Byen Kutna Hora er bygget på sølv

Særlige seværdigheder gør byen til et oplagt udflugtsmål fra den tjekkiske hovedstad, Prag

Sankt Barbara-katedralen, den gotiske katedral i Kutna Hora, kan ses på flere kilometers afstand.
Sankt Barbara-katedralen, den gotiske katedral i Kutna Hora, kan ses på flere kilometers afstand.

Byen Kutna Horas gotiske katedral, Sankt Barbara-katedralen, kan ses på flere kilometers afstand.

Katedralen er en stor og imponerende bygning og et af de vigtigste gotiske bygningsværker i verden. Derudover er den et håndgribeligt bevis på, at Kutna Hora gennem historien har været en meget betydningsfuld by - så betydningsfuld, at byen på et tidspunkt var en seriøs konkurrent til den tjekkiske hovedstad Prag, der ligger cirka 70 kilomter fra sølvbyen.

Kutna Horas storhed skyldes områdets mange sølvminer, som i løbet af middelalderen gjorde byen kendt over hele Europa. Byen er nærmest bygget på sølv, og de store rigdomme var med til at betale for de imponerende bygninger, der gennem historien er opført her.

I slutningen af 1300-tallet kom en tredjedel af Europas sølvproduktion fra området, og fra begyndelsen af 1300-tallet blev der fremstillet mønter for hele Centraleuropa i Kutna Hora.

Byen kan på mange måder minde om en miniatureudgave af Prag, dog med langt færre turister. Det var arkitekten Peter Parler, der i 1388 var med til at planlægge Kutna Horas Sankt Barbara-katedral, og samme Parler har også stået for de første planer for opførelsen af Sankt Vitus-katedralen i Prag, så måske kan det forklare lidt af ligheden.

Katedralen i Kutna Hora er fantastisk, og det er først, når man står indenfor og kan studere bygningens mange detaljer, kroge og freskoer, hvis oprindelse går tilbage til 1500-tallet, at man begynder at forstå, hvorfor det næsten har taget 500 år at bygge katedralen færdig. Det er derfor ganske velfortjent, at katedralen - i øvrigt sammen med Kutna Horas historiske centrum og Vor Frues Katedral i forstaden Sedlec - er optaget på Unescos liste over verdens kulturarv.

Men katedralen er ikke det eneste, Kutna Hora har at byde på. Byens historiske centrum og stemningen her er charmerende og minder om Prag-bydelen Mala Strana.

Det skyldes blandt andet den smalle gade Barborska ved siden af et jesuiterkloster, der forbinder Kutna Horas centrum med Sankt Barbara-katedralen, og som er udsmykket med statuer på en måde, som kan minde om Karlsbroen i Prag.

En af Kutna Horas, og sådan set hele Tjekkiets, mest spektakulære seværdigheder findes i forstaden Sedlec.

Her kan man se Kostnice, som er et såkaldt benkapel bygget i 1400-tallet og fyldt med menneskeben og -knogler, der stammer fra lig fra pestudbruddet i det 14. århundrede og fra senere krige. Den nuværende bizarre og uhyggelige, men samtidig unikke udsmykning stammer fra 1870, og man kan bruge rigtig meget tid på at studere alle de mærkværdige knogle- og benkombinationer i kapellet.

Kommer man med tog til Kutna Hora, er det her - i benkapellet - man skal begynde sin udforskning af byen, da kapellet ligger lige ved banegården. Ved benkapellet ligger ligeledes Kutna Horas anden katedral, Jomfru Maria Himmelfarts-katedral, som blev nedbrændt under hussitterne (tilhængere af Jan Hus) og genopbygget i 1700 i en særlig gotisk barokstil.

Her er også et cistercienserkloster, grundlagt allerede i 1142, og disse bygningsværker er alle med på Unescos verdensarvsliste.

Man bør også besøge Vlassky Dvur (den italienske gård), hvis navn stammer fra florentinske håndværkere, som kongen i 1300-tallet inviterede til byen for at påbegynde møntproduktionen. Den fortsatte til 1727, hvor fremstillingen af mønter blev flyttet til Wien. Det er også værd at lægge vejen forbi Hradek (den lille borg), der oprindelig i begyndelsen af 1300-tallet blot var en del af bymuren, men senere blev udvidet. Her kan man komme på tur ned i de gamle minegange, som mange steder er ret snævre.

Benkapellet i Kutna Hora-forstaden Sedlec er en af Tjekkiets mest særprægede turistattraktioner - og også blandt dem, der besøges af flest turister. - Fotos: Ota Tiefenböck.
Benkapellet i Kutna Hora-forstaden Sedlec er en af Tjekkiets mest særprægede turistattraktioner - og også blandt dem, der besøges af flest turister. - Fotos: Ota Tiefenböck.