Prøv avisen

Dansk kirke i New York får ny glans

Den danske sømandskirke har til mål at være et kirkeligt, kulturelt og socialt mødested for danskere i New York Foto: Jim Henderson/Wikimedia Commons

En ny altermosaik fuldfører renoveringer af den danske sømandskirke i New York, der med sin placering i det hippe Brooklyn er et besøg værd for danske turister

I et klassisk brownstonehus i det historiske Brooklyn Heights-nabolag, en kort spadseretur fra foden af New Yorks ikoniske Brooklyn Bridge, markerer en meterhøj messingklokke i forhaven og et skilt med teksten Danish Seamens Church, at her holder den danske sømandskirke til.

LÆS OGSÅ: Sømandspræst på næstekærlig mission

Kirken har til mål at være et kirkeligt, kulturelt og socialt mødested for danskere i New York og de omkringliggende delstater, men døren står også åben for turister, der er nysgerrige efter at opleve et unikt stykke dansk kulturhistorie i verdensbyen. Og efter at en ny glasmosaik skabt af den anerkendte danske kunstner Maja Lisa Engelhardt har afsluttet et årelangt renovationsarbejde, er sømandskirken i new York nu mere end nogensinde før klar til at modtage gæster fra nær og fjern.

Den farverige glasmosaik, som erstatter et simpelt klæde, er opsat i en vinduesramme bag alteret og bringer stråler af varme og lys ind i kirkerummet.

Maja Lisa Engelhardt, der er kendt for sin evne til at skabe kristen kunst, fik fuld kunstnerisk frihed af sømandskirkens menighedsråd og valgte at tage udgangspunkt i Johannes-evangeliets kapitel 21, vers 4, hvor Jesus efter opstandelsen står ved Tiberias sø.

Referencen til vand er særlig betydningsfuld for den 133 år gamle sømandskirke, hvis oprindelige og fortsatte mission er at forkynde til danske sømænd på gennemfart i New York.

Netop hensynet til sømændene er med til at forklare, hvorfor sømandskirken er placeret i Brooklyn Heights, tæt på havnen i nærliggende Red Hook.

I dag er tidligere tiders leben langs Brooklyns havnefront dog taget af, og de store fragtskibe med danske sømænd lægger i stedet til kaj i de store industrihavne i delstaten New Jersey, hvor de får besøg af sømandspræst Julie Sløk.

Selve kirkerummet med den opsigtsvækkende nye glasmosaik er blot en del af det tre etager store byhus på den stille, statelige Willow Street, hvor sømandskirken har haft adresse siden 1957.

De øvre etager rummer præsteboligen, og i menighedssalen og i gårdhaven holdes sociale sammenkomster såsom legestue for børn og grillaften for konfirmander, ligesom besøgende kan bladre i danske ugeblade og købe poser med pingvinblanding, labre larver, chokoladeskildpadder og andre godter.

Sømandskirken sælger cirka 750 kilo slik om året og har især travlt op til jul, hvor udlandsdanskeres hunger efter en smag af hjemlandet er på sit højeste, og hvor et julemarked trækker hundreder af mennesker til kirken.

Sømandskirken er åben for alle besøgende tre af ugens dage samt søndag, hvor den som den eneste kirke i Amerika holder gudstjeneste på dansk. Hver torsdag aften serveres desuden kaffe og te i menighedssalen, og præsten tager jævnligt imod større turistgrupper, der hører om kirkens historie og spiser et måltid sammen.

Danske turister har også mulighed for at lade sig vie i sømandskirken og holde et anderledes New York-bryllup enten i tosomhed eller med stort gæstebud, og det gør cirka 15 par brug af årligt.

Blot få hundrede meter fra kirken sikrer den ophøjede Brooklyn Heights-promenade med udsigt til Manhattans fotogene skyline en romantisk baggrund for et bryllupsbillede. Netop beliggenheden i Brooklyn Heights er en god grund til at aflægge den et besøg under New York-ferien.

Mens Manhattan er dér, hvor new yorkerne arbejder, så er Brooklyn dér, hvor mange af dem bor. Den store og befolkningsrige bydel er et kaotisk kludetæppe af nabolag med hver deres etniske og kulturelle særpræg, og især de lidt mere rutinerede New York-turister, der ønsker at udforske andet end det klassiske Manhattan, er begyndt at få øjnene op for bydelens mange charmer.

Det kræver blot en kort rejse med New Yorks subway at komme til at opleve det historiske Brooklyn Heights og nabokvarteret Carroll Gardens, der med brede fortove, gamle træer og brownstonehuse er trendy storbyoaser med specialbutikker, hyggelige cafeer og kreative restauranter, ofte fokuseret på lokale råvarer.

Også det nærliggende Dumbo (forkortelse for Down Under the Manhattan Bridge Overpass) er et besøg værd. Det tidligere fabriksområde under den larmende Manhattan Bridge har stadig en snert af industriel råhed, og de charmerende brostensgader gemmer på indbydende bagerier, gallerier, barer og cafeer.

nyholm@k.dk