Rafael: Kunstneren, der blev kult

For et halvt årtusinde siden levede den italienske renæssancekunstner Rafael et produktivt liv med store opgaver for ikke mindst Vatikanet. Hans motiver og temaer har inspireret kunstnere gennem århundreder. En udstilling i Hamburger Kunsthalle viser hvordan

Denne gengivelse af en svævende Merkur er et eksempel på, hvordan en maler i 1800-tallet har lånt et af Rafaels motiver. Erwin Speckter, der levede fra 1806 til 1835, har fundet denne figur i Villa Fanesina i Rom, som Rafael udsmykkede i sin tid. Erwin Speckter var en af nazarenerne, der udgjorde St. Lucas Broderskabet. Nazarenerne blev de kaldt, fordi de klædte sig i bibelske gevandter.
Denne gengivelse af en svævende Merkur er et eksempel på, hvordan en maler i 1800-tallet har lånt et af Rafaels motiver. Erwin Speckter, der levede fra 1806 til 1835, har fundet denne figur i Villa Fanesina i Rom, som Rafael udsmykkede i sin tid. Erwin Speckter var en af nazarenerne, der udgjorde St. Lucas Broderskabet. Nazarenerne blev de kaldt, fordi de klædte sig i bibelske gevandter.

Som renæssancens lys stadig når vores tid, har nogle af kunstnerne tidligt i 1500-tallet haft en gennemgribende betydning for generationer af kolleger gennem århundrederne.

Det gælder alle de fire store, der undertiden nævnes i samme sætning. Leonardo, Michelangelo, Tizian – og Rafael. I 2020 var det 500 år siden, sidstnævnte døde. En udstilling i den anledning skulle have været åbnet i fjor, men blev på grund af corona-pandemien udskudt og vises denne sommer og dette efterår i Hamburger Kunsthalle. Udstillingen fortæller om hans betydning som navnlig grafiker og om den inspiration, han blev for andre i både sam- og eftertid.

Rafael blev født 1483 i Urbino i det nordlige Italien. I sin charmerende bog om renæssancens ”bedste maleres, billedhuggeres og arkitekters levned” noterer Giorgio Vasari (1511-74), at lille Raffaello kom til verden klokken tre om morgenen langfredag, og at hans far ikke var en stor maler, men et klogt menneske, der gav sin søn en god barndom og ledte hans første penselstrøg i sit eget værksted, indtil han sendte ham videre til mennesker, der kunne lære ham meget mere, end han selv kunne.

Rafael levede til 1520– men det er voldsomt imponerende, hvordan han fik anvendt sit talent og sin tekniske dygtighed under sin tid på jord.

Efter den store arkitekt Donato Bramantes død i 1514 overlod paven, Leo X, det videre arbejde med Peterskirken til Rafael. I Vatikanet har Rafael blandt andet udført nogle af sine omfangsrige hovedværker til en række store sale. De og andre vægmalerier fra kirker og villaer i Italien lod sig vanskeligt flytte til Hamburger Kunsthalle, som derfor har fokuseret på en anden del af Rafaels virke.

Hamburger Kunsthalle ejer fire tegninger af Rafael – så den resterende del af udstillingen udgøres af en række fremragende arbejder på papir udført efter forlæg af Rafael eller tydeligvis inspireret af Rafaels motiver og kompositioner, hans teknik og tankesæt.

Rafaels tid som berømmet billedkunstner falder sammen med udbredelsen af det grafiske tryk.

Men modsat Albrecht Dürer (1471-1528) interesserede Rafael sig ikke for den trykketekniske side af sagen. Han skabte forlæggene og overlod fremstillingen til gravøren Marcantonio Raimondi, der blev den første af en række tydeligvis fremragende samarbejdspartnere.

Dette lille engleagtige ansigt er tegnet af Rafael i 1509 og indgår i Hamburger Kunsthalles samling og udstilles kun, efter at konservatorer har svoret på, at det kunne tåle periodevis dæmpet lys. Det forestiller hovedet af en kerub, hvis opgave det var at bevogte Paradiset i Det Gamle Testamente.
Dette lille engleagtige ansigt er tegnet af Rafael i 1509 og indgår i Hamburger Kunsthalles samling og udstilles kun, efter at konservatorer har svoret på, at det kunne tåle periodevis dæmpet lys. Det forestiller hovedet af en kerub, hvis opgave det var at bevogte Paradiset i Det Gamle Testamente.

Motivkredsen lå ganske fast. Ud over portrætter er der tale om scener fra antikken, som for eksempel da prins Paris i græsk mytologi bliver stillet den vanskelige opgave at afgøre, hvem af tre gudesmukke, nøgne kvinder, der er den skønneste. Det gik ikke så godt. Prinsens valg førte til udbruddet af Den Trojanske Krig.

