Til venstre i bunden mangler noget af det romerske mo- saikgulv. Umiddelbart ikke så opsigtsvækkende, da det ofte kun er fragmenter af de gamle mosaikgulve, der har overlevet tidens tand, men modsat andre manglende dele af gulvet, der er udfyldt med beton, er her ganske enkelt et hul ind i den væg, som gulvet hænger på.
Gulvet befinder sig på Libanons nationalmuseum i landets hovedstad, Beirut, og hullet er et minde om en ikke så fjern fortid, hvor museet befandt sig i frontlinjen i Libanons borgerkrig 1975-1990. For de skudsalver og granater, der blev sendt over Den Grønne Linje mellem det primært muslimske Vestbeirut og det primært kristne Østbeirut ramte ofte museet – og således også væggen med det romerske gulv.
Og mens museet er blevet genopbygget efter alle kunstens regler og genåbnede alle udstillingsrum i 2016, har museets ledelse altså valgt at lade dette ene granattræf stå tilbage som en påmindelse om, hvor tæt på total destruktion museet og forhistorien har været i nyere tid.
Libanons borgerkrig er en ekstra fascinations-faktor ved museet, men selve samlingen er nu også fascinerende nok. Ikke mindst fordi den overbevisende viser, hvor mange kulturer, der gennem tiden har præget og kæmpet om det lille land, som størrelsesmæssigt svarer til Sjælland og Fyn lagt sammen.
Her er over tre etagers udstilling blandt meget andet egyptiske sfinkser, gravmæler med nogle af de tidligt kendte eksempler på det fønikiske alfabet, små flodheste-lignende figurer, store romerske statuer, byzantiske gulve, osmanniske mønter, kristne freskoer og barnelig begravet i lerkrukker.
Museets kælder gør sig i det hele taget i begravelsesritualer og rummer de mest tankevækkende og imponerende genstande. Et romersk begravelseskammer udsmykket i klare farver er i sig selv unikt, men det er 31 fønikiske sarkofager rundt om hjørnet, der for alvor fanger interessen.
De hvide sarkofager fra det fjerde århundrede f.Kr. er alle udstyret med ansigter, hvilket på en bizar måde giver et meget levende indtryk, der kun forstærkes af de spejle, der omgiver – og mangfoldiggør – sarkofag-samlingen, der ifølge museumsdirektør Anne-Marie Afeiche er den største udstillede af sin slags i verden.
Hvordan museets samling overlevede borgerkrigen i Libanon er i øvrigt en historie i sig selv. Det fremgår af en film, der vises som en slags appetitvækker før selve museumsbesøget.
Mens mange mindre genstande blev låst inde i kælderen og kom derfra med varierende held på grund af fugt og vandskade, blev de største genstande, der var umulige at flytte, støbt ind i beton. Og tilsyneladende fik ingen fra de forskellige militser, der indtog nationalmuseet, den tanke at åbne betonboksene for at se, hvad der var indeni og måske bortsælge genstandene for at finansiere krigs-førelsen. Filmen viser i al fald de glade øjeblikke, hvor museumsansatte efter borgerkrigen genåbner boksene og finder de uvurderlige kunstskatte stort set uskadte.
Dette snarrådige bevaringsarbejde er der ikke kun grund til at glædes over som udenlandsk besøgende, for genstandene taler også ind i en nutidig libanesisk sammenhæng. Det mener i al fald museumsdirektør Anne-Marie Afeiche, der ved genåbningen i 2016 sagde til magasinet The New Yorker, at ”gennem genstandene kan vi forstå de civilisationer, der hørte til i dette land, og gjorde os til en smeltedigel. Udstillingen er en del af en helingsproces [ …] især i dag, hvor der er så mange problemer.”