Giftgassen hang stadig i forårsluften.
Det var i midten af marts og i begyndelsen af et folkemord. Få dage forinden havde Saddam Hussein angrebet den kurdiske by Halabja i det nordøstlige Irak med kemiske våben.
Over 5.000 mennesker havde mistet livet i angrebet, og nu frygtede de kurdiske partisaner i bjergene nær byen, at de ville blive diktatorens næste mål.
Razan Haugaard lå søvnløs på sin madras på gulvet. Hendes datter, Kani på syv måneder, lå ved siden, mens hendes mand – en ældre, højtstående peshmergakriger – drøftede situationens alvor med lejrens andre mænd.
Bomberne slog ned i nærheden, og Razan Haugaard holdt sine hænder for datterens ører. Om ikke andet kunne hun beskytte hendes søvn.
Men pludselig kom Razans mand farende ind i rummet, i favnen havde han gasmasker og tæpper.
De var nødt til at flygte med det samme, fortalte han, og der var kun tid til at pakke det allermest nødvendige. Razans medgift i guld, et par familiebilleder samt et tæppe til at svøbe datteren i.
”Det, som gjorde mig allermest bange, var min mands reaktion. Normalt var han stærk og havde styr på sine nerver, nu var han fuldstændigt ude af den. Og så blev jeg bange. Vildt bange! Og mit barn, hvad med mit barn? Jeg følte mig magtesløs, men vi skulle bare afsted. På en underlig måde stod det, midt i al angsten og stressen, meget klart for mig, at de næste timer, dage og måneder var et spørgsmål om overlevelse. Og om, at mit liv ville være forandret for altid,” fortæller Razan Haugaard om de skæbnesvangre begivenheder i begyndelsen af 1988.
Razans familie var ikke de eneste, som var på flugt. Torturen, bomberne og de kemiske våben havde tvunget godt en million mennesker fra hus og hjem i det nordøstlige Irak. Alligevel tyndede den langstrakte menneskekaravane ud, jo tættere den kom på sikkerheden i nabolandet Iran. Gamle og børn var de første, der gav op i den isnende kulde.
Flugten gennem de sneklædte bjerge varede tre dage. Razan Haugaards mand skyndte sig i forvejen med deres datter, mens Razan fulgtes med sin svoger og dennes kammerat. Hun frygtede for sin datters liv og for, om hun selv havde kræfter til at klare turen.
Alligevel, selv på den alleryderste kant, oplevede Razan Haugaard det, som hidtil havde defineret hendes 15-årige liv og det, som hun de næste mange år skulle komme til at definere sig selv i opposition til: en patriarkalsk kulturs kvælende greb.
”Fordi kvinder og mænd flygtede sammen, var det fuldstændig udelukket, at jeg – og alle de andre kvinder – kunne trække bukserne ned og sætte os og tisse. Det ville være en krænkelse af familiens ære. Men man kan ikke holde sig i tre døgn, så i stedet måtte vi tisse i bukserne, selvom alle vidste, at vådt tøj i det bidende frostvejr kunne betyde vores endeligt. Selv i den mest ekstreme situation var en død kvinde stadig bedre end en krænket ære,” fortæller hun.
Razan Haugaard blev dengang bekræftet i, hvordan et forstokket æresbegreb og kvindesyn stod over hendes ret til et liv i frihed. Og det er den samme afgrundsdybe uretfærdighed, hun i sit arbejde som integrationskonsulent kæmper mod i dag. En kamp for menneskers ligeværd, som også udgør den røde tråd i bogen om Razan Haugaards liv, der udkommer mandag på Gyldendal.
”Jeg håber, at min historie kan være med til at give den første generation af indvandrerkvinder, som jeg selv tilhører, en stemme. I manges øjne er vi de undertrykte, de arbejdsløse og de uintegrerbare. Men det er langt fra hele fortællingen, og det vil jeg gerne vise med min historie. For kvindernes skyld, især. For de har brug for rollemodeller, hvis de skal blive i stand til at tage ansvar. Men også for samfundets, for man er nødt til at forstå, hvad det er for en bagage, de her kvinder kommer med. I hvert fald hvis integrationen skal lykkes. Og det skal den!”, siger hun.
Ifølge Razan Haugaard viser hendes egen historie, at selv en meget tung bagage kan vendes til noget positivt. Efter flugten til Iran og et brutalt møde med det islamistiske præstestyre gik turen via Syrien og Rumænien til Danmark. Egentlig hed drømmedestinationen Sverige, men under mellemlandingen i Kastrup Lufthavn stak datteren Kani afsted på eventyr, der endte brat mellem fødderne på et par blonde lufthavnsbetjente.
