Rejsebureau forudser travlhed efter USA-genåbning

Danske rejsebureauer går nogle travle dage i møde, efter at USA mandag har meddelt, at udenlandske rejsende fra EU, Storbritannien, Kina og Indien fra november kan rejse ind i landet.

Det vurderer salgs- og indkøbschef i FDM travel, Jesper Eswald.

- Jeg er helt sikker på, at vi allerede fra i morgen får rigtig travlt, siger Jesper Ewald.

USA har været et lukket land for blandt andet danske rejsende i godt 18 måneder, og derfor er der stor glæde at spore hos FDM Travel efter beslutningen om at åbne grænserne.

- Som markedsledende på rejser til USA med cirka 25.000 rejsende fra Danmark årligt, er det utrolig vigtigt for os som virksomhed, at der bliver åbnet op, siger Jesper Ewald.

- Det betyder også rigtig meget for vores kunder, som har ventet på denne nyhed i halvandet år.

Jesper Ewald lægger ikke skjul på, at de seneste 18 måneder har været rigtig hårde for FDM travel.

- Det er måske en underdrivelse at sige, vi har været hårdt ramt.

- Det har påvirket os hårdt, og vi har skulle tilpasse os en situation med færre kunder. Det har betydet, at vi har været nødsaget til at sige farvel til medarbejdere.

- Vi er dog begyndt at ansætte igen for at imødekomme den store efterspørgsel.

Jesper Ewald pointerer endvidere, at især genåbningen af USA betyder meget, da landet er "det vigtigste marked for FDM travel".

For at kunne komme om bord på et fly til USA, skal man være færdigvaccineret.

Ud over at være vaccineret skal man også fremvise en negativ test, Den må maksimalt være tre dage gammel ved ankomst til USA.

Det er heller ikke klart, om de nye regler kun vil gælde for personer, der er vaccineret med vacciner, som er godkendt i USA.

/ritzau/