Museet i Mialet fortæller huguenotternes historie

Historien om de franske protestanter, huguenotterne, er lang og blodig. I anledning af 500-året for Reformationen er der flere steder i år sat fokus på huguenotternes historie, blandt andet på et museum i det sydlige Frankrig

Temple Maguelone er en af flere protestantiske kirker i Montpellier. Den er opført 1867-70 og ligger i Rue Maguelone nær stationen Saint-Roch. Få hundrede meter mod nord og vest ligger to andre protestantiske kirker.
Temple Maguelone er en af flere protestantiske kirker i Montpellier. Den er opført 1867-70 og ligger i Rue Maguelone nær stationen Saint-Roch. Få hundrede meter mod nord og vest ligger to andre protestantiske kirker. . Foto: Mogens Hansen.

Musée du Désert (museet i ødemarken) i Mialet cirka 70 kilometer nord for Montpellier i Sydfrankrig fortæller historien om de protestantiske huguenotter og camisarder (protestantiske bønder), der levede i Cevenner-bjergene i en af de værste perioder for de franske protestanter, 1685-1789, hvor de blev forfulgt, udvist og myrdet.

Museet øger aktiviteterne i år for at markere Reformationen for 500 år siden. Flere nye udstillingslokaler opføres, og her kommer der blandt andet fokus både på Reformationen og på de religionskrige, som fulgte. Hen over sommeren i år er planlagt seks foredrag og en større sammenkomst den 22. juli, hvor man vil mindes den tid, da protestantismen var forbudt. Den 28., 29. og 30. juli vil museet være ramme om et stort lyd- og lysshow, ”Fra Luther til Luther King”, som opføres af spejdere, præster og andre lokale. I september holder museet den årlige kongres, den største for protestanter i Frankrig, og den vil i år have fokus på Reformationen.

Museets permanente udstillinger handler om forfølgelsesperioden 1685-1789, om cami-sard-krigen, der begyndte som en bondeopstand og udviklede sig til en grusom guerillakrig, om forfølgelse og modstand, om livet i dølgsmål og om den lange vej til frihed, der fulgte med Den Franske Revolution i 1789. Desuden har museet en række rum, hvor der blandt andet vises antikke møbler fra Cevennerne, et køkken fra 1700-tallet, originale våben og håndtegnede kort fra camisard-krigen, en samling af religiøse bøger foruden malerier og grafiske tryk.

Musée du Désert ligger i den østlige ende af et område, som populært kaldes Le Croissant Huguenots, et halvmåneformet bånd, som løber gennem det sydlige Frankrig fra Middelhavet til Atlanterhavet. De protestantiske huguenotter, som sidst i 1500-tallet udgjorde omkring 10 procent af Frankrigs befolkning, blev i stort tal dræbt eller deporteret i perioden 1685-1789. I dag er op til 2,5 procent svarende til 1,7 millioner af franskmændene tilknyttet protestantismen, og de lever især i den sydlige del af landet og i Alsace-Lorraine.

Mod sydøst er Montpellier med en kvart million indbyggere hovedbyen, og mange af dens borgere skiftede fra katolicisme til protestantisme under Reformationen i 1500-tallet. I 1598 blev byens institutioner og universitet overgivet til huguenotterne. Byen blev derved centrum for den protestantiske modstand mod det katolske, franske kongestyre. I 1622 blev byen belejret og efter to måneder besejret af kongemagten, men blev senere genopbygget og forskønnet med et stort antal bygninger i klassisk arkitektur, som stadig kan opleves i den gamle bydel.

I Montpellier-området er der omkring 20 protestantiske kirker, på fransk kaldet ”temple”, og her ligger også Fakultetet for Protestantisk Teologi, som har et bibliotek med flere end 100.000 bøger, heraf nogle antikvariske bibeler og en tavle i indgangspartiet, der opregner dele af den protestantiske historie i Frankrig. Fakultetet uddanner præster og religionsforskere.

Fakultetets vicedekan, professor Gilles Vidal, fortæller om markeringen af Reformationen her i 500-året, at bortset fra en større fælles begivenhed i Strasbourg vil alt være organiseret lokalt og uden central styring. De fleste markeringer kommer i efteråret, fordi Martin Luther hængte sine 95 teser op på døren til Wittenberg Slotskirke den 31. oktober 1517, men der vil være udstillinger om Reformationen rundt om i Frankrig hele året. På hjemmesiden www.protestants2017.org kan man holde sig orienteret om de kommende begivenheder.

Gilles Vidal siger, at fejringen af Reformationen bør være en dialog mellem historie og hukommelse, og han uddyber: ”Franske protestanter understreger, at deres relation til historien er en konkret erindring, forankret i fransk humanisme, men også farvet af blodet fra deres forfulgte forfædre. Franske protestanter er en minoritet, der søger selvtillid, selvbekræftelse og vækst.”

Hvis man tager til Sydfrankrig for at følge markeringen af Reformationen, kan oplevelsen udvides med et ophold på Village Vacances ved Le Lazaret-Sète, en familie-ferieby ved Middelhavet nær Montpelliers maritime naboby Sète. Feriestedet er grundlagt i regi af det protestantiske sogn i Sète i 1865, og det tilbyder stadig protestantisk inspiration i form af debatter, konferencer og religiøse fejringer.

Kristeligt Dagblad var inviteret af Atout France.

Musée du Désert er indrettet i det hus, hvor den protestantiske camisard-leder Pierre Laporte, kendt som Roland, var født, og hvor han levede. I anledning af 500-året for Reformationen har museet i år fokus på huguenotternes og camisardernes historie.
Musée du Désert er indrettet i det hus, hvor den protestantiske camisard-leder Pierre Laporte, kendt som Roland, var født, og hvor han levede. I anledning af 500-året for Reformationen har museet i år fokus på huguenotternes og camisardernes historie. Foto: Musée du Désert
Fakultetet for Protestantisk Teologi i Montpellier har en flot bogsamling, heriblandt gamle bibeler.
Fakultetet for Protestantisk Teologi i Montpellier har en flot bogsamling, heriblandt gamle bibeler. Foto: Mogens Hansen