Hverken Razan Haugaard eller hendes mand kunne tale deres sag – som kurdere havde de været statsløse i Irak, og deres falske pas til flugten var blevet brændt på opfordring fra menneskesmugleren – og derfor gik turen nu til Sandholmlejren. Men efter tolkehjælp og nogle måneders sagsbehandling fik familien i efteråret 1990 opholdstilladelse. Og en rødstenet bolig i Nykøbing Falster.
”Det var helt fantastisk! Fra første dag blev jeg helt betaget af de danske kvinder, af deres kropssprog og det selvværd, de udstrålede. Friheden lyste ud af samfundet, og jeg følte mig instinktivt hjemme og helt vildt taknemmelig. Lige der besluttede jeg, at jeg gerne ville være en rigtig dansker,” fortæller hun.
Men selvom livet på Falster var en fest for Razan, gav det nye liv i det nye land hurtigt udfordringer i hendes forhold. Hun ville lære sproget, uddanne sig og arbejde, men i takt med, at hun tog mere og mere af Danmark til sig, blev hendes mand stadigt mere indesluttet.
”I Kurdistan var han noget i kraft af sin rolle som forsørger og beskytter, men i det nye land er han ingenting, umyndiggjort. Du kan ikke skriver frihedskæmper på dit cv, og når din kone og dine døtre pludselig selv kan begå sig i samfundet, så har du ingenting tilbage. Derfor klamrer mange indvandrermænd sig til æresbegreber og social kontrol, også selvom de ikke var særlig patriarkalske i deres hjemlande. Men de er simpelthen desperate for at holde fast i en lille flig af deres identitet og værdighed,” siger hun.
I 1992 flyttede familien til Herlev, hvor der var et større kurdisk miljø, men det løste ikke problemerne. Razan Haugaard fik flere blå mærker, og en dag stak manden hende en flybillet. Tvungen ferie i hjemlandet med håb om, at hun ”ville blive lidt mere kurdisk igen”.
Men rejsen havde den modsatte effekt, og Razan Haugaard vendte tilbage til Danmark med kravet om skilsmisse. Hun frygtede for manden og svigerfamiliens reaktion og tog i første omgang på krisecenter. Senere flyttede hun i lejlighed, begyndte at studere, fik sine børn tilbage og mødte en ny mand. Andet ægteskab, første forelskelse.
Men det kom med en pris pludselig at hedde Haugaard, og i en årrække frygtede Razan for de fysiske konsekvenser af at følge sit hjerte: I Sverige var hendes kusine kort forinden blevet slået ihjel af en jaloux eksmand. Et såkaldt æresdrab.
Men heller ikke Razan Haugaards andet ægteskab holdt, og da hun i 2013 fyldte 40, følte hun sig mest af alt overvældet af tomhed. På jagt efter retning søgte hun ind i litteraturen, og med hjælp fra Paulo Coelho og en uventet opsigelse fra jobbet som webdesigner faldt tilværelsen pludselig i hak:
”Jeg kunne mærke, at mit kald var at hjælpe kvinder, der befandt sig i samme situation, som jeg selv havde gjort for år tilbage. Dengang jeg kom til Danmark, savnede jeg en, der kunne bygge bro mellem det gamle og nye liv, give en indføring i sproglige, kulturelle og sociale forskelle og ikke mindst vise, at det ikke behøver være farligt at tro på sig selv og sit værd – også uden for hjemmet,” siger hun.
Razan Haugaard fik ansættelse som projektleder hos Fonden for Socialt Ansvar, og siden er det meste af hendes liv gået med at få indvandrerkvinder ind i samfundet og ud på arbejdsmarkedet. Et job, hvor hun hver eneste dag trækker på sine egne, dyrekøbte erfaringer.
”Mange kvinder tror ikke, de kan finde en plads i det danske samfund, fordi de kommer med en helt anderledes baggrund. Men der kan jeg så fortælle dem, at jeg blev solgt for en Toyota og tvangsgiftet som 13-årig, boede i bjergene i Irak og havde to børn, mens jeg stadig selv var et barn og i øvrigt udmærket er klar over, at det er et spørgsmål om liv og død at bløde på bryllupsnatten," siger hun.
