en fælles kanon med de bedste sange, som alle bør kende teksterne til, er Nanna Mogensen ikke nødvendigvis modstander. Så længe kravet blot er et fælles kendskab og ikke et krav om, at alle skal elske disse sange eller blive berørt på præcis samme måde af dem.

”Hvis man anskuer sangene som lyrik, kan vi godt tage dem ind i uddannelserne og sikre et kendskab til dem. Men det må ikke være ensbetydende med, at alle skal tage dem ind som en del af deres indre kulturelle identitet. Teksterne siger forskellige mennesker forskellige ting. Det ved jeg ikke kun, fordi jeg i mit tidligere job har været underviser for indvandrere,” siger Nanna Mogensen, som – hver gang hun oplever fællessangs-entusiasterne stille krav om ensartet opførsel – føler trang til at tage nej-hatten på eller rettere synge for i nej-koret:

”Der er i fællessangenes tekster en særlig opbyggelighed. Det handler om for enhver pris at bevare positiviteten, en påstand om, at vi næsten skal takke for de ulykker, der overgår os, fordi de gør os stærkere. Det er, som om al fortvivlelsen og vreden ikke er tilladt. Det ville være interessant, hvis nogen skrev fællessange om de følelser. Men det ville ikke blive regnet for acceptabelt, så de ville aldrig blive sunget.”

Stem på dine 10 favoritsange på nedenstående link:

k.dk/sangkanon/stem