I årene 1936-1938 førte en særlig natlig trafik hen til Huset ved Floden, som den imponerende bygning stadig bliver kaldt. Det hemmelige politi, NKVD's, biler standsede ofte ved bygningen. Den var opført få år forinden og tiltænkt et specielt segment i den nye Sovjetstat, nemlig eliten. Beliggenheden ned til Moskva-floden og lige over for Kreml var passende for videnskabsmænd, berømte bolsjevikker, veteraner fra borgerkrigen, ministre, forfattere og andre kulturpersonligheder. Det var sådanne menesker, der beboede de 505 lejligheder.
Men det var også denne gruppe af borgere, der var særlig udsat, da det kommunistiske lederskab med generalsekretær Josef Stalin og NKVD-chef Nikolaj Jesjov som drivende kræfter slap det, der senere er blevet kendt som ”Den Store Terror” løs mod Sovjetunionens befolkning. Når nattens gæster startede elevatoren, og en mekanisk brummen rungede ud i opgangen - langsomt fra en etage til den næste - var det kun de mest tykhudede, der stadig sov. Hvor ville NKVD-folkene banke på denne gang?
En af stuelejlighederne er nu indrettet til museum. Det minder om den tragiske skæbne, der ramte så mange af husets beboere. Typiske 1920'er- og 1930'er-effekter fra Sovjetunionens unge år fylder rummene: buster af revolutionsledere, antikke telefoner og tidlige arkitektlamper. En af de første skrivemaskiner står på et solidt skrivebord af træ.
Ved siden af ligger flere bøger, dokumenter og læderindbundne mapper, som om en af husets åndsarbejdere netop har rejst sig for at gå ud og lave te.
Huset ved Floden var et lille samfund i samfundet. Den tolv etager høje bygning er tegnet af den sovjetiske stjernearkitekt Boris Iofan, som var magthavernes foretrukne mand til den slags opgaver. Han udstyrede komplekset med alle moderne fornødenheder. Eget posthus, biograf, bank, frisør, børnehave, lægehus, teater, vaskeri, købmand, tennisbane og spisesal bidragede til de luksuriøse forhold.
Da Huset ved Floden stod færdigt i 1931, flyttede Iofan selv ind med det samme. Blandt andre prominente var Stalins børn, Svetlana og Vasilij, marskal Mikhail Tukhatjevskij og Berlins erobrer, Georgij Sjukov. Sovjetunionens senere generalsekretær Nikita Khrusjtjov boede i bygningen i 1930'erne. Det samme gjorde de ledende medlemmer af den kommunistiske verdensorganisation Komintern Georgi Dimitrov og Karl Radek samt den fremtrædende politiker og minister Aleksej Rykov.
Bølgen af arrestationer i 1936-1938 medførte en decimering af beboerne i ”Huset ved Floden”. Den ene efter den anden blev taget med af regimets håndlangere til NKVD-hovedkvarteret Lubjanka midt i Moskva, hvor afhøringer, tortur og tvungne tilståelser ventede. Lange lister på museets vægge fortæller, hvem der blev skudt, og hvem der blev sendt adskillige år i Gulag-arbejdslejr i Sibirien under ekstremt barske forhold. Mere end 800 sovjetborgere på den eksklusive adresse blev ofre for repressionerne.
Det svarer til omkring en tredjedel af alle dem, der boede der i perioden. Af dem blev cirka 350 henrettet.
Huset ved Floden har fået sit navn af en beboer, der under terroren var meget ung.
Født i 1925 boede Jurij Trifonov i bygningen mellem 1931 og 1939 - fra han var seks, til han var 14 år gammel. I juni 1937 oplevede han, at faren, Valentin Trifonov, - en højtstående officer, diplomat og helt fra revolutionen - blev arresteret. Jurijs far blev skudt året efter. På samme tid blev også moren, Jevgenija Lurje, anholdt og sendt otte år i Gulag. I deres lejlighed var kun Jurij, søsteren og bedstemoderen tilbage.
Teenageren, som mistede sine forældre til terroren, udviklede sig til en af Sovjetunionens mest berømte forfattere.
I 1976 udgav Jurij Trifonov romanen ”Huset ved floden” - et navn, moskovitterne hurtigt tog til sig som betegnelse for bygningen. Handlingen udspiller sig netop på adressen, hvor forfatteren boede som lille. I en passage fra bogen hedder det om huset: ”Det var så stort, at om morgenen blokerede det for solen, og på solrige dage kastede det en enorm skygge.”
Alligevel er Jurij Trifonovs barndomshjem stadig populært hos Moskvas bedrestillede og kendte indbyggere. Blandt andet bor lederen af den russisk-ortodokse kirke, patriark Kirill, nu i lejlighed nummer 214. Jurij Trifonovs enke, Olga, arbejder som inspektør for museet, og mellem de mange genstande, montrer og informationstavler kan man stadig være heldig at møde hende.
