Oviedo: Byvandring i Spanien mellem statuer og skulpturer

Det er svært at spadsere i Oviedo i Nordspanien uden at støde på en skulptur. Flere end 100 byskulpturer og statuer pryder (nogle mener skæmmer) den asturiske hovedstad

Der er i alt 120 skulpturer og statuer og buster i Oviedos centrum og omegn. Deriblandt denne skulptur i bronze, kaldet ”Forsoningens monument” fra 1997.
Der er i alt 120 skulpturer og statuer og buster i Oviedos centrum og omegn. Deriblandt denne skulptur i bronze, kaldet ”Forsoningens monument” fra 1997. . Foto: Jens Ulrich Pedersen.

Der står en kæmpe bagdel tæt på Teatro Campoamor i den spanske by Oviedo, hvor Prinsessen af Asturien-prisen hvert år uddeles. Skulpturen ”Culis monumentalibus”, som den hedder, har været samtaleemne på godt og ondt, siden den spanske kunstner Eduardo Úrculo skabte den i 2001.

Den omdiskuterede bagdel er kun en af de utallige skulpturer og statuer, der står rundt omkring i Oviedo. Hvis man har planer om at se alle 120, må man have god tid, for halvdelen af dem står i udkanten af byen. Men den anden halvdel findes i centrum af byen, der er på størrelse med Aarhus, og dem kan man spadsere rundt og nyde synet af eller græmmes ved.

Monumentet af Woody Allen er formentlig den skulptur, som er mest fotograferet. Skulpturen er fra 2003, året efter at Allen modtog Prinsen af Asturien-prisen, som den hed dengang, i kategorien ”kunst”. Den amerikanske instruktør blev så begejstret for Oviedo, at han betegnede den som ”smuk, eksotisk og skøn at spadsere rundt i, som hentet ud af et eventyr.” Den reklame fik bystyret til at ofre en halv million kroner på at hyre kunstneren Vicente Menéndez-Santarúa til at udødeliggøre Woody Allen i bronze og i naturlig størrelse.

En af de første statuer, der blev opsat i Oviedo i 1942, forestiller kong Alfons II. Den er lavet af den lokale kunstner Victor Hevia. Det er ikke tilfældigt, at den fik æresplads lige ved domkirken, for det var Alfons II, der i sin regenttid fra 791 til 842 gjorde Oviedo til hovedstad i Asturien, som dengang var det stærkeste kristne kongedømme på Den Iberiske Halvø, og satte byggeriet af katedralen i gang.

Han var også den konge, der indledte den kristne gen-erobring fra maurerne, som havde besat Den Iberiske Halvø i 711. Alfons II var desuden den første til at vandre på den såkaldte primitive pilgrimsvej fra Oviedo til Santiago i Galicien, hvor apostlen Jakobs rester siges at hvile, og som sidenhen har været endemål for kristne pilgrimme fra hele Europa.

De fleste af Oviedos skulpturer er figurative, hvilket nogle kunstkritikere har beklaget. Blandt andre ”Malkepigen”, ”Fiskesælgeren” og ”Smørkærteren” der repræsenterer de hverv, som altid har været dominerende i Asturien, nemlig landbrug og fiskeri.

Men der er også abstrakte kunstværker og skulpturer og statuer med historiske, religiøse og politiske motiver. Der er det meget anerkendte ”Forsoningens monument”, lavet af Esperanza d’Ors i 1997. Og altså også provokerende og udfordrende værker såsom Úrculos store bagdel, den halve muskuløse tyrefægtertorso kaldet ”El Diestro” af Miguel Ortiz Berrocal og den colombianske kunstner Fernando Boteros ”Moderlighed” af en overdimensioneret nøgen kvinde og hendes ligeså overvægtige baby.

Men Oviedo er ikke kun kendt for sine mange skulpturer. Den er også byen, hvor Spaniens fornemste pris, Prinsessen af Asturien-prisen, uddeles hvert år i oktober.

Prisoverrækkelsesceremonien foregår i Teatro Campoamor, der naturligvis også har sin egen skulptur foran indgangen, nemlig ”Esperanza caminando” (”Den gående Esperanza”), som har stået dér i mere end 80 år.

Fra 1981 til 2014 hed prisen Prinsen af Asturien-prisen, men det år blev kronprinsen Felipe konge af Spanien, og derfor overlod han titlen prinsessen af Asturien til sin datter, kronprinsesse Leonor. Titlen svarer til den, prins Charles af Wales har i Storbritannien. Prisen består af 50.000 euro (cirka 350.000 kroner) og en statuette lavet af Joan Miró, og den uddeles hvert år til spanske og udenlandske kunstnere, forfattere, videnskabsfolk, sportsudøvere, ngo’er og andre, der har bidraget til at gøre verden bedre inden for deres felt.

Woody Allen fik prisen i 2002, men modtagerlisten omfatter mange andre kendte personligheder, såsom Oscar Niemeyer, Francis Ford Coppola, Helmut Kohl, Al Gore, Stephen Hawking, Bob Dylan, Leonard Cohen, Doris Lessing, Günter Grass, Carl Lewis, Rafael Nadal, den katolske hjælpeorganisation Caritas og Unicef.

Den muskuløse torso af en tyrefægter, der blev lavet af Miguel Ortiz Berrocal i 1972, er en af de største skulpturer i Oviedo. Og en af dem, der er delte meninger om.
Den muskuløse torso af en tyrefægter, der blev lavet af Miguel Ortiz Berrocal i 1972, er en af de største skulpturer i Oviedo. Og en af dem, der er delte meninger om. Foto: Jens Ulrich Pedersen
Den amerikanske filminstruktør Woody Allen blev så begejstret for Oviedo, efter at han modtog Prinsen af Asturien-prisen, at bystyret besluttede at lave en skulptur i naturlig størrelse.
Den amerikanske filminstruktør Woody Allen blev så begejstret for Oviedo, efter at han modtog Prinsen af Asturien-prisen, at bystyret besluttede at lave en skulptur i naturlig størrelse. Foto: Jens Ulrich Pedersen