Zaragoza er Spaniens femtestørste by, men det er nok kun få, der har besøgt den, fordi den ligger midt imellem de to store turistmagneter, Barcelona og Madrid, der snupper næsten al opmærksomheden.
Ærgerligt, for faktisk har Zaragoza så meget historie, kultur og arkitektur at byde på, at kun dem, der ikke er interesseret i det, vil rejse skuffede derfra.
Egentlig er navnet Zaragoza en omskrivning af ”Cesar-augusta”, efter den romerske kejser Gajus Julius Cæsar Octavianus, der blev kendt som Augustus. Han var romersk kejser fra 31 f.Kr. – 14 e.Kr.
Der er kun få spor af romerne, men til gengæld har mange af de arabiske maureres værker overlevet. Især det prægtige Aljafería-palads, men også mange andre bygninger, som er opført i den såkaldte mudejar-stil. Faktisk er regionshovedstaden Zaragoza og hele regionen Aragonien så velforsynet med mudejar-arkitektur, at Unesco i 2001 optog den på sin verdenskulturarvliste.
Efter romerne kom visigoterne, der indtog Zaragoza midt i det 5. århundrede. Men deres herredømme blev kort, og de satte ingen nævneværdige præg på byen.
Det gjorde til gengæld maurerne, der kontrollerede Saraqusta, som de kaldte den, fra 714 til kong Alfons I genkristnede byen i 1118.
Det var i denne periode, at Aljafería-paladset blev opført og udsmykket med farverige stukmønstre og inskriptioner fra Koranen. Efter Alfons I’s generobring blev Aljafería-paladset bolig for kongerne af Aragonien.
Den mest magtfulde af dem var kong Ferdinand, der giftede sig med dronning Isabella af Kastilien i slutningen af 1400-tallet. De boede en overgang i paladset og fik lavet en tronsal, hvis loft er ét af de smukkeste eksempler på træskærerarbejde. Dette giftermål skabte grundlaget for det nuværende Spanien, og tilsammen fik de to mægtige kongedømmer slagkraft til at fordrive den sidste arabiske konge fra Granada.
I 1502 gav Isabella og Ferdinand, der begge var katolikker, de spanske muslimer valget mellem at lade sig døbe på kristen vis eller forlade landet. Mange af de såkaldte morisco’er tog imod tilbuddet om at blive, og de satte gennem årene deres præg på bygningsværker.
Der blev opført ottekantede tårne med stuk og keramik, og selv kirkerne blev udsmykket i mudejar-stil. Det gælder for eksempel murværket på den ældste af Zaragozas to katedraler, La Seo, som blev bygget ovenpå den tidligere moské, som igen var anlagt ovenpå et tidligere romersk tempel.
Den anden og større katedral, der blev opført til ære for Jomfruen af Pilar, kom først til meget senere, nemlig i 1600-tallet. Siden den sene middelalder har Jomfruen af Pilar været skytsjomfru for Zaragoza og hele Aragonien, og da hun fejres med et blomsterhav foran katedralen den 12. oktober – på den spanske nationaldag – betragtes hun i dag som hele Spaniens skytsjomfru.
Inden i den enorme katedral i barok byggestil står den kun knapt 40 centimeter høje figur af Pilar. Kun hendes guldkrone og guldbroderede silkekjole og søjlen gør, at hun er til at få øje på. Men mange kommer og beder til hende, ikke mindst de kvinder, der er opkaldt efter hende.
I katedralen kan man også se et freskomaleri i en af kuplerne, som det efter sigende tog Francisco de Goya flere år at male. Selvom der ikke er belæg for det, påstås det, at han blev hjerneskadet af dampene fra malingen, da han stod på stilladset oppe under kuplen, og at han derefter begyndte på sin såkaldte sorte periode, hvor han malede dæmoner og forvredne ansigter. Goya, der var født i landsbyen Fuendetodos, et halvt hundrede kilometer fra Zaragoza, var enormt produktiv og konstant udsat for de på den tid sikkert giftige malingsdunste.
Så det kan ikke afvises, at hans kunstneriske bidrag til Pilar-katedralen var medvirkende årsag til hans dårlige mentale helbred.