Det føles helt forkert med den jakke. Temperaturen udenfor er over 30 grader, og solen skinner fra en næsten skyfri himmel. Man behøver dog kun at stille sig hen til indgangen til vinkælderen, hvorfra kold luft strømmer ud, for at blive overbevist om, at jakken er en god idé.
Lokalguiden har endda en pels på, og efter at hun er hoppet ind i bilen, kører den ned i et underjordisk rige, hvor temperaturen permanent er lige omkring 12 grader.
”Velkommen til Milestii Mici,” siger hun og begynder at fortælle om stedet knap 20 kilometer syd for Moldovas hovedstad, Chisinau, alt imens bilens lygter på vejen rundt i de labyrintiske gange oplyser store egetræstønder eller ståltanke indeholdende millionvis af liter af vin.
Her er i alt over 200 kilometer gange, hvoraf de 55 kilometer bruges til at lagre vin. Og mens det føles ganske surrealistisk at køre rundt 30-85 meter under jorden i en bil gennem de naturligt skabte og siden ved menneskehånd udvidede kalkstensgange, er det intet imod synet, da bilen stopper ved selve vinkælderen, og turen fortsætter til fods.
Den tidligere sovjetrepublik Moldova stod for produktionen af broderparten af den vin, der blev konsumeret i Sovjetunionen, og vin er fortsat landets største eksport-artikel.
Mens Milestii Mici er med i Guinness' Rekordbog som verdens største vinkælder, er det en anden vinproducent, Cricova, der er det smarte mærke.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, fejrede således i 2002 sin 50-årsfødselsdag i Cricovas underjordiske gange, men tiderne med venskabelige forbindelser mellem Moldova og Rusland er forlængst forbi.
Siden september sidste år har Moldovas vin officielt af sundhedshensyn, reelt på grund af landets nuværende vestvendte politik været ramt af et russisk import-forbud. Og selvom det kan mærkes, har den stedlige vinindustri de senere år været dygtig til at finde nye markeder. Allerede inden det russiske importforbud var Kina således den største aftager af moldovisk vin.
Men tilbage til Milestii Micis vinkælder. Her er mere end to millioner flasker vin lagt til lagring efter et system, som man nok skal have været ansat mange år på stedet for at kunne gennemskue. For i de lange gange er teksten på de små skilte med information om vinen på grund af den fugtige luft oftest ulæselig, mens et tykt lag støv dækker flaskerne, der som regel heller ikke er udstyret med en etiket. Tilbage er kun nummeret på selve den indhuggede niche, som flaskerne ligger i. Et nummer, man må håbe, at ledelsen af den kombinerede vingård og vinkælder har noteret et eller andet sted, hvad betyder.
Noget mere styr på det er der i den afdeling, hvor privatpersoner har lejet sig ind. Her er også gitre med hængelåse foran de enkelte nicher. Ifølge guiden er det primært kunder fra Kina og Rusland, der har valgt at udnytte de underjordiske betingelser, der efter sigende er perfekte til at lagre vin.
Ihukommende den russiske vin-boykot af Moldova ville et oplagt modtræk være at ”beslaglægge” de russiske kunders vin. Et forslag, der dog ikke umiddelbart falder i god jord hos guiden, der selv er etnisk russer. Snakken bliver i al fald hurtigt drejet ind på den forestående vinsmagning.
For her godt 80 meter under jorden er der såmænd også blevet plads til en kæmpemæssig restaurant, hvor en violin- og en harmonika-spiller byder velkommen. Alt efter hvor meget man betaler, kan vinsmagningen inkludere op til syv vine og en stor menu; den billigste tur inkluderer tre vine og en håndfuld jordnødder. Og mens hvid- og dessertvinen er hvinende sød, er rødvinen af en tør karakter, der mere falder i vestlig smag.
Hovedparten af den vin, inklusive rødvin, der produceres i Moldova, er ellers af den søde slags, der nok har et stort marked i Østeuropa og tilsyneladende også i Kina og Japan men endnu har et gennembrud til gode i Vesteuropa.
Tilbage på overfladen er sidste indslag på rundturen stedets vinbutik med et stort udvalg og særdeles venlige priser.
For tre flasker rødvin, to tørre og en mousserende(!), lød regningen på under 50 danske kroner.
