Øjenvidne ved Notre Dame: ”Det virkede enormt voldsomt”

Brandslukningen er sent mandag aften i fuld gang ved Notre Dame i Paris, men høje flammer omkranser stadig den historiske katedral, hvis tag og spir allerede er opslugt. ”Det mest chokerende var, hvor hurtigt branden fik fat,” siger dansker, der opholdt sig tæt på katedralen

"I begyndelsen lignede det mest en skorstensrøg, men da vi kom på afstand, kunne vi se, at det gik rigtigt stærkt," siger Pernille Follmann Ballebye.
"I begyndelsen lignede det mest en skorstensrøg, men da vi kom på afstand, kunne vi se, at det gik rigtigt stærkt," siger Pernille Follmann Ballebye. Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix.

Den historiske katedral Notre Dame i Paris er mandag aften brudt i brand, og både katedralens spir og tag er allerede kollapset.

At flammerne allerede har påført det historiske bygningsværk så megen skade, siden den brød ud klokken 18.50, vidner om, hvor hurtigt branden breder sig.

Det var også den oplevelse, som Pernille Follmann Ballebye havde. Hun er til daglig forlagschef på Kristeligt Dagblad, men er i øjeblikket i Paris for at holde påskeferie med sin mand og parrets børn.

"Det mest chokerende var, hvor hurtigt branden fik fat. Det virkede enormt voldsomt. I begyndelsen lignende det mest en skorstensrøg, men da vi kom på afstand, kunne vi se, at det gik rigtigt stærkt," siger hun.

"I begyndelsen lignende det mest en skorstensrøg," siger Pernille Follmann Ballebye. Privatfoto.
"I begyndelsen lignende det mest en skorstensrøg," siger Pernille Follmann Ballebye. Privatfoto.

Sammen med familien var hun tilfældigvis på vej til netop Notre Dame, og hun oplevede derfor begivenhederne på tæt hold.

"Det virkede til, at de fleste, som opholdt sig i nærheden af kirken, var turister. De virkede mest af alt nysgerrige og overraskede. Og de var mest optagede af at ringe til bekendte fra deres mobiltelefoner og sende billeder," siger hun og tilføjer, at stemningen blev mere alvorlig jo længere væk fra katedralen, man kom.

"Stemningen blev mere og mere fortættet, og folk virkede i højere grad i alarmberedskab – måske fordi det var lokale parisere. Hele centrum gik i stå, og der var et trafikalt kaos. Der var nogle biler, der bremsede op, men politiet var meget optaget af at få gang i trafikken og dirigerede folk væk, så brandfolk og politi kunne komme til."

Pernille Follmann Ballebye fortæller, at hun sammen med familien forlod området kort tid efter, fordi hendes børn blev påvirket af episoden.

Da Pernille Follmann Ballebye og hendes familie kom på afstand, kunne de se, hvor hurtigt branden bredte sig. Privatfoto.
Da Pernille Follmann Ballebye og hendes familie kom på afstand, kunne de se, hvor hurtigt branden bredte sig. Privatfoto.

"Når jeg skal fortælle om det, kan jeg mærke, at det har gjort et stort indtryk på mig, men det er også, fordi børnene reagerede meget voldsomt. De ville faktisk gerne væk derfra," siger hun og fortsætter:

"Men det er jo også en voldsom oplevelse at være på spadseretur, og så pludselig bryder et af Paris' vartegn i brand for øjnene af en. Det var som et lynnedslag," siger Pernille Follmann Ballebye.

"Pludselig bryder et af Paris' vartegn i brand for øjnene af en. Det var som et lynnedslag," siger Pernille Follmann Ballebye. Privatfoto.
"Pludselig bryder et af Paris' vartegn i brand for øjnene af en. Det var som et lynnedslag," siger Pernille Follmann Ballebye. Privatfoto.

Der er stadig ingen meldinger fra det franske brandvæsen eller myndighederne om, hvad der startede branden.

Kirken var ved at blive renoveret, og derfor antager mange, at branden er opstået i forbindelse med det arbejde, som var i gang. Der er i øjeblikket intet, der tyder på, at der er tale om terror. Kirken har dog tidligere dannet ramme om et terrorangreb, da en algerisk mand, der havde svoret troskab til Islamisk Stat, i 2017 angreb en politimand med en hammer.