Regeringen fik sin lovhjemmel i minksag, 90.000 mænd beskylder spejderledere for seksuelt misbrug, og franskmænd må gerne købe juletræer

I denne artikel samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik og eksistens, så du får perspektiv på nyhedsstrømmen

Et rødt flertal har giver regeringen lovhjemmel til at gennemføre aflivning af alle mink, 90.000 mænd beskylder amerikansk spejderbevægelse for misbrug, og det skal være muligt for franskmænd at købe juletræer trods coronarestriktioner. Alle fotos er arkivfotos: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, David Manning/Reuters/Ritzau Scanpix, Mallory Langsdon/Reuters/Ritzau Scanpix.
Et rødt flertal har giver regeringen lovhjemmel til at gennemføre aflivning af alle mink, 90.000 mænd beskylder amerikansk spejderbevægelse for misbrug, og det skal være muligt for franskmænd at købe juletræer trods coronarestriktioner. Alle fotos er arkivfotos: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, David Manning/Reuters/Ritzau Scanpix, Mallory Langsdon/Reuters/Ritzau Scanpix. .

Så fik regeringen lov til at aflive alle mink
Oveblikket begynder med den seneste tids største emne i Danmark, nemlig aflivningen af alle mink i landet. For der var ikke lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet for at sikre sig mod udbredelse og mutation af covid-19. Men det er der nu. Mandag aften lykkedes det regeringen at få opbakning fra de øvrige partier i rød blok at få den ønskede lovhjemmel til sit ærinde. Partierne i rød blok har indgået en aftale om midlertidigt forbud mod mink i Danmark frem til december 2021, oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse ifølge Ritzaus Bureau.

Mogens Jensen under yderligere beskydning i minksag
Fødevareminister Mogens Jensen (S) har været under heftig beskydning i Folketinget for sin håndtering af minksagen. Tirsdag morgen måtte ministeren forklarer sig i et samråd, ligesom han er på vej med en redegørelse. Også fra regeringens støttepartier kritiseres Mogens Jensen for ikke at gøre nok og for at holde denne ”trussel mod folkesundheden” for sig selv. Det skriver Jyllands-Posten. Enhedslisten synes ikke, ministeren reagerede i tide ”på en direkte trussel mod folkesundheden”, mens De Radikale bruger ordet ”rystende” om den manglende information til Folketinget om muteret coronavirus i mink tidligere i forløbet. Der gik nemlig en uge, fra Mogens Jensen blev informeret om, at mutationer i mink kunne skade en vaccine mod corona, til han meddelte, at man skulle slå syge mink ned.

Hadforbrydelser i USA når højeste niveau i ti år
Vi fortsætter overblikket i USA, hvor antallet af hadforbrydelser sidste år steg til det højeste niveau i landet i mere end et årti. Det viser en ny rapport fra FBI ifølge Ritzau. Antallet af drab motiveret af had til bestemte grupper steg i 2019 også til det højeste niveau nogensinde i USA med 51 drab. Det er mere end dobbelt så mange som året før. I rapporten defineres hadforbrydelser som det at forbryde sig mod nogen "på baggrund af deres race, etnicitet, afstamning, religion, seksuelle orientering, handicap, køn eller kønsidentitet". Antallet af hadforbrydelser er steget i USA næsten hvert år siden 2014.

Spejderbevægelse i USA i krise om seksuelt misbrug
Over 90.000 mænd beskylder den amerikanske spejderbevægelse Boy Scouts of America (BSA) for seksuelt misbrug. Det oplyser en af advokaterne, der fører søgsmålet, til nyhedsbureauet AFP. Fristen for at indgive krav om erstatning for misbruget, der fandt sted i spejderbevægelsen, udløb mandag aften lokal tid. Ifølge det amerikanske medie CNN har 92.700 indgivet et søgsmål ved deadline. Anklagerne går flere årtier tilbage, mange fra 1960'erne og 1970'erne. Sagsøgernes komité hævder, at der er flere krav om erstatning fra BSA end alle sagsanlæg mod den katolske kirke over hele verden tilsammen.

