Prøv avisen

Byvandring i historien

Kærlighedsstien smyger sig langs Slotssøen i Kolding. På Slotsbanken knejser den gamle kongeborg, Koldinghus, hvis historie kan føres tilbage til sidste halvdel af 1200-tallet. Det røde murværk er en del af Staldgården. Båden i forgrunden ligger sejlklar ifølge en gammel kongelig forordning. -- Foto: Niels-Henrik Jensen.

Bladene i historiebogen vendes bedst på en fodtur rundt i byen, mens Kolding Byferie ved Slotssøen er den faste base for et weekendbesøg i byen

Kærlighedsstien smyger sig langs Slotssøen i Kolding. På Slotsbanken knejser den gamle kongeborg, Koldinghus, hvis historie kan føres tilbage til sidste halvdel af 1200-tallet.

Som grænseby mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig var Kolding i middelalderen af stor betydning. Kongemagten havde et godt øje til byen. Betydningsfulde forhandlinger fandt sted på slottet, og fra grænseovergangen ved Sønderbro fik Kronen store toldindtægter - i størrelse kun overgået af indtægten fra Øresundstolden.

På Slotssøen ligger Kongebåden og vugger blidt i sin fortøjning, beredt på at modtage kongeligt besøg. For ifølge en kongelig forordning fra 1802 blev mølleren på Slotsmøllen pålagt til enhver tid at udlåne sin båd og tilhørende fiskegrej til de kongelige personer, som måtte komme forbi. I nyere tid har såvel prins Henrik som prins Joachim fået en sejltur med den royale båd.

Når sandheden skal frem, så blev den gamle forpligtelse dog ophævet i 1930'erne, og i vore dage er det 4. Sankt Georgs Gilde i Kolding, der sørger for, at Kongebåden er i topform og parat til en kongelig sejlads.

Et mindre byggeboom ramte Koldinghus under Christian den Fjerde. Med ham som bygherre blev Kæmpetårnet opført som et symbol på kongemagtens styrke.

Der er 163 trin op til toppen af det genopbyggede Kæmpetårnet. Men anstrengelserne belønnes med en formidabel udsigt. Byen ligger for vore fødder.

Dernede ligger Kongebåden. Havnens kraner og siloer anes bag den nyopførte bygning i glas og hvide elementer, som blandt andet huser byens nye bibliotek. På det sted lå i sin tid Slotsmøllen, en vandmølle, som fik sin drivkraft fra Slotssøen. I nyere tid lå her Bryggeriet Slotsmøllen, hvis øl kom i folkemunde på mere end én måde. Onde tunger i folkeviddet påstod nemlig, at det var Slotssøens vand, der blev tappet på flasker.

Fra toppen af det firkantede tårn kunne engang de fire kæmper Hannibal, Hector, Scipio og Herkules skue ud over byen. I dag er kun Herkules tilbage; de øvrige kæmper styrtede ned, da dele af slottet i 1808 brændte på grund af spanske lejesoldaters uheldige omgang med ild.

Men slottets tidligere storhed er vendt tilbage. Takket være arkitekterne Inger og Johannes Exner er de nyrestaurerede fløje blevet en seværdighed i verdensklasse. Slottet rummer i dag Museet på Koldinghus. Foruden Danmarks største samling af dansk sølv bydes der på skiftende udstillinger, prægtige sale og en noget ubehagelig fangekælder.

Fanger var der også engang på Staldgården, slottets røde avlsbygninger. Under den tyske besættelse af Danmark var Staldgården et af Gestapos hovedkvarterer i Jylland. Et frygteligt minde fra dengang er Zelle II, som stadig er intakt med bødlernes udstillede torturinstrumenter. For mange af tidens frihedskæmpere var Zelle II den første station på rejsen mod en tysk koncentrationslejr. Flere af retsopgørets dødsdømte danske medløbere havde også deres gang på Staldgården.

Der er adgang til Zelle II efter aftale med Museet på Koldinghus.

Hvis man vil bo i nærheden af alle de historiske herligheder, så har Kolding Byferie gode pakketilbud for gæster på lang weekend. Feriebyen ligger smukt placeret ved Slotssøen og består af veludstyrede lejligheder i en række huse med hver sin geometriske form. Med sin centrale placering er Kolding Byferie, som byggeriet hedder, et godt udgangspunkt, når Kolding skal opleves til fods.

Næsten nabo er Sankt Nicolai Kirke, der er byens ældste kirke fra omkring 1250. Kirken rummer en usædvanlig rigdom af epitafier og træskærerarbejder fra middelalder og renæssance. Nyd kirkerummet og dets særlige stemning. Efter fyrværkerikatastrofen i det nærliggende Seest er det blevet muligt for besøgende at tænde levende lys i kirken. Sankt Nicolai Kirke er med i ordningen "Vejkirker og andre åbne kirker".

Koldings bykerne er rig på historie. Og man møder den bedst til fods og i øjenhøjde. Turistbureauet på Akseltorv er veludstyret med gode foldere og brochurer til en "gør det selv-byvandring".

Så nyd det gamle borgerhus i Helligkorsgade, prøv at finde de indmurede kanonkugler og den tommetykke port med skudhuller.

Og mærk dig så undervejs byens torve, smalle passager og helt almindelige gader, hvor der bydes på servering både ude og inde. I weekenden endda til levende musik. For man bliver så dejlig træt på den gode måde af al den gåen omkring.

rejser@kristeligt-dagblad.dk