Det vilde Sverige

I Kulltorp syd for Jönköping ligger forlystelsesparken High Chaparral en kæmpe park bygget op som det vilde vesten anno 1870

0Overalt i High Chaparral bidrager både gæster og ansatte til at skabe en stemning, der gør, at man får en fornemmelse af at befinde sig i Amerika i 1870’erne. – Begge fotos: Line Vaaben.

Ned ad hovedgaden kommer en diligence trukket af galoperende, svedige heste med skum om munden. Byens beboere kommer løbende ud fra saloonen. Hvad er der sket? Det er naturligvis en røverbande, der har truet sig til penge, og nu er de på vej for at overfalde byens indbyggere.

Kort efter udspiller der sig slagsmål og skuddueller både fra hesteryg og tagryg. Som tilskuere sidder vi på én gang bekvemt på afstand og dog midt i sceneriet, mens vi nyder det professionelle stuntshow, der to gange dagligt opføres her i den svenske westernpark High Chaparral.

High Chaparral er en forlystelsespark ude midt i naturen i det vilde Sverige godt tre timers kørsel fra København. Den startede som en fiks ide hos en lokal forretningsmand, skrothandler og entreprenør, Bengt Erlandsson, der inspireret af en fire måneder lang rundrejse med sin kone i USA fik lyst til at bygge et privat fort på sin ejendom i Kulltorp.

LÆS OGSÅ: Norges fjelde og fjorde fra Hurtigrutens dæk

I 1966 åbnede han dog palisadehegnet for offentligheden. Konen serverede lidt mad, og Bengt fik lokale til at underholde med rideshows. Det greb imidlertid hurtigt om sig, og siden er parken vokset og har knopskudt, så det i dag er en toptrimmet attraktion. Dog stadig med en slags slidt og tilfældig charme sine steder.

Bengt Erlandsson alias Big Bengt lever stadig, men det er hans søn og sønnesøn, der driver foretagendet.

Mange danskere har hørt om den svenske forlystelsespark Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby i Sverige, hvor man kan træde ind i forfatterens eventyr. High Chaparral er mindre kendt herhjemme, men mindst lige så gennemført. Og også sjov for de lidt større børn, der er vokset fra Emil fra Lønneberg.

Når man passerer indgangen, er det som at træde ind i en film. Eller rettere som at befinde sig midt i 1870ernes Amerika.

På stedet sørger ansatte udklædt som pelsjægere, indianere og cowgirls for den autentiske stemning, men gæsterne gør også deres: For mange besøgende er western tydeligvis en livsstil, og man møder hele familier klædt fra top til tå i stetsonhat og krinolinekjoler. Selv de yngste familiemedlemmer i klapvogne har frynsevest og cowboystøvler på. Nogle ville sige, at det er dårlig smag, men man må tage (cowboy)hatten af for de besøgendes dedikation.

High Chaparral er delt op efter temaer. Der er dels en almindelig westernby med butikker, restauranter og saloon, men også en indianerlejr og en mexicansk by, Old Mexico, hvor man kan se både Zorro i fægtekamp og høre spanskklingende sang i siestaen. Sidstnævnte kan man sagtens nå på gåben, men man kan også vælge at sejle dertil med hjuldamper for sådan en er der naturligvis også i High Chaparral.

Ud over at det ganske enkelt bare er sjovt at vandre rundt i de detaljerige omgivelser og få øje på en bisonokse eller en indianer, er der dagen igennem mange underholdende optrin.

Højdepunktet er det førnævnte wild west-show, der gratis spiller to gange om dagen, hvor stuntmænd og ditto -kvinder opfører forskellige historier med slyngler og helte. Alt sammen med elegance og humor det er virkelig akrobatik af høj klasse.

Der findes et mindre show med Lucky Luke og Daltonbrødrene, som henvender sig mere til de yngste børn med masser af falde på halen-komik. Og selvom skuespillerne taler svensk, er det de fysiske jokes og nærkampen, man lader sig underholde af.

High Chaparral er ikke en traditionel forlystelsespark med rutsjebane og skydetelt, men der er mange aktiviteter på stedet.

Man kan vaske guld, køre med diligence eller ride. Alt dette koster ekstra oven i entrebilletten og kan sagtens undværes.

Selv tilkøbte vi alene en tur med det gamle damplokomotiv der er nemlig på den store grund også anlagt en ret lang jernbane, der kører mellem westernbyen og den mexicanske by. Turen var virkelig pengene værd. Undervejs bliver toget naturligvis overfaldet af røvere hvilket er så godt spillet, at både børn og sarte sjæle kan få sig et chok.

Har man børn, er High Chaparral elementært underholdende, fordi det er flot lavet, og fordi der hele tiden sker noget. Og hvis man først har udstyret børnene med et par billige pistoler med legetøjskugler og en cowboyhat, kan man med succes slippe dem løs i Buffalo City en legeplads bygget som westernby, hvor alt er i ministørrelse.

Skal man stille sult og tørst, er der naturligvis både saloons og restauranter som byder på alt fra pizza til mexicansk mad og steaks. Efter otte timer i det vilde vesten kørte vi direkte hjem alle børn faldt i søvn på bagsædet.

Skuddueller og hjuldamperrejser trætter mere, end man skulle tro.