Blodskirken i Sankt Petersborg

Vor Frelsers Genopstandelseskirke, som den også hedder, er en af Skt. Petersborgs mest ikoniske bygninger, og den rummer en spændende historie

Blodskirkens ydre er et festfyrværkeri af farver, løgkupler og mosaikker. – Alle fotos: Jesper Møller.
Blodskirkens ydre er et festfyrværkeri af farver, løgkupler og mosaikker. – Alle fotos: Jesper Møller.

Skt. Petersborg er den russiske by, der indeholder flest arkitektoniske mesterværker, og som besøgende kan man hurtigt blive forvænt med det ekstraordinære.

Alligevel er det svært ikke at blive imponeret, når man første gang står foran den såkaldte Blodskirke. For mage til unikt bygningsværk skal man lede længe efter.

Kirken – eller katedralen, som den rettelig er – er et festfyrværkeri af farver og forskellige former. Her er buede facader, spidse tårne og de traditionelle russiske runde løgkupler.

Nogle vil måske opleve en form for deja-vu, når de ser Blodskirken, og det er ikke uden grund. Blodskirken minder meget om Vasilij-katedralen på Den Røde Plads i Moskva, der er Ruslands mest berømte kirke.

Når Blodskirken kan få besøgende til at spærre øjnene op, skyldes det også, at den skiller sig ud fra Skt. Petersborgs øvrige store bygningsværker. De er næsten alle inspireret af barok og den vestlige nyklassicisme, hvorimod Blodskirkens karakteristiske løgkupler omvendt repræsenterer den gammelrussiske stil.

Samtidig er Skt. Petersborg kendt for sin stringente byplan, og her afviger Blodskirken fra de symmetriske linjer ved at ligge midt på en vej og tilmed slå et lille smut ud i en kanal.

Årsagen til det atypiske udseende og den uortodokse placering bunder i en dramatisk historie.

Den 13. marts 1881 blev zar Alexander II udsat for et attentat, da hans kortege befandt sig langs Gribojedov-kanalen i Skt. Petersborg. Det var to medlemmer af anarkistbevægelsen Folkets Vilje, der hver især kastede en nitroglycerinbombe mod kortegen.

Zaren overlevede i første omgang og blev hastet til Vinterpaladset, hvor han dog udåndede nogle timer senere.

Alexander II blev afløst på tronen af sin søn, Alexander III, som besluttede at opføre et mindesmærke for sin far på præcis det sted, hvor attentatet fandt sted. Det er årsagen til katedralens usædvanlige placering på en vej helt ud til Gribojedov-kanalen.

Alexander III ønskede, at mindesmærket skulle være en kirke, og han udskrev i den anledning en arkitektkonkurrence. De fleste forslag passede ind i Skt. Petersborgs arkitektoniske stil, men den nye zar forkastede disse forslag, da han selv var mere til den gammelrussiske stil.

Hans valg af kirke faldt derfor på et forslag fra arkitekterne Alfred Parland og Ignatij Malysjev, der havde ladet sig kraftigt inspirere af Vasilij-katedralen i Moskva.

Opførelsen af den nye kirke begyndte i oktober 1883, men det omfattende byggeri skred ikke just hurtigt frem. Kirken stod først helt færdig i 1907, og Alexander III nåede ikke selv at se den færdige udgave, idet han døde i 1894.

Katedralens officielle navn er Vor Frelsers Genopstandelseskirke – eller bare Opstandelseskirken. Med tanke på det blodige attentat, der var årsagen til byggeriet, fik katedralen dog hurtigt tilnavnet Blodskirken, som har hængt ved lige siden.

Alexander III havde givet ordre til, at katedralen ikke skulle benyttes som en traditionel kirke med barnedåbe, bryllupper og begravelser. I stedet skulle der primært holdes messer for hans afdøde far.

Det var ganske populært i starten, men blot 10 år senere indtraf den russiske revolution. Under bolsjevikkerne var kirkelige bygninger ikke i høj kurs, og Blodskirken blev plyndret. I 1930 blev kirken lukket og året efter omdannet til et museum, der hyldede attentatet mod zaren. Museet lukkede dog igen efter få år – angiveligt på ordre af Josef Stalin, der frygtede, at museet skulle give inspiration til et attentat mod ham selv.

Anden Verdenskrig var en hård tid for Skt. Petersborg, og Blodskirken fik ikke megen opmærksomhed. Den blev benyttet til en række forskellige formål – blandt andet som grøntsagslager og lighus – ligesom mange lokale også søgte tilflugt i kirken for bomberegnen under tyskernes belejring af byen.

Efter krigen stod Blodskirken ikke forrest i køen på den lange liste over bygninger, der skulle genopbygges. Men i 1970 indledtes et langvarigt renoveringsarbejde, der sluttede i 1997. Da genåbnede Blodskirken, og man kan roligt sige, at den er tilbage ved fordums pragt.

Når man betragter kirken i dag, forstår man godt, at det i sin tid tog næsten 25 år at bygge den færdig. Blodskirken indeholder nemlig en helt utrolig detaljerigdom – såvel uden som inden døre.

Det er især mosaikkerne, der gør kirkens indre til noget særligt. Her findes et utal af mosaikker med bibelske motiver udført i forskellige materialer – heriblandt marmor og halvædelsten. Kloge mennesker har regnet sig frem til, at katedralen indeholder 7500 kvadratmeter mosaikker.

Et andet særkende i den righoldigt udsmykkede kirke er de pompøse væg- og loftsmalerier. Kirken er højtloftet, og læner man hovedet langt tilbage, imponerer især det store loftsmaleri i kuplens top.

Med sit festfyrværkeri af farverige løgkupler og det ekstravagante interiør er Blodskirken en af byens mest imponerende religiøse bygninger, og af samme grund er den blevet optaget på Unescos verdensarvsliste.

Kristeligt Dagblad rejste til Skt. Petersborg med Tema Rejser.

Blodskirken rummer hele 7500 kvadratmeter fyldt med farvestrålende mosaikker.
Blodskirken rummer hele 7500 kvadratmeter fyldt med farvestrålende mosaikker.
Et af de smukkeste syn i katedralen er at bøje nakken og se op i kuplens malerier.
Et af de smukkeste syn i katedralen er at bøje nakken og se op i kuplens malerier.