I alt 390 juletræer blev der bestilt i det brev, som skovrider Rasmussen i Klitmøller modtog den 11. december 1942 fra den tyske kommandør på fæstningsanlæg Hansted. Hovedparten af træerne, 210 styk, skulle være under en meters højde. Så fyldte de ikke så meget i mandskabsrummene i de underjordiske bunkere, hvor soldaterne skulle fejre jul mellem køjesenge og blikkrus.
”Regningen bedes fremsendt i to eksemplarer og kom også gerne med et forslag til transport af træerne,” hedder det i bestillingen.
Brevet til skovrideren i Klitmøller er blot et enkelt eksempel på de mange jordnære detaljer og glimt af hverdagslivet under den tyske besættelse i den nordjyske fiskerby Hanstholm, dengang Hansted, som Bunkermuseum Hanstholm for toppen af de stejle skrænter ned mod Skagerrak byder på.
Museet er i forvejen imponerende ved at have til huse i Nordeuropas største og mest massive fæstningsanlæg, som stod intakt ved krigens slutning, og som sådan giver et enestående indblik i datidens militære formåen – men det er i høj grad den moderne udstillingsbygning fra 2016, der bringer krigens mennesker til live. Det er her, at de besøgende kan se, lytte og læse sig til, hvordan hverdagslivet formede sig for såvel de besatte som besætterne – mellem og under bunkernes beton og kanoner. ”Fjende og nabo – Hanstholm besat” hedder udstillingen meget betegnende.
Den er overskueligt bygget op, og de lyse rum med deres enkle flader af beton og træ er behagelige at opholde sig i. Der er ingen konstruerede effekter, virkeligheden er spændende nok i sig selv. Gennem korte og klare tekster, originale dokumenter, små videoklip og forskellige effekter fra krigsårene får man en levende fornemmelse af, hvor dybt besættelsen og byggeriet af fæstningsanlægget påvirkede Hanstholm og hele egnen omkring den. Det var en lille by, der blev løbet over ende og fik sat en brat stopper for sin naturlige udvikling.
Fæstningsanlægget i Hanstholm fyldte ikke blot fysisk og geografisk med sine 250-300 bunkere, enorme kanontårne og pigtrådshegn spredt over cirka ni kvadratkilometer. Det var også rammen om tusinder af udstationerede tyske soldater – omkring 6000 soldater boede under og over jorden, da anlægget var fuldt udbygget –som fuldstændig overskyggede den beskedne lokale befolkning på omkring 800 mennesker. Også selvom, der var mindst lige så mange tilrejsende danskere, som arbejdede for værnemagten, først med byggeriet af fæstningsanlægget, siden med vedligeholdelsen af det.
Den massive tyske tilstedeværelse satte sit præg på det lille lokalsamfund, som mestendels bestod af fiskere eller bønder. Mange familier vaskede for tyskerne, og den lokale bager fremstillede ekstra mange flødeskumskager om søndagen, når vasketøjet skulle hentes, og soldaterne lagde vejen forbi. Der blev arrangeret fodboldkampe mellem soldaterne og de lokale – på tysk initiativ – og den lokale kommandant forsøgte sig også med andre begivenheder, som kunne adsprede soldaterne, hvis dagligdag i bunkerne ellers godt kunne være uendelig ensformig.
For Hanstholms børn var de tyske soldater et spændende indslag i en ellers søvnig lille by, og mange af dem fik deres egne venskaber med soldaterne. Børnene så lidt anderledes på de tyske soldater, end deres forældre gjorde. Soldaterne var som regel venlige, viste dem billeder af deres familier og gav dem undertiden lidt penge til slik og mad.
I det hele taget var det en balance mellem fjendskab og naboskab for lokalsamfundet. Tyskerne var besættelsesmagt, men de var også den direkte anledning til økonomisk fremgang for mange af de fastboende. Det enorme byggeprojekt, som fæstningsanlægget var, skabte tusinder af arbejdspladser i Thy og en økonomisk vækst uden sidestykke de seneste årtier. Byens handelsliv blev udvidet med en ny købmandsbutik, to kiosker og et urmagerværksted. Tyskerne byggede i 1942 en hal, hvor soldaterne kunne se film – hentet af kurér i Kiel – gøre gymnastik og se teater. Den står endnu – som den ene del af Hanstholm Hallerne – og blev fra 1964 til 1988 brugt som rådhus.
Det overvejende fredelige forhold mellem tyskerne og de lokale beboere i Hanstholm tog en markant drejning, da værnemagten i efteråret 1942 krævede, at Hanstholms befolkning skulle fjernes fra området, fordi besættelsesmagten forudså et angreb på fæstningen fra de allierede. Nogle havde økonomi til og mulighed for selv at finde en ny bolig, men flere hundrede måtte tage til takke med at blive indlogeret i primitive træbarakker omkring syv kilometer fra Hanstholm.
Først i juni 1946, mere end et år efter befrielsen, kunne Hanstholms befolkning vende hjem. Ud af de oprindelige omkring 800 beboere, kom cirka 500 tilbage. Mange fiskere var søgt til andre landingspladser, især Hirtshals, og de endte med at blive, hvor de var.
På bunkermuseet slutter historien med hjemkomsten for de tvangsforflyttede, men uden for museumsområdet ser man stadig tydeligt resultatet af tvangsforflytningen af det lille bysamfund.
Hanstholm er i dag Danmarks største fiskerihavn for konsumfisk og har landets største fiskeauktion, men lige så omfattende, havnen er, lige så beskeden er byen. Spørger man efter hovedgaden, bliver man venligt henvist til centeret på Bytorvet, der med 8-10 butikker er det tætteste Hanstholm kommer en bymidte.
Besættelsen og etableringen af fæstningsanlægget udraderede det eksisterende lokalsamfund, og hvad der fulgte, er i høj grad konstrueret ved et tegnebord.
De menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser af fæstningsanlægget er dog kun én del af oplevelsen ved Bunkermuseum Hanstholm.
Hovedparten af museet, og det, der måske er mest interessant for børn og voksne med hang til krudt og kugler, er den 2500 kvadratmeter store bunker, som var kernen i fæstningen. Her kan de besøgende dykke under jorden og få et meget håndgribeligt indtryk af, hvordan anlægget fungerede rent militært, og hvordan soldaternes hverdag under jorden formede sig.
Flere af rummene er ført tilbage til deres oprindelige udseende. Det gælder blandt andet mandskabsrummene med deres køjesenge og spartanske møblement – og baderummene, der overrasker med deres rummelighed og høje kvalitet. Noget, der i øvrigt er gennemgående for byggeriet: kvalitet. Selvom det gik susende stærkt med at bygge bunkeren – det tog omkring et halvt år – er det flot håndværk, de danske entreprenørselskaber, som stod for arbejdet på den danske stats regning, leverede.
Og mere hører med. Museet med den store, centrale bunker og tilhørende udstillingsbygning, som der skal betales entré for at besøge – dog gratis for børn op til 17 år – ligger omgivet af yderligere 200.000 kvadratmeter klitplantage, der er et stort friluftsmuseum med mange mindre bunkere og kanonstillinger spredt over arealet. Her er det gratis at gå rundt, og der er fire afmærkede vandreruter, som fører én forbi de fleste af de bunkere, der ligger i terrænet. I sommer- og efterårsferien kan man få en særlig oplevelse ved at køre med det gamle ammunitionstog gennem nogle af de største bunkere.