Danske minder i Nordtyskland

Slesvig, Holsten og Lauenborg er områder, som Danmark mistede i 1864. Men der er stadig mange spor fra danskertiden

I årene 2005 til 2008 blev syv vikingehuse genskabt i Hedeby, der ligger lige syd for Slesvig by og var et af vikingetidens vigtigste handelscentre i Nordeuropa. – Alle
I årene 2005 til 2008 blev syv vikingehuse genskabt i Hedeby, der ligger lige syd for Slesvig by og var et af vikingetidens vigtigste handelscentre i Nordeuropa. – Alle . Foto: Mogens Hansen.

Smukke landskaber med søer, skove, bakker og små byer i ældre byggestil præger det såkaldte Holstensk Schweiz mellem Kiel og Lübeck og området syd for Lübeck med byerne Ratzeburg og Mölln. Her er dejligt at gå, cykle, sejle eller bare slappe af, men man kan også opsøge utallige steder, hvor der er relationer til Slesvigs, Holstens og Lauenborgs tilknytning til Danmark, som ophørte med krigen i 1864.

Vi begynder i Kiel. I centrum findes på en husvæg en tavle, som fortæller, at her lå byens første banegård, som blev indviet i 1844 på kong Christian 8.’s fødselsdag. Jernbanen gik fra Kiel til Altona ved Hamborg og var den første i den danske helstat. Kiel fik senere en ny banegård, og den oprindelige blev revet ned i 1905.

Ved Kielerkanalens udløb i Kiel fjord er der på nordsiden i forstaden Holtenau et mindesmærke for anlæggelsen af Ejderkanalen i 1780’erne, og samme sted ses pakhuse fra den tid. Ejderkanalen forbandt Østersøen med Nordsøen, men blev i 1896 afløst af Kielerkanalen.

Tilbage i centrum finder man en granitsten, som minder om, at i 1848 begyndte Slesvig-Holstens provisoriske regering sit arbejde for at løsrive sig fra Danmark og blive en del af Det Tyske Forbund. Kiel har også en kunsthal med en del danske værker, og på universitetet kan man lære skandinaviske sprog. Mere jordnært er et par billeder på hotellet Birke, der takker kong Christian 7. for i 1802 at have givet lov til at opføre Birke Waldesruh.

Lauenborg er det mindste og fjerneste af de tyske områder, som i fortiden hørte til Danmark. Lauenborg var et fyrstendømme, som 1815-1864 var en del af det danske monarki, men der er ikke så mange danske spor som i Slesvig og Holsten. Nævnes skal dog, at en jernbane, som løber gennem Lauenborg, blev anlagt fra Lüneburg til Lübeck i den danske tid, og at den smukke by Ratzeburg blev svært ødelagt ved danske krigshandlinger i 1693.

Længere nordpå er der i og ved byen Slesvig en stribe forbindelser til danskertiden. Kong Frederik 1. blev begravet under koret i Slesvig domkirke, efter at han var død på det nærliggende Gottorp slot i 1533. Slottets historie begynder i 1161, og gennem tiden har det i perioder været knyttet til den danske kongefamilie. Christian 9. blev født på slottet i 1818 og fik en betydelig rolle under krigen i 1864. 1852-1864 var slottet dansk kaserne. I dag er slottet museum med mange oplevelser, herunder Tysklands største arkæologiske samlinger med blandt andet Nydambåden fra år 320, dansk og tysk kunst fra 1800-tallet foruden omfattende samlinger af kirkeinventar og -kunst.

15 kilometer fra Slesvigs centrum på sydsiden af Slien-fjorden ligger Louisenlund, som i dag er en skole. Her voksede Christian 9. op, og ifølge Tom Buk-Swientys bog ”Dommedag Als” ville kongen ikke acceptere, at hans barndomshjem blev tysk. Derfor endte fredsforhandlingerne i London, efter at Danmark i 1864 havde tabt slaget ved Dybbøl, i ingenting. Krigen blev genoptaget, Danmark tabte, og grænsen kom til at gå langt nordligere langs Kongeåen. Efter Første Verdenskrig fik vi dog i 1920 den nordlige del af Slesvig tilbage.

Dannevirke sydvest for Slesvig by er det største fortidsminde i Nordeuropa. Voldanlæggets historie begynder i 400-500-tallet, og det blev brugt sidste gang i krigen i 1864. De danske tropper rømmede dog Dannevirke, inden de blev angrebet sydfra. Voldanlægget er omkring 30 kilometer langt, og her ligger et museum, som blandt andet fortæller om det danske mindretal i Sydslesvig fra 1864 til i dag. Kernen i udstillingen er fortællingen om et folks vilje til at være og vedblive at være danske i Sydslesvig trods adskillelsen fra Danmark.

Kristeligt Dagblad var inviteret af Tourismus-Agentur Schleswig-Holstein.