Ukraine: I Karpaterne finder du vild natur og få turister

Karpaterne strækker sig gennem flere østeuropæiske lande. Begrænset turisme, særlig vild natur og enestående kultur gør den ukrainske del ekstra attraktiv

Over en tredjedel af alle europæiske plantearter befinder sig i skovene i De Ukrainske Karpater, og det vrimler med brun bjørn, los, ulv, vildsvin og kronhjort samt mange sjældne fuglearter.
Over en tredjedel af alle europæiske plantearter befinder sig i skovene i De Ukrainske Karpater, og det vrimler med brun bjørn, los, ulv, vildsvin og kronhjort samt mange sjældne fuglearter. Foto: Jens Malling.

Ikke langt fra den ukrainske regionshovedstad Lviv begynder Karpaterne langsomt at hæve sig.

Syd for byen stiger de op mod grænsen til Rumænien. Endnu på denne side når de på toppen af Hoverla op i 2061 meter. Det er samtidig Ukraines højeste punkt. Bjergkæden er arealmæssigt en af Europas største. Den rækker desuden ind over Tjekkiet, Ungarn, Slovakiet, Polen og Serbien.

LÆS OGSÅ: Når vi rejser, bliver vi bedre mennesker

En tre timer lang tur med elektritjka regionaltog fører fra Lviv til landsbyen Volovets inde i hjertet af De Ukrainske Karpater. Slangen af blå-hvide vogne bugter sig frem. Den suges gennem sorte tunneller og glider hen over jernbanebroer, hvor blikket svimler ned i slugterne.

Gule høstakke er placerede med jævne mellemrum på de grønne bakker i forgrunden. Høje tinder rejser sig og flænser skyerne i baggrunden. Små landsbyer med skæve træhuse kommer til syne i dalene, og køer græsser på den lille forhøjning op mod banelegemet.

De Ukrainske Karpater bliver også kaldt Hutsul-alperne efter det folkefærd, der lever her. Isoleret af den ufremkommelige natur gennem århundreder har hutsulerne bevaret egne sædvaner og skikke.

De taler deres eget sprog, som er en blanding af ukrainsk, polsk og rumænsk. De omkring 27.000 hutsuler er kendte for at iklæde sig traditionelle og farvestrålende dragter samt for stor dygtighed inden for kunsthåndværk særligt snedkerarbejde, kobberarbejde, vævning og keramik.

De har deres egne danse og sange. Ved festlige lejligheder sætter flere meter lange trembitaer toner til. Det er den lokale udgave af et alpehorn. På markedet i Kosiv sælger hutsulerne deres kunsthåndværk, et museum i Kolomyja er dedikeret til deres historie og årlige festivaler fejrer deres egenart.

De Ukrainske Karpater har været omstridte i det tyvende århundrede. Først hørte de til Østrig-Ungarn, men kun indtil kejserriget tabte Første Verdenskrig.

Nederlaget medførte, at hutsulerne i starten af 1919 erklærede deres egen republik. Selvstændigheden varede dog kun seks måneder, idet den nyoprettede stat Tjekkoslovakiet inkorporerede hutsulernes land.

I 1938-39 overgik det til Ungarn.

Efter Anden Verdenskrig blev De Ukrainske Karpater en del af Sovjetunionen. Den lokale befolkning var dog fast besluttet på at kæmpe for selvbestemmelse. Bjergene var en perfekt kulisse til den langvarige guerillakrig som fulgte.

Først i 1956 havde den sovjetiske centralmagt fuld kontrol med det vestlige Ukraine.

Toget kører videre. En flod bruser forneden. Langs bredden står tålmodige fiskere og venter på deres fangst. Solen blinker fra løgformede spir på de ortodokse kirker. Igennem den ene undselige stationsby efter den anden.

Vakkelvorne stakitter afgrænser frugthaverne. Ladaer drøner ud ad støvede grusveje.

På et rangerterræn holder godsvogne klar til at køre væk med brede træstammer. Størstedelen af Karpaterne er dækket af skov, og tømmerindustrien skaffer en del arbejdspladser.

Over en tredjedel af alle europæiske plantearter befinder sig i skoven, og det vrimler med brun bjørn, los, ulv, vildsvin og kronhjort samt mange sjældne fuglearter.

I den lange periode med kommunisme i de østeuropæiske lande blev Karpaterskoven kun i begrænset grad udnyttet kommercielt. Derfor fremstår naturen mange steder stadig helt uberørt. Hertil kommer den ikke særligt udviklede turisme, der gør særligt De Ukrainske Karpater egnede for kræsne vandrere med hang til at have omgivelserne for sig selv.

Toget holder ved trinbrættet i den lille landsby Volovets. Her står mange ud det er målet for en populær dagsudflugt fra Lviv.

I en naturpark nogle kilometer borte befinder sig nemlig Karpaternes højeste vandfald.

For et beskedent beløb indvilger en taxachauffør i at køre hen til Sjypit, som stedet hedder. Om vinteren er det samtidig et skisportssted, og en lift fører op på Ukraines tag.

Med udsigt til det vidtstrakte landskab nedenfor nyder flere lokale en picnic og en velfortjent fridag. Langt borte fortaber bjergtoppene sig i horisonten.

Faktabokse:

Billetter til toget mellem Lviv og Volovets købes på hovedbanegården i Lviv. Kig efter en forbindelse, hvor endestationen er Mykatjeve. En enkeltbillet koster 46 hryvna. Det svarer til 30 kroner.

Om bord på toget kan man hverken købe mad eller drikke. Det er der rig mulighed for på banegården.

Råd til turen: Selv om sommeren bliver det ofte ret koldt oppe i bjergene, så det kan anbefales at tage en ekstra sweater med.

Fire vigtige attraktioner i de Ukrainske Karpater:

Hutsul Museet i Kolomyja giver indblik i dette folkeslags særlige kultur og egenart.

Adressen er Teatralna 25, mandag lukket.

http://hutsul.museum/eng/welcome/

Hutsul markeder fra en stor basar i Kosiv sælger hutsuller hver lørdag deres kunsthåndværk. Også i andre byer kan man erhverve deres enestående produkter. http://visittoukraine.com/en/news/shopping-tourism-in-ukrainian-hutsul-markets.html

Hutsul festival hvert år finder en række festivaler sted, der fejrer hutsullernes traditioner.

http://karpatytravel.wordpress.com/2013/04/19/music-festivals-and-hutsul-festivals-2013/

Det 14 meter høje vandfald Sjipyt er et populært udflugtsmål. Fra stationen i Volovets er der cirka 10 kilometer. Taxaer kører derhen for omkring 100 hryvna eller omkring 65 kroner.

http://visittoukraine.com/en/ideas-for-travel/shypit-waterfall.html

2Med udsigt til det vidtstrakte landskab nedenfor nydes en picnic på en skråning i nærheden af landsbyen Volovets. – Alle fotos: Jens Malling.
2Med udsigt til det vidtstrakte landskab nedenfor nydes en picnic på en skråning i nærheden af landsbyen Volovets. – Alle fotos: Jens Malling.