Kullen i Sverige: Klipper, grotter og vild natur

Høje klipper, mørke grotter og svimlende udsigt. Naturreservatet Kullen i Skåne ligger tæt på Danmark, men byder på enestående og ganske udanske naturoplevelser for hele familien

I begyndelsen af 1900-tallet drog de rige og smarte fra blandt andet Danmark og Tyskland til Mölle, for her kunne mænd og kvinder gå i vandet sammen. -
I begyndelsen af 1900-tallet drog de rige og smarte fra blandt andet Danmark og Tyskland til Mölle, for her kunne mænd og kvinder gå i vandet sammen. -

Blot tre kvarters kørsel fra færgelejet i Helsingborg kan man parkere bilen ved foden af det otte kilometer lange forbjerg Kullen, der stikker sin klippefyldte snude ud mellem Øresund og Kattegat 35 kilometer nord for Helsingborg.

Kullen - på svensk Kullaberg - er et af de mest storslåede og velbesøgte naturreservater i Sverige. Halvøen har en imponerende klippekyst, hvor lodrette klippevægge på op til 60 meter stejler over havet. Hertil kommer bøgeskov, lynghede, store engområder og småsøer. En varieret natur, der sikrer et rigt dyreliv - blandt andet i form af 90 forskellige fuglearter, der yngler på Kullen.

Mange danskere har da også fået øjnene op for naturen på Kullen, og det er nok især de fascinerende klippeformationer, der virker ganske eksotiske set med lavlandsdanske øjne.

Der er flere muligheder for at følge afmærkede vandreruter på Kullen og sammensætte sin egen rute alt efter dagsform og vandreerfaring. En omkring 15-20 kilometer lang rute har for eksempel udgangspunkt fra den p-plads, der ligger tættest på Kullens højeste punkt: Håkull på 187 meter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Første del byder således på en omgang ”bjergbestigning” ad skovstierne op mod Håkull. 187 meter lyder måske ikke af meget, men det er trods alt højere end det, den danske natur kan byde på. Opstigningen giver pulsen et ordentligt nøk opad, og på toppen skal man lige sunde sig et par minutter, inden panoramaudsigten for alvor kan nydes: hav til begge sider og det flade skånske landskab strakt ud som et mønstret tæppe for foden af bjerget.

En stor naturoplevelse rigere fortsætter man ad den blå rute, der går gennem et kuperet område domineret af skov, mose og hede langs halvøens nordøstlige kyst.

Ruten er godt markeret med blå pletter på træer og sten, og flere steder virker markeringerne helt nymalede. Ruten bevæger sig efterhånden tættere på kysten, og flere steder er der mulighed for at gøre en kort - men stejl - afstikker ned til vandet.

Det kan bestemt anbefales, for på nedstigningerne, der er forsynet med trin og et reb, man kan klamre sig til, får man for alvor øjnene op for Kullens imponerende natur.

Ved Josefinelust åbenbarer en af forbjergets flere end 20 grotter sig mellem klipperne.

Grotterne, kløfterne og klippernes fascinerende former er resultatet af bølgernes kraft, der gennem årtusinder har formet kystlinjen. Mange steder er klipperne forunderligt glatte og runde, som om havet har formet dem med en særligt kærlig hånd.

Her er det passende med en velfortjent pause, før man sigter mod Kullens yderste spids, hvor Skandinaviens kraftigste fyr troner over klipperne. Det nuværende fyr er bygget i 1900, men der har været et fyr på stedet siden 1500-tallet for at forebygge forlis i det stærkt trafikerede Øresund.

Hvis man ikke er til de lange vandreture, er der mulighed for at parkere tæt ved fyret og gå det sidste stykke op til den storslåede udsigt. I klart vejr er det muligt at skimte Kronborg, og det siger lidt om, hvor tæt vi faktisk befinder os på Danmark.

Ved fyret er der café, toiletter og en gratis udstilling, hvor man kan blive klogere på Kullens geologi og de planter og dyr, der trives i naturreservatet. I udstillingsbygningen er det også muligt at tilmelde sig guidede ture i højsæsonen - for eksempel i form af vandreture, grotteekspeditioner med båd, klatrekurser og mountainbiketure.

Hvis man er glad for vand, er det oplagt at tilmelde sig en snorklesafari, for Kullens kyst er et populært dykkested. I 1986 blev en 300 meter bred bræmme langs halvøens kyst udlagt til marinereservat for at bevare og beskytte den varierede flora og fauna under havoverfladen.

Fra fyret fortsætter man nu ad den røde rute, der passerer flere flotte udsigtspunkter. En stor mængde efterladenskaber vidner om, at får sørger for naturplejen i en del af området.

Ved Ransvik er det værd at gøre en afstikker ned ad den stejle trappe til Ellens Café, der ligger lige i vandkanten. Her kan man nyde kaffe og hjemmebag i historiske rammer.

I caféens hyggelige lokaler fortæller nostalgiske billeder af mænd og kvinder i uldent, stribet badetøj et vovet kapitel i Sveriges historie.

Kysten ved Ransvik og den nærliggende havneby Mölle var nemlig det første sted i Sverige, kvinder og mænd officielt fik lov at gå i vandet sammen.

Dette vovede badeinitiativ i begyndelsen af 1900-tallet sendte bølger af forargelse ud i det omkringliggende samfund. Men det tiltrak også de rige, smarte og kendte fra København og Berlin, der valfartede til det frie badeliv på Kullen.

Den lille havneby Mölle udviklede sig til en mondæn ferieby, og flere badehoteller slog dørene op for at tage imod de mange gæster.

I Ransvik kan man forlade den røde rute og i stedet vælge stien, der går helt tæt på vandet ind mod Mölle.

I den lille og charmerende havn nyder lystsejlere og andet godtfolk stemningen, isboden og muligheden for at sætte tænderne i en friskfanget fisk.

Herfra er der kun et par kilometer tilbage til udgangspunkt, hvor bilen venter.

Men det forudsætter, at man finder den stikvej, der er markeret på kortet. Gør man ikke det, er der kun en mulighed: Man må kravle op ad en stejl skrænt.