Reaktioner på Benny Andersens død: Han var det danske smil

Vi har mistet en stor og unik folkelig sprogkunstner, som betød meget for både dansk digtning og for danske præster, siger teolog og forfatter Lisbeth Smedegaard Andersen, som sammen med digter og anmelder på Weekendavisen, tidligere højskoleforstander på Testrup Højskole og den litterære direktør på Gyldendal mindes den folkekære digter

Han ramte lige ind i hjertekuglen af folk, siger Jørgen Carlsen, tidligere forstander på Testrup Højskole og medredaktør af Højskolesangbogen.
Han ramte lige ind i hjertekuglen af folk, siger Jørgen Carlsen, tidligere forstander på Testrup Højskole og medredaktør af Højskolesangbogen. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Johannes Riis, litterær direktør på forlaget Gyldendal

Danmark har mistet en vigtig stemme. En stemme, der har fået os til både at læse og synge, undre os og tænke os om, en stemme, der har sagt os sandheder på sin egen unikke Benny Andersen-måde og fået os til at se os om med friske øjne.

"Han var en sprogets mester, han er blevet læst og elsket overalt i det danske land," siger Johannes Riis.
"Han var en sprogets mester, han er blevet læst og elsket overalt i det danske land," siger Johannes Riis. Foto: Robin Skjoldborg/Ritzau Scanpix

Benny Andersen var en digter, der nød en folkeyndest, som kun bliver meget få til del. Den fik han, fordi han med humor og ironi tog den danske folkesjæl på kornet. Han kendte os, han vidste, hvordan danskerne reagerer i forskellige situationer, og han kunne sætte ord på det, så vi kunne genkende det.

Men han var ikke kun venlig, han kunne også være skarp i sin karakteristik af danskerne og vores måde at være på. Ikke mindst den måde, vi behandler det fremmede og ukendte, fx det muslimske mindretal på, havde han et godt øje til.

Benny Andersen tog sproget på ordet. Han havde et suverænt og overlegent greb om det. Hans tilgang til det var på én gang enkel og ligetil og overrumplende. Han kunne skabe ordspil og jonglere med ordene, så de fik en ny betydning. Han vendte op og ned og vendte vrangen ud på det og viste danskerne både sammenhænge og paradokser, vi ikke lige havde tænkt på. Han var en sprogets mester, han er blevet læst og elsket overalt i det danske land. Og det er han, fordi han forstod os. Han kendte os!

Jørgen Carlsen, tidligere forstander på Testrup Højskole og medredaktør af Højskolesangbogen i 2006

Jeg har haft fornøjelsen af, at kende ham siden 1989, da den 17. udgave af højskolesangbogen kom. I den anledning lavede vi en markering i Musikhuset i Aarhus. Vi havde også en komsammen på idrætshøjskolen i Aarhus, hvor vi indviede den nye højskolesangbog. Der var Benny Andersen med og holdt et foredrag om den folkelige sang. Det blev indledningen på et venskab. Det var ikke sådan, at vi sad lårene af hinanden, men han kom med jævne mellemrum til Testrup Højskole og holdt nogle formidable timer med digtoplæsning og sang.

"Han er jo umålelig folkekær - og med god grund - for han rammer lige ind i hjertekulen af folk," siger Jørgen Carlsen.
"Han er jo umålelig folkekær - og med god grund - for han rammer lige ind i hjertekulen af folk," siger Jørgen Carlsen. Foto: Lene ebbensgaard

Jeg kan huske, at jeg spurgte ham, ”hvordan kan det egentlig være, at du har valgt Povl Dissing til at synge Svantes viser?”. Hans reaktion beviser, at han er en meget venlig mand, fordi han lød som om, han aldrig havde hørt det spørgsmål før og svarede så, ”når Povl synger mine sange, så ved man ikke, om man skal grine eller græde.” Det synes jeg egentlig illustrerer Benny Andersen meget godt. For han er jo umålelig folkekær - og med god grund - for han rammer lige ind i hjertekulen af folk.

