Prøv avisen

Armeniens ”klostervej” er fyldt med religiøs arkitektur

Haghpat-klostret er på Unescos liste over verdens kulturarv. I begrundelsen siger FN-organisationen blandt andet:”Klostret repræsenterer det ypperste af armensk religiøs arkitektur, hvis unikke form udvikledes ved at blande elementer fra byzantinsk gejstlig byggestil med Kaukasus-regionens traditionelle folkelige arkitektur.” - Begge fotos: Jens Malling.

Adskillige middelalderkirker og -klostre ligger naturskønt på klippefremspring og bjergsider langs Armeniens 80 kilometer lange ”klostervej”

Fra den armenske provinshovedstad Vanadzor og nordøst op mod den georgiske grænse løber Armeniens ”klostervej”. Vejen snor sig gennem Debed-flodens slugter.

I bjergene på hver side opførtes i perioden fra det 10. til det 13. århundrede adskillige klostre og kirker.

Vejen forbinder den ene efter den anden af disse middelalderbygninger. Koncentrationen af historiske seværdigheder er høj, og ”Klostervejen” indbyder til flere dages udforskning; mange af de gamle bygninger ligger forholdsvis uberørt hen.

Områdets to mest berømte klostre er Sanahin og Haghpat, begge påbegyndt i det 10. århundrede.

De to vigtige historiske bygninger kom på Unescos liste over verdens kulturarv i 1996 med den begrundelse, at de ”repræsenterer det ypperste af armensk religiøs arkitektur, hvis unikke form udvikledes ved at blande elementer fra byzantinsk gejstlig byggestil med Kaukasus-regionens traditionelle folkelige arkitektur”.

Bygningskomplekserne havde ikke kun religiøs betydning. De var centre for uddannelse, videnskab, kunst og filosofi. De blev opført i en periode, hvor det armenske kongedømme Lori var særlig fremgangsrigt.

Sanahin og Haghpat ligger kun syv kilometer fra hinanden i nærheden af byen Alaverdi.

Sanahin nås ved at tage en gammel sovjetisk svævebane nede fra centrum af Alaverdi. Efter en gåtur gennem landsbyen Sarahart, hvor svævebanen lægger til, forbi rækken af souvenirsælgere, når man klosteret.

Græstotter og små buske vokser ud af sprækkerne mellem de grove mursten. De mosbeklædte mure er udstyret med tårne og vidner om, at Sanahin også tjente som forsvarsværk. Indgangspartiet fremstår som en såkaldt ”gavit”, der er en stor hal-lignende struktur i denne type armensk klosterbyggeri.

Salen tjente både som mausoleum og møderum. Vokslys brænder henne ved væggen, men de små flammer har kun begrænset effekt på mørket mellem søjlerne. Kors er hugget ud flere steder i de bastante vægge. Ens fodtrin runger mellem kuplerne. Stopper man derimod op, er stilheden total. En ældre nonne klædt helt i sort skrider umærkeligt gennem rummene. Mystiske, for længst glemte og kun halvt synlige skrifttegn er indgraveret flere steder.

Haghpat er et par årtier yngre end Sanahin. Alene vejen til tvillingeklosteret er turen værd. Opad, opad går det i den hårdtprøvede hyrebil.

Den formidable udsigt bliver hele tiden en tak bedre. Køer og heste står på det modsatliggende plateau og græsser. Lige foran dyrene falder afgrunden brat ned flere hundrede meter. Slugter og dale skærer sig ind i bjergmassivet og forsvinder bag skråningerne.

Pludselig ligger Haghpat foran en. Stort og gråt viser klosteret sig og med røde, forskudte tage. I en halvdunkel mellemgang toner et af stedets vigtigste monumenter frem, nemlig den Hellige Frelser-khachkar.

Haghpat er særlig kendt for sine khachkarer eller korssten, som er en slags kunstfærdigt udhuggede mindesmærker og kan være op til tre meter høje. De opretstående khachkarer har et kors i midten, som typisk er omgivet af geometriske dekorationer og plantemotiver. De udgør et af Armeniens vigtigste kulturelle symboler. Den Hellige Frelser-korssten i Haghpat er fra 1273. Afbildninger af disciple og apostle omkranser den centrale korsfæstningsscene.

Stenen hører til de smukkeste khachkarer, som armenske mestre nogensinde har frembragt.

Udvendigt gløder Haghpat varmt og gyldent, idet solen går ned over landskabet. Den, der endnu ikke har fået nok af at gå på opdagelse i denne fascinerende middelalderverden, kan trøste sig med, at der er mange flere klostre at udforske omme bag bjergene.

Den Hellige Frelser-korssten i Haghpat-klosteret er fra 1273. Afbildninger af disciple og apostle omkranser den centrale korsfæstningsscene.