"Jeg kender til den kultur, hvor ligestilling og seksuel og mental frigørelse er en by i Vesten. Jeg kender til det, de kommer af, men jeg accepterer ikke, at det står i vejen for integration. Eller for et andet og lykkeligere liv, hvis det er det, de drømmer om.”
Razan Haugaard tror på, at et opgør med social kontrol og undertrykkende strukturer kræver, at man selv siger fra. Og tager ansvar. For det er langt sværere at undertrykke en, der kender sine rettigheder og kan forsørge sig selv.
Årsagerne til de seneste årtiers fejlslagne integration er mange, mener hun, men indvandrerkvinderne kan ikke fraskrive sig hele ansvaret. Deres udfordringer skal anerkendes, men det skal deres evner også. For de er faktisk i stand til langt mere, end både de selv og samfundet ofte tror. Derfor plejer Razan at byde nye undervisningshold velkommen med en opfordring hentet hos Pippi Langstrømpe:
””Det har I ikke prøvet før, så det klarer I nok,” siger jeg til dem. Og så ser de vantro på mig og på hinanden. Men langsomt siver det ind, i hvert fald hos de fleste. Det er bare ikke noget, de har lært hjemmefra.”
En succesfuld integration er dog først og fremmest betinget af sprog, uddannelse og arbejde, mener hun. Bliver du først fortrolig med sproget, ligger vejen åben til at forstå kulturen og normerne i samfundet. Og samtidig betyder det, at du kan bryde ud af din isolation og måske på sigt få en praktikplads eller et job. Sidstnævnte er dog ofte den største udfordring, fortæller hun.
Nogle gange på grund af omverdenens fordomme, andre gange på grund af manglende selvværd og alt for ofte, fordi kvinderne ikke vil være et sted, "hvor de risikerer at rende ind i alkohol, mænd eller svin".
”Men så bliver det jo lidt svært, ikke? Så der er jeg nødt til at udfordre dem på de der religiøst og kulturelt betingede undskyldninger og i stedet gøre det til et spørgsmål om at få muligheden for at tjene deres egne penge og kunne gøre noget ekstra godt for deres børn. Det hjælper sjældent at slå folk i oven i hovedet, så der må man forsøge at finde en anden vej ind.”
Ikke desto mindre kan integrationen en gang i mellem have behov for et insisterende skub. Derfor var Razan Haugaard – i modsætning til mange andre på området – faktisk relativt begejstret, da Inger Støjberg (V) indførte den såkaldte integrationsydelse i 2015.
”Det er vigtigt at understrege, at fattigdom ikke skaber vellykket integration, men når det er sagt, så var – og er – der et kæmpe behov for, at indvandrere i Danmark får nogle meget kraftige incitamenter til at ændre kultur og adfærd. I hvert fald hvis vi skal redde integrationen og indvandring ikke for altid skal være en økonomisk byrde. Derfor er det fint at få tvunget nogle af kvinderne ud i samfundet, for i sidste ende gavner det dem selv. Blandt dem, jeg arbejdede med, da stramningen blev indført, virkede den faktisk som en stor motivation til at få et arbejde. De ville gerne høre til et sted, der ikke kun var derhjemme,” siger hun.
Selv føler Razan Haugaard også, hun har fundet et sted, hvor hun hører til. Hendes arbejde med andre kvinder giver mening for hende, både som en måde at bruge sine egne lidelser til at lette andres, men også som et forsøg på at give lidt tilbage til det Danmark, hun oplevede åbnede sig for hende dengang for 30 år siden.
Og selvom hendes rødhvide tilværelse bestemt har været tumultarisk, føler hun sig i dag i balance. Både når hun kigger på stjernerne fra sin fastlæggervogn på en nordsjællandsk campingplads, eller når hun sidder i sit forstadskirkerum og betragter det åndelige fællesskab, hun har ladet sine to yngste døbe ind i.
”Jeg er kommet helskindet igennem så mange ting i mit liv, at jeg er nødt til at tro på, at der findes noget større. Jeg tror på en Gud som en slags lys, der giver styrke, og som jeg har i mit hjerte. Men samtidig hader jeg regler. Derfor har jeg heller ikke behov for at sætte navn på min tro. Eller for at bruge Jesus, Muhammed eller Buddha som mellemmænd. Jeg henvender mig direkte til ham, jeg har brug for at tale med – ligesom når jeg springer mellemlederen over og går direkte til direktøren på mit arbejde,” fortæller Razan Haugaard med et glimt i øjet.