Dramaer som disse skildres uhyre detaljeret i Rafaels tryk – også i den smukke gengivelse af de mytologiske kroppe – og det samme gælder de mange fortællinger fra Bibelen. For eksempel Adam og Eva før syndefaldet med den underfundige teologiske tvist, at det næsten kunne se ud, som om det var Adam, der fristede Eva med forbudne frugter. Eller står hun afventende og snor forførende håret mellem fingrene for at se, om Adam bider på? Begge de to nøgne skikkelser er sensuelt skildret og nærmest naturalistisk gengivet, selvom de står i et mytologisk landskab med en slange, der snor sig i den træstamme, Eva æggende læner sig op ad. I baggrunden breder et smukt landskab sig ud med indtil flere huse. Måske er det på tide for de to første mennesker at begynde at træffe andre?

Det er motiver som disse – hentet fra Bibelen og fra antikkens mytologi – Rafael gengiver, og hans faste trykkere mangfoldiggør. Hvorefter de bliver kopieret igen og igen af andre og senere kunstnere.

Hvor vi i dag straks bliver spidse, hvis vi synes, at en kunstner minder lidt for meget om en anden – og her har ikke mindst Asger Jorn og de andre Cobra-malere godt nok meget på samvittigheden i skikkelse af talrige epigoner – var det tidligere ganske normal praksis, at man efterlignede ældre og afdøde mestres motiver og fik dem mangfoldiggjort. Det er en af udstillingens hovedpointer.

En anden er, at undertiden er det ikke hele kompositionen, der bliver versioneret, men fragmenter, og et af de mest populære eksempler er vel Rafaels to yndige engle, der også er indgået i populærkulturen. Rafael indsætter med andre ord værker i den enorme billedbank, kunstnere trækker på. Ikke mindst i 1800-tallet blev Rafael nærmest kult blandt kunstnere. Der udkom bøger om geniet, tegneserier om hans liv, der blev skrevet skuespil og rejst monumenter for, hvem man mente ganske enkelt var den største kunstner nogensinde. Blandt andet for hans evne til at forene Leonardos personkarakteristik med Tizians farvestyrke.

Evangelisten Lukas er også malernes skytsengel – og det kunne være en nærliggende årsag til, at en gruppe overvejende tyske malere bosat i Rom i begyndelsen af det 19. århundrede kaldte sig St. Lucas Broderskabet.

De ønskede at finde tilbage til nogle af de kunstneriske idealer, der kendetegnede Rafael og hans samtidige – og for en stund – læremester, Pietro Perugino, der blev født i midten af 1400-tallet og døde i 1523.

Rafael var død tre år forinden. Som Vasari bemærker i sin artikel om ham i sin ovennævnte bog, ”Le Vite de’ più eccellenti architetti, pittori e scultori italiani”, der udkom på dansk i 1945, men findes i en nyere engelsk billigbogsudgave, så vidste han, at enden var nær. Så som det – stadig ifølge Vasari – gode kristne menneske han var, sendte han sin elskerinde bort med midler til at leve for og betænkte medarbejderne i sit værksted. Hans eftermæle var blandt andet, at han var så rar og venlig, at selv dyr elskede ham.

”Rafaels død” hedder denne tegning fra 1804, der viser den store kunstner på dødslejet. Rafaels død fik – ifølge biografen Giorgio Vasari – hele det pavelige hof til at briste i gråd. Rafael havde tilnavnet Il Divino – og paven overvejede angiveligt at udnævne ham til kardinal.
”Rafaels død” hedder denne tegning fra 1804, der viser den store kunstner på dødslejet. Rafaels død fik – ifølge biografen Giorgio Vasari – hele det pavelige hof til at briste i gråd. Rafael havde tilnavnet Il Divino – og paven overvejede angiveligt at udnævne ham til kardinal.

Som det fremgår af hans tryk på udstillingen i Hamborg og hans værker i Rom og andre steder, besad han en meget stor teknisk kunnen og en udtalt evne til at skildre menneskekroppen som noget smukt.

Det er, som om det kristne menneske er beåndet, og i Rafaels gengivelse hviler i sig selv med en stor indre ro. Intet under derfor, at hans mesterlige billeder dannede skole og med tiden blev idealet for, hvordan man fremstiller stor kunst.

Det ledte til en akademisk tradition, som det prærafaelitiske broderskab i midten af 1800-tallet var et forsøg på et opgør med. Dante Gabriel Rossetti og de andre prærafaelitter søgte tilbage til en større enkelhed i udtrykket end Rafaels forfinede billeder. Ikke desto mindre: Det er en stor glæde at se hans tryk i Hamburger Kunsthalle og opleve, hvordan han påvirkede generationer af kunstnere.