Kristen historie i muslimske omgivelser

Jordan er overvejende muslimsk, men har stor tilknytning til kristendommens oprindelse. Landet lister 28 steder fra bibelhistorien, som kan ses og besøges. Her går vi tæt på to af de vigtigste: hvor Jesus blev døbt, og hvor Moses så det forjættede land

Pilgrimme bader i Jordanfloden nær Jeriko
Pilgrimme bader i Jordanfloden nær Jeriko.

Jesus blev døbt af Johannes Døberen i eller ved Jordanfloden, der i dag er grænsen mellem Israel/Vestbredden og Jordan, men det helt nøjagtige dåbssted er ikke nemt at udpege et par tusinde år senere.

Landskabet er forandret, og floden er skrumpet ind til et vandløb, der mere ligner en å eller en stor bæk, fordi flodvandet bruges til kunstvanding. Men ved floden lidt nord for dens udløb i Det Døde Hav har begge lande besøgsfaciliteter for pilgrimme og turister; heromkring blev Jesus døbt. Vi besøgte den jordanske side.

Jordanerne holder sig blandt andet til en skriftlig kilde, som siger, at dåben fandt sted et stenkast fra floden, og dette sted fremstår i dag som et lille vandhul med bygningsrester og en nutidig stenmosaik, der viser dåbshandlingen. Går man lidt videre, kommer man til selve flodløbet, som kun er få meter bredt, og man har førsteparketsudsigt til de dåbshandlinger, der finder sted fra den israelsk kontrollerede side.

LÆS OGSÅ: Den tyrkiske opiumsby satser på wellness-turister

Indtil 1994 var området militært og lukket for offentligheden, men i dag kan besøgende gå frit omkring og dermed også se nærmere på stedets fem kirkeruiner, som er endnu et indicium for, at den østlige, jordanske side af floden rummer selve dåbsstedet.

I de første århundreder efter Jesus og Johannes Døberen kom mange pilgrimme til stedet, og de fem kirker blev bygget på forskellige tidspunkter.

Dette varede frem til omkring 1300-tallet, hvor beduinstammer fik magten og gjorde området usikkert.

Senere gjorde Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig og den israelsk-palæstinensiske konflikt stedet utilgængeligt, og først da Jordan og Israel i 1994 indgik fred, blev miner fjernet og området åbnet.

Siden har omfattende arkæologiske udgravninger været i gang, og rejsearrangører tager turister til stedet, som man desuden let selv kan finde frem til ved hjælp af tydelig vejskiltning, hvis man er i bil og kører fra Jordans hovedstad, Amman, mod Det Døde Hav. Pave Frans besøger Jesu dåbssted den 24. maj.

Fra Jordanflodens udløb, som er Jordens laveste punkt og ligger cirka 400 meter under havets overflade, skal man kun flytte sig 15-20 kilometer mod øst og op i en højde af cirka 800 meter over havet for at komme til endnu et bibelhistorisk vigtigt sted, Nebo-bjerget, hvorfra Moses så det forjættede land efter 40 års ørkenvandring fra Egypten over Sinai og ind i det nuværende Jordan.

De færreste vil formentlig finde udsigten forjættende i dag.

Det meste er gold bjergørken, dog med en del grønt ved Jeriko på Vestbredden, men i klart vejr kan man se store dele af Vestbredden og Israel, blandt andet Jerusalem.

Hvad Moses så, ved vi lidt om fra Det Gamle Testamentes Femte Mosebog: Det land, som Gud gav sit folk, israelitterne, med Gilead op til Dan, hele Naftali, Efraims og Manasses land, hele Judas land over til havet i vest, Sydlandet og Jordandalen, dalen ved Jeriko, Palmebyen, ned til Soar.

Gud bestemte, at Moses ikke skulle med ind i det forjættede land. Han døde 120 år gammel og blev begravet i dalen, men gravens placering er ukendt.

På Nebo-bjerget er et monument for Moses, et museum og en kirkeruin, og man bør i samme forbindelse besøge den nærliggende by Madaba, kendt som mosaikbyen, hvor den græsk-ortodokse Sankt Georgs-basilika rummer en gulvmosaik fra 500-tallet med to millioner farvede sten, der viser et kort over Palæstina og Nildeltaet.

Kristeligt Dagblad var inviteret til Jordan af Apollo Rejser

JORDAN BIBELHISTORIEUdsigten over en del af Det Forjættede Land fra Nebo-bjerget. Foto: Mogens Hansen
JORDAN BIBELHISTORIEUdsigten over en del af Det Forjættede Land fra Nebo-bjerget. Foto: Mogens Hansen Foto: Mogens Hansen
JORDAN BIBELHISTORIEDenne figur med Moses i profil står på toppen af Nebo-bjerget. Foto: Mogens Hansen
JORDAN BIBELHISTORIEDenne figur med Moses i profil står på toppen af Nebo-bjerget. Foto: Mogens Hansen Foto: Mogens Hansen