En advokat, der repræsenterer 4000 ofre, siger til Christian Post, at man kendte til et udbredt problem, som var blevet negligeret af spejderbevægelsen. Men med så mange ofre føles bredden og dybden af problemet nu overvældende, siger Christopher Hurley. Boy Scouts of America (BSA) har udsendt en erklæring med disse ord: ”Vi er ødelagte over antallet af mennesker, der er påvirket af tidligere misbrug i spejderbevægelsen og rørt over modet hos dem, der står frem.”

Søstre går til kamp mod islamisk medgift
Nej til medgift. Sådan lyder budskabet fra foreningen Søstre mod Vold og Kontrol. Flere muslimske kvinder, som DR har talt med, står frem for at standse en tradition, hvor et ægteskab kræver en stor sum i medgift fra mandens side, som kan løbe op i hundredetusinde kroner. Det betyder, at unge mænd helt opgiver at blive gift eller må tage dyre kviklån.

En af kvinderne, 30-årige Karia Omara fra Odense, har selv nægtet at følge traditionen og følt presset fra miljøet. Hun og hendes søster, Leyla Omar, fortæller om problemet med social kontrol i medgiften. Ifølge foreningens stifter, Kefa Abu Ras, kan det have store konsekvenser for kvinder at ”hænge på en stor medgift”. Et problem, som bekræftes af Jesper Petersen, der er ph.d.-studerende i religionshistorie ved Lund Universitet med speciale i islamiske studier. Udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye (S) er chokeret over at høre, at der udveksles store pengebeløb i forbindelse med islamiske ægteskaber og ønsker denne ”form for bazarhandel mellem klaner” stoppet.

Borgerlig kritik af krav om oversættelse af prædikener
Når regeringen vil have mere kontrol med rabiate imamer, gør man samtidig livet surt for internationale menigheder såsom afrikanske baptistmenigheder, færøske frimenigheder og den grønlandske kirke i Danmark. Sådan har kritikken lydt fra flere kirkesamfund over et bebudet lovforslag, der skal gøre det obligatorisk for godkendte trossamfund at oversætte og offentliggøre alle prædikener på andre sprog end dansk. Forslaget ventes at blive fremsat til februar. De tre største borgerlige partier frygter, at et forslag, der har til hensigt at øge kontrollen med ekstremistisk islam, kommer til at ramme fredelige kirkesamfund. Det skriver Kristeligt Dagblad i dag. ”Det siger jo sig selv, at det ikke er i de kristne menigheder, der bliver udklækket syrienskrigere. Så regeringen har en bunden opgave med at få rettet lovgivningen ind, så den kun rammer imamerne,” siger Morten Messerschmidt (DF).

Obama-erindringer får stjerner og ros
I dag kommer den tidligere præsident Barack Obamas første bind i hans erindringer fra tiden som USA's 44. præsident på gaden i 25 lande. ”Et forjættet land” hedder den og har været ventet med omfattende interesse og modtages i den danske presse med store ord og masser af stjerner. Ifølge Politikens anmelder sætter den tidligere præsident ligefrem en "ny standard for politisk erindringslitteratur."

I Kristeligt Dagblad giver kulturredaktør Michael Bach Henriksen bogen fem ud af seks stjerner. Den manglende stjerne skyldes, at erindringerne ikke afslører så meget nyt om Obama, men så stopper kritikken også her, for den lykkes med alt andet. ”Bogen er velskrevet og bringer læseren tæt på det land, han er et produkt af,” skriver anmelderen blandt andet og konkluderer, at Obama som kulturel figur fortsat er uhyre interessant, blandt andet fordi den tidligere præsidents bog også peger på principper og håb for fremtiden som en afgørende rolle for det moderne menneske.

Franskmændene kommer alligevel til at kunne købe juletræer
Julen nærmer sig, men den er truet af coronakrisen. Det gælder også i Frankrig, der er ramt af en ny bølge af smittede og derfor har indført restriktioner i den sociale kontakt i det offentlige rum. Det kan ramme salget af juletræer, hvis folk samles i for store grupper omkring juletræshandlen, skriver franske medier. Men coronaen bør ikke ødelægge julestemningen, mener regeringen, som har udsendt et dekret med en tilladelse til salg, som træder i kraft i denne uge ifølge landbrugsminister Julien Denormandie. ”I denne tid, hvor verden er så trist, er det vigtigt at holde fast i julens eventyrland,” siger ministeren i et interview. I Frankrig sælges seks millioner juletræer hvert år.