Nordfrankrig, druider, bautasten – flere ord skal der vist ikke til, før associationerne til tegneserien om Asterix og Obelix melder sig. Og at Bretagne-regionen har været den væsentligste inspirationskilde til Goscinny og Uderzos verdensberømte historier om de gæve gallere, er der ingen tvivl om.
Ved provinsbyen Carnac på sydkysten af Bretagne er der bautasten, bogstaveligt talt så langt øjet rækker. Her finder man det, som kaldes den franske version af Stonehenge-stenmonumenterne. Omkring 3000 stenstøtter over et samlet areal på fire kilometer rejser sig i lige linjer i landskabet, og den besøgende må knibe sig i armen og spørge: Hvordan i alverden har det kunnet lade sig gøre?
Megalitterne eller menhirs, som de også kaldes, er nemlig udhugget og rejst for omkring 6000 år siden, og de største er flere meter høje.
Det er ikke blot den forudsætningsløse turist, som undres. Forskere har gennem tiden søgt at løse gåden om megalitternes oprindelse og betydning, men den dag i dag er videnskaben stort set på bar bund.
Det har dog på ingen måde svækket interessen for de mystiske stenrækker, tværtimod. Et væld af mere eller mindre kulørte teorier har floreret. Længe var det den almindelige opfattelse, at der var tale om gravpladser – store sten til døde rigmænd, mindre sten til de fattige.
Nogle talte om forekomst-en af en slange- og dragedyrkende sekt, andre så en keltisk oprindelse – ordet menhir stammer fra keltisk – hvor druider bedrev deres trolddomsværk blandt stenrækkerne. Også en astronomisk tolkning har været fremme.
Den berømte franske forfatter Gustave Flaubert var grundigt irriteret over de mange fantasifulde forklaringer på megalitterne og kaldte dem latterlige, og i et skrift fra 1847 skrev han (frit oversat): ”Hvis I spørger mig, lyder min forklaring: Stenene ved Carnac er store sten!”.
I dag hælder de fleste forskere til, at stenene har haft en religiøs/åndelig dimension, hvor hver enkelt sten muligvis repræsenterer en forfader.
I sig selv er det utroligt, at de 3000 sten fortsat står der efter mange årtusinder. Nogle arkæologer anslår, at det oprindelige antal har været omkring 10.000, men i årenes løb er antallet altså reduceret på grund af blandt andet vejrpåvirkninger og hærværk. En af årsagerne til, at så mange sten har ”overlevet”, kan være, at de simpelthen har været skjult af buske og krat. Det var først, da behovet for ny landbrugsjord opstod i det 17. århundrede, at megalitterne for alvor blev opdaget.
Man skal frem til midten af 1800-tallet, før arkæologer begyndte at interesse sig for stenrækkerne og deres betydning, og i 1881 blev en videnskabelig publikation om megalitterne i Carnac offentliggjort.
Hvis besøget tager sit udgangspunkt i byen Carnac, skal man blot sætte kursen nordpå ud af byen og følge vejskiltene mod ”Alignements” (linjerne), som stenrækkerne kaldes.
De er opdelt i tre afdelinger, som hedder henholdsvis Le Ménec, Kermario og Kerlescan. Der er omkring en halv kilometer mellem hvert stensystem, og forskere er uenige om, hvorvidt der oprindeligt har været tale om én samlet stenrække.
Det er en god ide at starte i Le Ménec. Dels er der her en stor parkeringsplads og et informationskontor, dels er megalitterne i Le Ménec knap så mega. Man kan således gå turen til de andre systemer og se de større sten.
Man kan ikke gå ind i områderne på egen hånd. De blev indhegnet i 1991 for at beskytte stenene mod hærværk, og i dag er der kun begrænset mulighed for at få en guidet tur.
Det ødelægger dog på ingen måde oplevelsen; de mystiske stenrækker er mindst lige så fascinerende, når man betragter dem fra vejen og stierne rundt om indhegningen.
Tilbage i Carnac kan man besøge det forhistoriske museum, og hvis man er heldig, kan man opleve et sækkepibe-orkester spille gamle keltiske musikstykker på museets forplads.
Den bretonske befolkning er nemlig oprindeligt efterkommere af britiske keltere, som i sin tid flygtede til Bretagne-halvøen. Den keltiske kultur er fortsat stærk i Bretagne, og byskiltene står på både fransk og bretonsk, som er et meget anderledes sprog end fransk.
Den franske centralmagt har ellers gennem årene forsøgt at udradere det bretonske sprog, men i 1970’erne fik den bretonske identitet en opblomstring, og i dag går over 16.000 skolebørn i privatskoler, hvor undervisningen foregår på bretonsk. Og ordet Breizh – Bretagne på bretonsk – dukker op overalt.
Carnac kan dog byde på mere end forhistoriske megalitter.
Her finder man en af Bretagnes bedste badestrande, som i modsætning til andre kyststrækninger i regionen ikke er så påvirket af tidevandet, og hvor tusindvis af turister – mange franskmænd – medvirker til, at prisniveauet på byens hoteller er ganske højt.
Men badestrandene fejler ikke noget, og det er sandstrande, ikke sten!