Men han er også melankolier. Mange af hans ord er smil gennem tåre, så at sige. Det, tror jeg, er kendetegnet på Benny Andersen i det hele taget. Han startede jo som en alvorsmand tilbage i begyndelse af 1950’erne tæt på nogle af hereticanerne - altså Ole Wivel, Thorkild Bjørnvig og den slags, - men så begyndte han at finde sin egen stil, som var underfundig. Han formår at give også alvoren et meget positiv og humoristisk udtryk. Personligt er jeg meget, meget begejstret for hans digte og sange. Jeg har under tiden i mine Grundtvig-foredrag brugt et digt, der hedder ”Undren,” som han skrev en gang i slutningen af 1970'erne. Digtet illustrerer på en finurlig måde Grundtvigs livssyn.

Lisbeth Smedegaard Andersen, forfatter og teolog

Benny Andersen har betydet fantastisk meget for dansk digtning, og for den sags skyld også for mange præster. De fleste har jo brugt ham i deres prædikener og på anden vis. Han havde sådan en evne til, med ganske få ord, at twiste tingene, så man fik et nyt syn på dem. Jeg synes, jeg kan huske mange gange, hvor jeg pludselig har læst noget og både fik en oplevelse og samtidig sådan en glæde over den måde, han kunne vende tingene på.

"Jeg er på den anden side sikker på, at mange, mange af hans digte vil blive husket og brugt fremover," siger Lisbeth Smedegaard Andersen.
"Jeg er på den anden side sikker på, at mange, mange af hans digte vil blive husket og brugt fremover," siger Lisbeth Smedegaard Andersen. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Jeg kan blandt andet husket et meget fint digt, han skrev om sin kone, som havde udvidet hans horisont. Hun tog mål af den og klippede, og så udvidede hun horisonten, og det er et fantastisk godt billede på, hvad mennesker kan gøre for hinanden. Der er få, der har mestret det danske sprog så godt og så finurligt, som han gjorde.

Jeg har selv brugt ham både som inspiration, når jeg skulle skrive noget, men også mange gange når jeg har skulle prædike. Jeg kan blandt andet huske det digt, der hedder ”Mørkestes sang”. Det er meget i bryllupstaler, fordi det taler om kærligheden, men jo også har alvoren med.

Jeg har mødt ham en enkelt gang gennem en fælles bekendt. Han var stilfærdig også privat, men absolut med humoristisk sans. Det er jo sådan lidt forskelligt, hvordan folk er, når man møder dem privat, men han havde virkelig meget humoristisk sans.

Vi har mistet en stor sprogkunstner. Men jeg er på den anden side sikker på, at mange, mange af hans digte vil blive husket og brugt fremover.

Lars Bukdahl, digter, anmelder og redaktør for Hvedekorn, et tidsskift for poesi og kunst

Benny Andersen var jo en vild figur og meget dansk, forstået på den måde, at han var folkelig modernist. Og meget humoristisk, endda skamløs, modernistisk, hvilket andre samtidige forsøgte at skjule hos dem selv og ved teknisk uheld måske var sjove – og i hvert fald meget sjældent folkelige. Han fornyede poesien på en folkelig og unik Benny Andersensk måde.

"Han er det danske smil altid med en runding som bowlerhatten, nærmest surrealistisk poetisk," siger Lars Bukdahl.
"Han er det danske smil altid med en runding som bowlerhatten, nærmest surrealistisk poetisk," siger Lars Bukdahl. Foto: Claus Bjørn Larsen/Ritzau Scanpix

Han satte jo sit præg allerede præ-Dantes Viser med store digtsamlinger i 1960’erne med flere hovedværk som "Den musikalske ål" og "Den indre bowlerhat’" Bare disse titler er jo i sig selv udtryk for en forunderlig måde at lege med ordene på.

Han kom lidt snublende ind i litteraturen som debutant, men så kom jo opdagelsens øjeblik i 1960’erne med et ekstremt lykkeligt møde med humor og en hyldest til visetraditionen ved klaveret. Han er det danske smil altid med en finurlig runding som bowlerhatten, nærmest surrealistisk poetisk.

Lars Bukdahl mener også, at det er vigtigt at fremhæve Benny Andersens betydning for børnelitteraturen, ikke mindst med ”Snøvsen”-bøgerne.

Igen arbejder han med en modernistiske fornemmelse for sproget, metaforens muligheder og ordspillet, som når ’alle går fra’ Snøvsen. Jeg tror, den evne har betydet meget og på godt og ondt for mange, også jeg selv, fordi man kan blive slave af det slagkraftige udtryk. Men det er svært at anklage folk for at være svære at få ud af sin pen.